Tirsdag den 6. januar 2026 markerer Skovly Skolen gennemførslen af en DGI Udeskole-certificering. Certificeringen er kulminationen på et længere udviklingsforløb, hvor skolens personale har arbejdet målrettet med at bringe uderummet og nærmiljøet fagligt i spil i undervisningen. På dagen deltager både repræsentanter fra Skovly Skolen og DGI Midt- og Vestsjælland.

Forskning peger på, at udeskoler kan øge elevernes fysiske aktivitet, styrke motivationen for læring og lysten til at gå i skole – og samtidig have en positiv effekt på elevernes relationer og trivsel.

DGI Udeskole er et certificerings- og udviklingsforløb, der klæder lærere og pædagoger på til at bruge natur, kultur og lokalsamfund som en aktiv del af undervisningen. Udeskoler kan for eksempel inddrage skov og strand, foreninger, virksomheder, værksteder og museer som læringsrum.

Forløbet bygger på et pædagogisk-didaktisk princip, der gør det lettere at skabe sammenhæng mellem undervisning inde og ude. Når uderummet inddrages velovervejet, kan undervisningen opleves mere virkelighedsnær og relevant – og eleverne får et særligt kendskab til nærmiljøets muligheder. Samtidig skaber det rum for kropsbevidsthed og bevægelse, som kan understøtte trivsel fysisk, mentalt og socialt.

Certificeringen strækker sig over et skoleår, involverer hele personalegruppen og er bygget op omkring fem undervisningsmoduler med forskellige temaer inden for bevægelse. Efter hvert modul følger en arbejdsperiode, hvor viden, teori, aktiviteter og værktøjer afprøves i praksis. Under forløbet opbygges en fælles forståelsesramme, som skal sikre bred forankring på skolen blandt lærere, pædagoger og ledelse.

 

Foto: Astrid Barslund