Pressefoto

I mange år har Holbæk Teater haft et stort og trofast publikum til deres SeniorSaloner og ChampagneSaloner. Med fusionen til Sjællands Teater, har de rystet posen lidt. SeniorSalonerne går på pension og i stedet ser Humørbutikken dagens lys, mens kvindernes ChampagneSaloner bredes ud til et bredere publikum og skifter navn til TALKSHOWET med Audrey Castañeda.

Salon-koncepterne har været populære underholdningsshows i mange år på Holbæk Teater, og det ændres der for så vidt ikke ved: ”Showene er fortsat en blanding af talkshow og underholdning. Der bliver tre shows af hver i løbet af den kommende sæson, og med nye kendte gæster hver gang, som mange kender det. Men vi øger tempoet lidt, så det bliver mere friskt”, siger Brian Kristensen, kunstnerisk direktør for Sjællands Teaters scene i Holbæk.

Showene kører både på scenen i Slagelse og i Holbæk, og det vil være med forskellige gæster begge steder, som annonceres løbende.

Humørbutikken åbner for eftermiddage med højt humør 

Trofaste gæster til SeniorSalonerne skal ikke fortvivle, for Sjællands Teaters nye Humørbutikken, appellerer stadig til det modne publikum, og er underholdende eftermiddage med Brian Kristensen som vært og en ny kendt gæst hver gang. Kaffe og kage er med i prisen.

Der vil være interview med gæsten om sjove og særlige øjeblikke, der har formet deres liv og karriere. Undervejs vil der være små optrædener og fællessang. Og så vil værten, Brian Kristensen, også lave lidt spas, der måske vil sende dagens gæst lidt på glatis. I Slagelse er det kunstnerisk direktør Peter Thieme, der er vært.

Hele scenografien, som er en slags spøg og skæmt butik med spøgefugle og lattergas på hylderne, er malet i hånden på gammeldags manér. Det er den Slagelse-lokale scenograf Ivan Jensen, der har designet scenografien til Humørbutikken.

Den første Humørbutikken i Holbæk bliver tirsdag den 5. oktober kl. 13, hvor gæsten er skuespiller og instruktør Pia Rosenbaum.

Link til mere info og billetter til Humørbutikken i Holbæk: https://het.dk/program/humoerbutikken-holbaek/

Sprudlende fredage aftener med Audrey

I Talkshowet er det næsten som at komme hjem i stuen hos Audrey en sjov fredag aften. Hver gang inviterer hun 2-3 kendte gæster i sofaen og på scenen. Publikum bliver budt på aftenens drink, mens Audrey taler med sine gæster og lader dem underholde. Hun er eminent til at inddrage publikum og samtidig kradse lidt i lakken hos sine gæster, så sjove og tankevækkende historier kommer frem i lyset.

For dem, der kender ChampagneSalonerne, vil det meste være ”ved det gamle”. Boblerne er dog skiftet ud med aftenens drink, og så er showet ikke længere inkluderet i årskortet.

Talkshowet er en hyldest til spontaniteten, det sprudlende og glædesfyldte i livet. Uanset om man er ude for at hygge sig med veninderne, manden eller kollegerne, så er der god fredags-underholdning at hente.

”Talkshowet med Audrey er virkelig sjovt og hjertevarmt. Det er et show, der appellerer bredt til det lidt yngre publikum fra 30-40 år – og til både kvinder og mænd. Og så er der lagt op til en god aften i byen, hvis man er til det med teatret i gåafstand til de lokale spisesteder og barer”, siger Brian Kristensen.

Det første Talkshow med Audrey Castañeda i Holbæk er fredag den 1. oktober kl. 20, hvor gæsterne er Lisbeth Zornig Andersen, Manu Sareen og Cecilie Schmeichel.

Link til mere info og billetter til Talkshowet i Holbæk: https://het.dk/program/talkshowet-med-audrey-castaneda-holbaek/