Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2025/08/11 til 2025/08/19.
Fartkontrol med fotovogn – Slagelsevej i Jyderup
Mandag eftermiddag var ATK-bilen ude at måle på Slagelsevej i Jyderup med syd i byen, hvor det er tilladt at køre 50km/t. En borger havde ønsket en måling på stedet, men det samtidig en fokustrækning, hvor der ofte måles på grund af høje hastigheder.
Målingen blev foretaget i tidsrummet fra kl 14.47 til 20.03, hvor i alt 54 bilister blev blitzet. Højeste hastighed blev målt til 80km/t, og seks bilister kørte over 30% for stærkt og får ud over bøden et klip. I alt 1104 bilister passerede i begge retninger under hele målingen.
Vi kigger forbi med ATK-bilen igen en anden dag.
Livløs mand fundet i vejkanten – Aastrupvej/Landevejen, Tølløse – Lejre
Kl. 16.55 modtog politiet et alarmopkald fra en 46-årig mand, som var kommet cyklende i nordøstlig retning på en cykelsti på Landevejen, da han bemærkede en cykel i grøften. Da han kom tættere på, opdagede han, at der sammen med cyklen lå en mand i grøften, som var livløs.
Den 46-årige mand ringede 112 og fik tilkaldt hjælp fra en mand, der kørte forbi i en traktor. Et ægtepar standsede også op og hjalp til. Sammen fik de reddet den livløse mand op af grøften og påbegyndte hjerte-lunge-redning. Kort efter ankom politi og en ambulance til stedet og overtog behandlingen af manden, der sandsynligvis har fået et ildebefindende, mens han cyklede på cykelstien.
Området blev spærret af, og den livløse mand blev afhentet af en helikopter og fløjet på sygehuset. Den livløse mand, der er 65 år og fra Frederiksberg, afgik ved døden på sygehuset. De pårørende er blevet underrettet.
Mand uden førerret mistede bilen – Ringstedvej, Holbæk
Kl. 15.20 blev en 51-årig mand sigtet for kørsel uden førerret. Da det er tredje gang inden for tre år at manden bliver sigtet for kørsel uden førerret i samme køretøj, blev bilen beslaglagt med henblik på konfiskation, hvilket manden protesterede over. En dommer skal nu tage stilling til, om køretøjet kan konfiskeres.
Mange ældre snydt for tusindvis af kroner i Greve og en enkelt sag i Holbæk
kl. 08.06 anmeldte et ældre ægtepar i 80′;erne fra Greve, at de i torsdags blev franarret kort og koder fra en falsk politimand, som bad om deres dankort, som var blevet misbrugt og skulle bruges under retssagen. Efterfølgende dukkede en mand op og hentede kortene, hvorfra der blev hævet 27.000 kr.
kl. 13.51 anmeldte et ægtepar sidst i 60′;erne fra Greve, at også de havde udleveret alle deres dankort til en mand fra “politiet”, som skulle hjælpe dem fordi deres konto var blevet hacket. Forinden var de blevet ringet op af en “politikvinde”, som havde overbevidst dem om, at deres Nem-id var blevet misbrugt. Parret fattede mistanke og fik kortene spærret inden der blev hævet penge.
Kl. 15.54 anmeldte en 85-årig kvinde fra Greve, at også hun var blevet franarret sit dankort af falsk politi. Hun havde fået spærret kortet, men vidste endnu ikke, om der var hævet fra hendes konto.
Kl. 17.14 anmeldte sønnen til en kvinde i 80′;erne, at moderen i torsdag var blevet narret af en fra “politiet”, som ringede til hende. Efterfølgende dukkede en mand fra “Dansk Værdihåndtering” op og fik udleveret hendes dankort og kode, og kort efter blev hævet 20.000 kr. fra forskellige hæveautomater.
Kl. 18.43 anmeldte et ægtepar i 60′;erne fra Holbæk, at de torsdag blev udsat for et kontaktbedrageri efter præcis sammen metode som de ældre i Greve. En kvindelig “betjent” ringede op og sagde, at der var optaget et lån i parrets navn. Herefter ringede en mand op, og han ringede løbende til parret dagen igennem med opdateringerne fra “politiet” i deres sag. En kurer fra “Dansk Værdihåndtering” hentede parrets dankort, og efterfølgende blev der hævet 15.000 kr fra kontoen.
Beskrivelsen af den mand som dukkede op hjemme hos de ældre har flere sammenfald, om kunne tyde på, at der er tale om samme mand. Aldersbeskrivelsen varierer lidt, men det kan være svært at bedømme.
Manden der kom beskrives som: 30-45 år, lys i huden, blondt/mørkblondt hår, muligt skægstubbe, alm/spinkel af bygn. 170-175 cm høj, iført mørkt tøj og kasket eller briller i nogen tilfælde. Talte dansk.
Der har den seneste uges tid været en del sager om ældresvindel især i Greve. Pårørende til ældre opfordres derfor til at tale om risikoen for at blive snydt. Bedragerne er overbevisende og veltalende, så mange ældre tror, at de taler med en myndighedsperson. Hjælp til med at få udeladt nummer, så svindlerne ikke kan søge telefonnummeret frem.
Politi og banker vil aldrig bede om kort, koder eller personlige oplysninger. SMÆK PÅ, hvis du bliver ringet op af nogen der beder om personlige oplysninger. Du kan altid ringe op til politiet på tlf. 114, hvis du har brug for vejledning, eller hvis du er blevet kontaktet af mulige svindlere.
