Elcykler er populære på Vestsjælland. Det kan også ses i ulykkesstatistikken, hvor de fylder mere og mere – og med den kommende vinter er der en risiko for, at vi vil se endnu flere ulykker med elcykler. GF Forsikring vejleder i, hvordan du passer på dig selv og din elcykel.

GF Forsikring registrerede i 2021 i alt 40 ulykker, hvor den tilskadekomne var fører af en elcykel. Fra januar til august i år er det tal allerede på 63. I takt med, at elcyklerne bliver mere og mere populære på de vestsjællandske cykelstier, stiger antallet af ulykker – og i de kommende efterårs- og vintermåneder med våde veje og løvfald er det især vigtigt at passe lidt ekstra på, når man hopper på det elektriske vidunder.
– Tallene for 2022 er bekymrende. Forsætter det, så ender det med en fordobling i forhold til 2021. En så stor stigning på tilskadekomne elcyklister skal tages seriøst. Med elcyklen kommer mange fordele, men den øgede fart og den høje vægt af cyklen gør den sværere at styre, hvis der pludselig sker noget uforudset, lyder det fra Per Haulund, der er skadedirektør ved GF Forsikring. Og han fortsætter:
– Cykeltyve har i den grad også fået øjnene op for elcyklerne. De er i høj kurs, fordi de ofte koster 15-20.000 kroner, og de lange nætter her i efterårs- og vintermånederne gør det nemmere for cykeltyvene at arbejde uforstyrret – også selvom elcyklen står i sikkerhed derhjemme.

Sæson for farlige cykelstier

Med efterårets våde vejr og ikke mindst løvfaldet bliver cykelstierne farligere for alle cyklister. De våde blade kan gøre svingene på cykelstierne til en glat strækning, hvor cyklen hurtigt kan forsvinde væk under selv den mest erfarne cyklist. Regnvejr gør det også sværere at holde blikket fremad, hvorved forhindringer på vejen opdages for sent.
– Anskaffer man sig en elcykel, skal man også sikre sig, at man er dækket af forsikringen. Er uheldet ude på cykelstien, er en ulykkesforsikring god at have. Man skal også sikre sig, at indboforsikringen dækker, hvis elcyklen bliver stjålet. En elcykel er ofte langt dyrere end en almindelig rugbrødscykel, så man bør sikre sig, at man ikke er underforsikret, fortæller Per Haulund.

Pas på dig selv og elcyklen:

• Man overraskes nemt af, hvor hurtigt en elcykel accelererer og kører, og den høje fart nedsætter evnen til at reagere tids nok, hvis der sker noget.
• Med batteri og motor øges vægten af elcyklen også meget, hvilket man skal vænne sig til.
• Husk at lade batteriet op, når du kan. I koldere vejr holder batteriet kortere tid, og uden elmotor bliver det en hård cykeltur hjem.
• Tag også batteriet med, når cyklen parkeres. Cykeltyve kan godt nøjes med bare at stjæle batteriet, da de er nemme at omsætte.
• Sørg for at låse din elcykel fast. Hvis det er muligt, bør cyklen låses fast om fx en lygtepæl eller cykelstativ med en forsikringsgodkendt kædelås. Derhjemme skal cyklen også låses godt og helst sættes indendørs. Din private bopæl er desværre ikke et sikkert helle for cykeltyvene.

Foto: ABW