Ifølge SMVDanmark lukker hver anden nystartede virksomhed i Danmark allerede før, de fylder to år, men for den lokale konsulentvirksomhed SD+ går væksten kun én vej: opad. Den unge virksomhed, som holder til på Tuse Næs Vej ved Holbæk og specialiserer sig i teknisk projektledelse af komplekse byggerier, har på kun to år rundet en samlet omsætning på 101,7 mio. kr. Nu sælger de to stiftere 45 pct. af selskabet for et tocifret millionbeløb til kapitalfonden Executive Capital. Målet er at firedoble både top- og bundlinje på fem år.

”Vi investerer i SD+, fordi de har en rigtig spændende forretningsmodel og et netværk i branchen, som er på et niveau, man sjældent ser hos virksomheder i den her alder. Derudover er der et enormt skaleringspotentiale, som vi kan hjælpe med at løfte,” siger Stig Myken fra Executive Capital.

”Vi har hele tiden vidst, at vi skulle styre SD+ som en virksomhed, der på sigt skulle blive stor, og vi er allerede godt på vej, men hvis vi skal skalere vores medarbejderstab og omsætning fra nuværende niveau til en trecifret millionskala, så kræver det, at vi gør det på den rette måde, med de rette kræfter og med den rette kapital. Derfor kommer Executive Capital ind netop nu,” siger Martin Edlund Jensen, adm. direktør i SD+.

Kapitalfonden ser bl.a. muligheder i, at SD+’s forretningsmodel løser et presserende problem i byggebranchen, hvor en støt stigende del af de samlede byggesummer går til de tekniske installationer men ofte ender med overskredne budgetter og tidsplaner.

”For 25 år siden udgjorde de tekniske installationer 25-30 procent af byggesummen, i dag er det ofte over 50 procent på de store avancerede byggerier. De skjulte installationer bliver mere og mere komplekse og har i dag hundredvis af koordineringspunkter. Derfor er der behov for mere kvalificeret teknisk projektledelse, og SD+ har sort bælte i netop dét,” siger Jesper Dalsgaard fra Executive Capital.

Bygherrerådgivningen er et af de forretningsområder, som SD+ og Executive Capital har planer om at styrke, men også nye forretningsben samt geografisk ekspansion er tænkt ind i vækstplanen. På slutkundeområdet, hvor SD+ i dag er stærke inden for pharma- og domicilbyggerier, er ambitionen desuden at styrke positionen på segmenter som datacentre, energi og infrastruktur.

”Indtil nu har vi bevidst begrænset os, så vi ikke er halvt gode til fem ting men højspecialiserede i én ting. Vi rører kun ved det, vi virkelig ved noget om. Det har været et klogt valg, men Arla sælger jo heller ikke kun mælk, og der ligger nogle områder i direkte forlængelse af vores kerneydelse, som vi nu skal til at gribe,” siger medstifter og projektdirektør i SD+, Sebastian Dall.

Fra Executive Capital indgår de to erhvervsledere Jesper Dalsgaard og Stig Myken som hovedinvestorer i SD+ og bliver dermed en del af selskabets ejerkreds og bestyrelse. Foruden kapitalindsprøjtningen skal de bidrage med strategisk sparring og trække på et bagkatalog af fondens 23 øvrige tunge erhvervsprofiler.

Pressefoto
Del gerne dette