Den danske hjælpeorganisation Børnehjælpsdagen udsender et nødråb til det lokale forenings- og skoleliv i Nordvestsjælland.

Anbragte børn og unge fra Nordvestsjælland har gennem årene haft stor glæde af Børnehjælpsdagens mange tilbud. Det bliver forhåbentlig også tilfældet i fremtiden, selvom nutiden er særdeles svær for hjælpeorganisationen – i kølvandet på Covid19.

For at kunne udføre det humanitære arbejde i Nordvestsjælland er Børnehjælpsdagen afhængig af indtægter fra to landslotterier – Lillebror Lotteriet og Julelotteriet. Desværre har indtægterne været stærkt vigende pga. Covid19-nedlukning og restriktioner.

Derfor sender Børnehjælpsdagen nu et nødråb ud: Organisationen beder forenings- og skolelivet i Nordvestsjælland om hjælp til at sælge de velgørende skrabelodder henover de næste par måneder – i takt med, at samfundet genåbner.

Win-win for alle

“Vi har et stort behov for hjælp, hvis vi fremover skal kunne fortsætte vores humanitære arbejde på samme høje niveau – og dermed gøre en forskel for de mange børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet, også i Nordvestsjælland. Vi håber, at vores appel bliver hørt af lokalsamfundet. Samtidig er vi glade for, at vi kan ‘give noget igen’. Vi tilbyder nemlig en flot provision til de lokale foreninger og skoleklasser, der får solgt vores lodsedler. Det er altså win-win hele vejen rundt”, forklarer Julie Døssing Frost, der er lotteri-ansvarlig i Børnehjælpsdagen.

Alene i 2020 har Børnehjælpsdagen inviteret anbragte børn og unge til en stor Tivoli-camp i Tølløse og en sommercamp i Nykøbing Sjælland – samt to oplevelsesdage hos Andelsforeningen Nyvang i Holbæk.

Dertil har anbragte børn og unge fra flere områder i Nordvestsjælland – f.eks. Holbæk, Mørkøv, Jyderup og Kalundborg – modtaget bærbare computere til skolebrug eller fået opfyldt en stor drøm gennem indsatsen ‘Drømmebanken’.

Børnehjælpsdagen har brug for hjælp til det aktuelle Lillebror Lotteri, der kan sælges frem til den 4. juli 2021. Tilmeldte foreninger/klasser tjener op til 14 kroner pr. solgt lod til deres fælleskasse. Der er ingen økonomisk risiko.

Fakta om Lillebror Lotteri

• Lillebror Lotteriet 2021 bliver solgt i perioden 27. februar til 4. juli – primært af børn og unge, der er tilknyttet en fritidsforening, idrætsklub eller skoleklasse.
• Et Lillebrorlod sælges for 30 kroner, heraf går op til 14 kroner til foreningen, klubben eller klassen. Pengene er typisk øremærket udstyr eller aktiviteter.
• Overskuddet fra salget af lodderne går til Børnehjælpsdagens arbejde for anbragte børn og udsatte unge i Danmark.
• Børnehjælpsdagen har stået bag Lillebror Lotteriet siden 1926.
• Tilmelding som sælgere kan ske på www.bhd.dk

Om Børnehjælpsdagen

Børnehjælpsdagen arbejder med at styrke anbragte børn og udsatte unge i Danmark. Hjælpeorganisationen står bag en lang række indsatser, der opruster de unge menneskers sociale og personlige kompetencer, så de får bedre forudsætninger for at mestre deres eget liv. Sidste år fik 9.404 børn og unge på børnehjem og i plejefamilier direkte glæde af Børnehjælpsdagens arbejde.

Pressefoto