Onsdag den 10. juni rykker undervisningen ud på gokartbanen i Holbæk. En gruppe unge fra Sportucation på FGU Nordvestsjælland har selv arrangeret, forberedt og afvikler en hel undervisningsdag for lokale ottendeklasser – og pressen er inviteret. Bag Sportucation står Danmarks Idrætsforbund og Bikubenfonden.
Skille en motor ad og samle den igen. Måle støj og CO2 fra en gokart. Teste sin kondition og holde en salgstale om FN’s verdensmål. Sådan ser skoleskemaet ud, når tre lokale 8. klasser den 10. juni rykker ud på gokartbanen i Holbæk. Og det er de unge fra FGU, der har bygget dagen op. De har planlagt opgaverne, gjort banen og motorværkstedet klar og står selv for at føre eleverne gennem programmet.
De unge er til daglig en del af indsatsen Sportucation, hvor FGU Nordvestsjælland, Dansk Automobil Sports Union (DASU), Holbæk Gokart Klub og Danmarks Idrætsforbund (DIF) bruger gokartbanen som læringsrum. Her kombineres motor og mekanik med fag som dansk og matematik. For mange af de unge er det en anden vej gennem uddannelsessystemet end den, de kender fra det traditionelle klasselokale, og den 10. juni er det dem, der har ansvaret for at undervise.
Praktisk
Hvad: En undervisningsdag på gokartbanen, arrangeret og afviklet af unge fra Sportucation på FGU, for lokale ottendeklasser.
Hvornår: Onsdag den 10. juni, kl. 9.00–13.45.
Hvor: Holbæk Gokart Klub, Omfartsvejen 27, 4300 Holbæk.
Kort om Sportucation i Holbæk
Partnerskab mellem FGU Nordvestsjælland, DASU, Holbæk Gokart Klub og Danmarks Idrætsforbund (DIF)
Målgruppe: Unge mellem 15 og 24 år
Gokartbanen og motorværkstedet bruges som læringsrum, hvor motor og mekanik kombineres med fag som dansk og matematik
Lokalt erhvervsnetværk skal hjælpe de unge i praktik og beskæftigelse
Sportucation af finansieret af Bikubenfonden.
En del af DIF’s indsats Startblokken (www.startblokken.dk).

Dato: 10-06-2026
Sted: Holbæk Gokart Klub