Ruth, Grethe, Britta og Birthe kontaktet af svindlere – Holbæk, Solrød, Lejre og Køge
Fire nye anmeldelser om ældresvindel er det seneste døgn blevet anmeldt. I alle tilfælde er ofrene kvinder, som i løbet af mandagen blev kontaktet af enten “banken” eller “politiet”, som sagde at der var tegn på svindel på deres konto.
I Køge blev en kvinde i 80′;erne franarret sit dankort, da en falsk bankmand fra “Nordea” skabte frygt for hacking af hendes konto. Der blev efterfølgende hævet 15.000 kr fra hendes konto.
I Osted ved Lejre mistede en kvinde i 80′;erne 15.000 kr, da hun mandag middag blev franarret dankort og kode af en medarbejder fra “Nordea”.
I Havdrup ved Solrød blev en kvinde i 90′;erne mandag eftermiddag ringet op og overtalt til at udlevere sit kort til en mand, som dukkede op hjemme hos hende. Heldigvis kunne kvinden ikke huske sin pin-kode, så hun ringede til et familiemedlem, som spærrede kortet og anmeldte sagen.
Datter beskyttede mors penge
En ældre kvinde i 90′;erne fra Holbæk blev mandag ringet op af en svindler som forsøgte at franarre kvinden hendes dankort, men det var ikke lykkedes. Datteren anmeldte sagen og fortalte, at moderen før var blevet franarret sit dankort, så nu havde hun sørget for, at der ikke stod ret mange penge på moderens kontoen.
Syv ud af ti ofre for ældresvindel er kvinder over 69 år viser politiets undersøgelser. Næsten alle ofrene er kendt med offentligt telefonnummer.
Udeladt nummer hjælper!
Et godt sted at hjælpe sine ældre pårørende er ved at sørge for de får udeladt nummer. Så vises deres nummer fortsat når de ringer til nogen, men det fremgår ikke af offentlige søgemaskiner, hvor bedragerne typisk finder deres ofre ud fra navne på de ældre årgange. I dette tilfælde gik det ud over Ruth, Grethe, Britta og Birthe, som alle er på top ti af navne, som vi ser på ofre for ældresvindel i Midt- og Vestsjællands Politi kreds.
Stoffer, knive og afmeldt køretøj – Nykøbingvej, Holbæk
Kl. 18.55 stoppede politiet en 48-årig mand, der efterfølgende blev testet positiv for amfetamin. Under ransagningen af bilen fandt politiet 7g amfetamin i en taske samt to knive. Derudover var bilen hverken indregistreret eller forsikret, idet nummerpladerne var afmeldt.
Manden blev anholdt og taget med på sygehuset for at få taget en blodprøve, og blev efterfølgende løsladt, men med sigtelser for at køre i påvirket tilstand, besiddelse af narkotika og knive samt at køre i en ulovlig bil.
Tre “ukrudtsbrande” – Kalundborg, Køge og Holbæk
Kl. 08.11 opstod brand i et sommerhus på Møldrupsvej ved Dalby Strand i Gørlev Sj. hvor beboeren havde brugt ukrudtsbrænder omkring huset, og ilden havde fået fat i ydervæggen. Ilden var slukket da redningen kom frem, men det røg fra bjælkerne. Brandvæsnet fik slukket de sidste gløder og der skete ingen større skade på huset.
Kl. 10.48 var en husejer i gang med ukrudtsbrænderen på en flisegang langs huset, da flammen fik fat i en 4 meter høj tuja, som stod op ad huset. Husejeren fik slukket ilden med en højtryksrenser, og der skete ingen skader på bygningen. Brandvæsnet slukkede de sidste gløder i tujaen, og patruljen sigtede beboeren for uforsigtighed med ild.
Kl. 16.49 var den gal igen, denne gang på Villavej i Svinninge. Her fik en ukrudtsbrænder fat i hækken ind til naboen, hvorefter ilden spredte sig til en carport. Beboeren fik selv slukket det meste af ilden, men brandvæsnet slukkede efter. Naboens carport fik sodskader, og beboeren blev sigtet for at overtræde beredskabsloven om uforsigtighed med ild.
Skal man i gang med ukrudtsbrænderen er det vigtigt at have vand klar, hvis uheldet skulle være ude, så mindre gløder hurtigt kan slukkes inden ilden spreder sig.
Når der i forbindelse med brande sigtes for overtrædelse af brandlovgivningen, er det fordi det vurderes, at der er taget de nødvendige forbehold og udvist forsigtighed under brug af åben ild.
Vanvidsbilist mistede kørekortet – Skovvejen, Mørkøv
Kl. 19.37 ønskede en 27-årig mand fra Gørlev, der kom kørende på Skovvejen, ikke at efterkomme politiets anvisninger om at standse. Manden fortsatte sin kørsel på kalundborgmotorvejen og Holbækmotorvejen og nåede op på 240 km/t, inden han standsede. Hans kørekort blev inddraget på stedet, og motorcyklen blev beslaglagt med henblik på konfiskation. En dommer skal nu tage stilling til beslaglæggelsen. Manden er sigtet i sagen.
Indbrud i Perioden
Bisbehøjen, Holbæk
Lundemarksvej, Holbæk
Fr. Olsensvej, Holbæk
Rahbeks Have, Holbæk
Stjernedalen, Holbæk
Thorsvej, Allerup, Holbæk























