Kommunalbestyrelsen har vedtaget en ny politik for børn, unge og voksne med særlige behov.

Med den nye politik, der har undertitlen ”TRIVSEL, FÆLLESSKAB & UDVIKLING”, ønsker Holbæk Kommune at skabe rammerne for, at børn, unge og voksne med særlige behov kan leve et sundt og godt liv.

Borgere med særlige behov skal så vidt muligt kunne mestre eget liv og deltage i samfundet på lige fod med andre ifølge Bente Juul Röttig, formand for Socialudvalget.
”Med politikken ønsker vi at skabe gode rammer for, at borgere med særlige behov kan opleve et værdigt og selvstændigt liv med trivsel, fællesskab og udvikling. Kommunalbestyrelsen ønsker, at politikken skal være hele kommunens politik og udtrykke det, som vi gerne vil sammen i Holbæk Kommune. Nogle har dog brug for støtte til at udfolde deres mål for fremtiden, og her har vi som kommune pligt til at hjælpe og gøre det på en anerkendende og respektfuld måde – det er dét, politikken handler om,” fortæller Bente Juul Röttig, der tilføjer, at tilblivelsen af politikken har været en rigtig god og inddragende proces for alle berørte parter, som har sat afgørende præg på politikken.

Socialudvalgets næstformand, Rasmus Brandstrup Larsen, supplerer:
”Politikken skitserer de værdier og fokusområder, som vi bygger Kommunalbestyrelsens vision på. En politik, som jeg tror, at alle berørte parter vil kunne se sig ind i. Nu skal vi have politikken ud at leve. Det er et ansvar, som vi politikere skal påtage os og sikre kommer til at ske. Jeg glæder mig derfor til at følge arbejdet, hvor vi sammen med borgerne og relevante aktører opstiller klare handlinger og mål. Det er på den måde, at politikken vil give mærkbar værdi for vores borgere, de pårørende og medarbejderne.”

Fakta

Den nye politik for børn, unge og voksne med særlige behov for 2021-2025 har undertitlen ” TRIVSEL, FÆLLESSKAB & UDVIKLING”.

På baggrund af de bidrag, der er kommet fra deltagerne i politikudviklingen, har Kommunalbestyrelsen fastsat tre overordnede mål i politik for børn, unge og voksne med særlige behov: Trivsel, fællesskab og udvikling. Til hvert af de tre mål er der beskrevet tre fokusområder, som angiver retningen for de fremadrettede tiltag på socialområdet i Holbæk Kommune.

Politik for børn, unge og voksne med særlige behov er vedtaget efter høring i Handicaprådet, Udsatterådet, Ældrerådet og relevante udvalg i kommunens medbestemmelsessystem dvs. MED-udvalg. Den har været i offentlig høring i september 2021.

Udmøntningen af politikken sker gennem strategier og handleplaner, der skal omsætte politikkens ambitioner til konkrete handlinger.

Læs mere her

Foto: ABW