Sjællands Teater byder torsdag den 12. november 2026 kl. 19.30 på en særlig stemningsfuld teateroplevelse med et gæstespil fra Datterselskabet.

Spillestedet er nemlig ikke en gængs teatersal, da Sjællands Teaters store scene i Holbæk denne aften allerede er fuldt besat af egenproduktionen STILLE HJERTE. Derfor fungerer Skt. Nikolai Kirke i Kirkestræde som pop-up-scene, hvor det smukke, stemningsfulde kirkerum danner ramme om opførelsen af MOTHER SOLDIER.

En musikalsk performanceforestilling om krig og moderskab, der spørger: Hvilken slags kriger er en mor? Hvordan ser hendes kamp ud – og hvilke våben vil hun kæmpe med?

MOTHER SOLDIER er en musikalsk forestilling komponeret af den danske komponist Sandra Boss. Den tager udgangspunkt i både historiske og personlige oplevelser af at blive mor i en verden fyldt med krig.

Gennem musik, koreografi og kostumedesign fører MOTHER SOLDIER publikum gennem en række tableauer: Vi ser og hører kvinder marchere, vi ser dem i tvivl, i sorg og i omsorg – og i kampen for deres børn.

Marchmusik

Det musikalske udtryk i MOTHER SOLDIER trækker på krigens egen æstetik ved at inkorporere og bearbejde marchmusik, som historisk set er en musikstil skabt til at formidle ordrer og opmuntre til kamp.

Den tunge marchtromme udskiftes i MOTHER SOLDIER med en let rammetromme, og bækkenet erstattes af en gong, der hænger om udøverens hals. Disse instrumenters fulde lydmæssige potentiale udforskes og udnyttes for at skabe lydassociationer til både marchmusik, bomber, droner, hjerteslag og vuggeviser.

På scenen står tre uniformsklædte kvinder. Det er ikke skuespillere, men de uddannede percussionister Irene Bianco, Marta Soggetti og Sara Nigard Rosendal.

De leverer militær præcision på trommer, bækkener og klangskåle, der maler et sigende lydbillede i en ellers tavs forestilling, som teatermediet Iscene anmeldte med følgende ord:

”En overraskende rørende, ordløs fortælling om kvinder i krig, der bevæger sig fra trommehvirvlende march over larmende bombardement til svagt simrende lyde under sorte sørgeslør.”

Læs mere på www.sjaellandsteater.dk

Fakta om gæstespillet MOTHER SOLDIER

SPILLER
Torsdag den 12. november 2026 kl. 19.30 i Skt. Nikolai Kirke, Kirkestræde 2A, 4300 Holbæk

PRIS
Voksen (o. 25): 145 kr.
Under 25: 75 kr.
Gruppe (6+): 105 kr.
Gratis med sæsonkort til Sjællands Teater.

ALDER
Voksen

VARIGHED
45 min. – ingen pause

MEDVIRKENDE

Komponist og kunstnerisk leder: Sandra Boss
Dramaturg: Astrid Hansen Holm
Koreograf: Simone Wierød
Medvirkende percussionister: Irene Bianco, Marta Soggetti, Sara Nigard Rosendal
Kostumedesigner: Sina Resing
Lysdesign: Rosa Birkedal
Grafisk designer: Andreas K. Rasmussen
Fotograf: Julia Severinsen
Producent: Nikoline Jørgensen
Produceret af: Datterselskabet

Forestillingen er støttet af Statens Kunstfond.

Pressefoto

Dato: 12-11-2026
Sted: Skt. Nikolai Kirke

Del gerne dette