Publikum blev tryllebundet af deres gæstespil sidste sæson. Det er derfor med lige dele høje forventninger og gensynsglæde, at Sjællands Teater nu byder Dansk Danseteater velkommen tilbage til Holbæk Teater mandag den 29. september 2025. Denne gang danser de forestillingen BLOODY MOON, der netop har haft premiere den forgangne sommer – til anmeldernes begejstring.

BLOODY MOON er en vild, underholdende og sprudlende danseforestilling fyldt med humor og sensualitet. Her danser en gruppe deres sidste dans, mens de omfavner livet i al dets pragt. De er bevidste om livets slutning og rammes af en svimmelhed modafgrunden.

Den franske tænker George Batailles berømte værk EROTISMEN om begær, erotik, løssluppenhed og galskab har inspireret til BLOODY MOON, som er Dansk Danseteaters nye kunstneriske leder Marina Mascarells første verdenspremiere til Dansk Danseteater. Hun har tidligere skabt værker for de allerstørste dansekompagnier i verden, og nu kan publikum endelig opleve hende og kompagniets dansere i smuk forening.

En visuel lækkerbisken
BLOODY MOON er uden tvivl en forestilling, som spreder glæde og livslyst. Som et festfyrværkeri ind i ekstasen og menneskets dyriske sider med referencer til antikkens guddomme, commedia del arte-traditionen og Instagram-æraen, hvor alle jagter det hotte ’Insta moment’. Danserne på scenen giver blandt andet krop til frugtbarhedsguden Dionysos’ princip om nydelse, overdrevenhed, uorden, overtrædelse, leg, fest og ekstase. Og det er med både galskab og glimt i øjet.

Forestillingen er visuelt imponerende med legesyge, dybgrønne kreationer, blodrøde blonder og lilla tyl, der på overraskende og komisk vis integreres som en del af koreografien. Musikken er rytmisk og levende med percussion samples af percussionstjernen Uffe Savery fra Safri Duo, og forestillingen danses på et smukt dekoreret scenegulv skabt af Marina Mascarell og kompagniets dansere selv.

Kort om forestillingen
BLOODY MOON
SPILLER
Mandag den 29. september 2025 kl. 19.00: Holbæk Teater, Vimmelskaftet 27, 4300 Holbæk
PRIS
Ung (u.25) 115 kr., Voksen 245 kr., Gruppe (6+) 195 kr.
Gratis med Sæsonkort til Sjællands Teater.
ALDER
Voksen
VARIGHED
60 minutter, ingen pause
HOLDET BAG
Instruktion: Marina Mascarell
Koreografi: Marina Mascarell i samarbejdet med Jessica Lyall, Lukas Hartvig-Moller, Merete Hersvik, Bradley Waller, Lúa Mayenco Cardenal, Kristin Bjerkestrand, Leticia Silva, Yi-Shao, Amancio Gonzalez & Wolf Govaerts, Lola Potiron, Luca Tomaselli
Lysdesign: Andreas Buhl
Prøveleder: Patricia Pawlik
Scenografi: I samarbejde med kompagniets dansere
Kostumedesign: Nina Botkay
Kostumier: Maria Ipsen
Musik: Yamila Rios
Medvirkende: Jessica Lyall, Lukas Hartvig-Moller, Bradley Waller, Leticia Silva, Yi-Shao, Amancio Gonzalez & Wolf Govaerts, Lola Potiron, Luca Tomaselli, Nicky Daniels
Lysdesign: Andreas Buhl
Percussion samples og recordings: Uffe Savery
Produceret af Dansk Danseteater
Gæstespil af Dansk Danseteater hos Sjællands Teater – støttet af Statens Kunstfond

Se mere på www.sjaellandsteater.dk

Foto: Jubal Battisti
Del gerne dette