Odsherreds Trafikmuseum rummer en spændende udstilling med relation til jernbaner, busruter og færger, der binder by og land sammen. I 2026 har museet fokus på rejsen med Høng-Tølløse Jernbane, der fylder 125 år.

Sæsonen på trafikmuseet starter lørdag 30. maj 2026, og igen åbnes dørene til udstillingen om kollektiv trafikhistorie gennem mere end hundrede år. Den er en vigtig del af den danske kulturarv.

”Det, I nu gør – at starte et museum på folkeligt grundlag – er ’lige efter bogen’ og helt på linje med oprettelsen af det øvrige museumsnet i Odsherred, der tog sin begyndelse omkring 1900,” sagde museumsinspektør Kirsten Strandgaard, Odsherreds Museum ved stiftelsen af Støtteforeningen for Odsherreds Trafikmuseum, 30. oktober 1991.

Siden har den frivillige medarbejderstab hvert år åbnet udstillingen om de lokale jernbaner, sejlruterne til Orø, posthistorie m.m. for interesserede.

Mange besøg resulterer i ”Den gode historie”, når minder dukker op hos ældre besøgende eller når, der kommer spørgsmål fra børnene, som besøger museet. Således kender de kun til Rejsekort og mobil-billetter, så en ældre edmonsonsk papbillet giver anledning til spørgsmål.

På museet udstilles og fortælles historien om den kollektive trafiks udvikling. Udstillingen på museet ændres fra år til år med særudstillinger i forbindelse med banejubilæer m.m. På den måde viser det lille museum udviklingen af infrastrukturen fra starten på andelsbevægelsen og industrialiseringen i 1800-tallet og frem til i dag.

Den permanente udstilling med effekter fra bl.a. jernbanerne og postvæsenet samt modelskibe og en historisk modeljernbane suppleres således hvert år med udstilling om et aktuelt emne.

”Sidste år havde vi udstilling om Nordvestbanens 150 års jubilæum, som fortsat kan ses, og i 2026 er det Høng-Tølløsebanen, der er i fokus”, fortæller formanden for trafikmuseet, Ole-Chr. M. Plum.

”Tølløsebanen har siden 1901 været den røde tråd gennem Vestsjælland, og er i dag vigtig for mange pendlere til og fra arbejde samt uddannelsessteder, så den historie er værd at fortælle”, fortsætter Ole-Chr. M. Plum.

Et besøg på Odsherreds Trafikmuseum vækker altid minder om gode rejseoplevelser. Se mere om Trafikmuseet på www.trafikmuseet.dk. Tag gerne med Lokaltog til Hørve. Toget standser lige ved siden af museet.

Odsherreds Trafikmuseum på Hørve station åbner lørdag 30. maj 2026, kl. 10. Derefter har museet åbent onsdage og lørdage kl. 10 til 14 frem til 29. august.

På gensyn lørdag den 30. maj eller i løbet af sommeren.

Odsherreds Trafikmuseum har åbent i sommermånederne samt i efterårsferien og efter aftale.

I 2026 har museet åbent onsdage og lørdage fra 30. maj til 29. august samt 10., 14. og 17. oktober kl. 10:00-14:00.

Entré: Voksne: 40,- kr. og børn: 20,- kr. Læs mere på www.trafikmuseet.dk.

Damptog med HTJ 7 ankommer til Tølløse St 1946. Credit: Odsherreds Trafikmuseum

Dato: 30-05-2026
Sted: Odsherreds Trafikmuseum