Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2021/12/29 til 2022/01/11.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Landevejen, Tuse, Holbæk

Kl. 08.00 rykkede flere ambulancer og politiet ud til et færdselsuheld på Landevejen ved Tuse, hvor der havde været kø i østlig retning. I køen var en 42-årig mand fra Fårevejle St., der på et tidspunkt ville lave en U-vending med sin personbil. Herunder blev han påkørt af en anden personbil, der blev ført af en 46-årig mand fra Holbæk i vestlig retning ad Landevejen. De forulykkede biler kunne efterfølgende skubbes ud i rabatten, hvorefter de to parter og en tredje person blev kørt til kontrol på skadestuen i Holbæk. Ingen af dem var kommet til skade, men politiet optog rapport om uheldet på grund af omstændighederne herved.

To gange narkokørsel af samme mand – Holbækvej, Mørkøv – Holbæk

Kl. 23.28 anholdt og sigtede politiet en 30-årig mand fra Grevinge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Narkometeret havde inden anholdelsen givet udslag for påvirkning af kokain, hvilket var mistankegrundlaget mod den 30-årige, der fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer inden sin løsladelse ved et sygehus. Hans bil var blevet efterladt på Holbækvej ved Tornved vest for Mørkøv, hvor han blev standset.
Kl. 00.17 opdagede politiet så, at den 30-åriges bil blev ført af Holbækvej øst for Mørkøv by, hvorfor bilen igen blev standset med henblik på kontrol af føreren og køretøjet. Det viste sig, at føreren var den samme 30-årige mand, som politiet tidligere havde anholdt og sigtet for narkokørsel. Denne nye kørsel gav anledning til en ny sigtelse for narkokørsel samt endnu en kortvarigt anholdelse i forbindelse med udtagelse af en ny blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Den 30-årige kan nu afvente analyseerklæringerne fra de to udtagne blodprøver.

Spirituskørsel – Rørvangsvej, Holbæk

Kl. 01.30 anholdt og sigtede politiet en 47-årig kvinde fra Asnæs for spirituskørsel i en personbil. Hun blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Glatføreuheld – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 11.03 mistede endnu en trafikant kontrollen over sit køretøj i snevejret. Der var tale om en 31-årig mand fra København, som under kørsel i vestlig retning påkørte et autoværn i højre side af motorvejen, inden bilen standsede i nødsporet. Den 31-årige slap selv uskadt fra uheldet, men både bilen blev beskadiget. Ingen øvrige trafikanter blev involveret i uheldet.

Hærværk på toiletter – Slotsvolden, Holbæk

Kl. 15.29 fik politiet en anmeldelse om hærværk på toiletterne i Slotscentret i Holbæk. En toiletgæst havde hørt tumult og larm fra et af de øvrige toiletter og gav besked til personalet i centret, som slog alarm.

En patrulje kørte til stedet, hvor de traf tre unge på 17 år, som blev afhørt til sagen. I første omgang nægtede alle kendskab til sagen, men overvågning fra centret rettede mistanken mod den ene af de tre, en 17-årig dreng fra Vig. Han blev sigtet for at sparke på flere ting på toiletterne, så blandt andet en toiletholder og en spritdispenser blev ødelagt. Politiet orienterede den 17-åriges værge og de sociale myndigheder om sagen. Han vil senere blive præsenteret for et erstatningskrav, når centret har opgjort, hvad det koster at udbedre skaderne.

For hurtig knallert taget af politiet – Askov Huse, Mørkøv – Holbæk

Kl. 16.40 bemærkede en patrulje fra færdselsafdelingen en lille knallert, der kørte hurtigere end de tilladte 30 km/t ad Askov Huse i Mørkøv. Da politiet satte udrykningssignalet til for at få knallerten til at standse, satte føreren i stedet farten op og forsøgte at køre fra politibilen.

Det lykkedes patruljen at stoppe knallerten, som blev ført af en 19-årig mand fra Hørve. Knallerten blev beslaglagt og taget med af politiet. Den vil nu blive målt på et rullefelt, som skal vise, hvor hurtigt den kan køre. Den 19-årige blev sigtet for at køre på en konstruktivt ændret knallert og for ikke at efterkomme politiets anvisninger om at standse. Da den 19-årige havde tidligere sager om kørsel på for hurtige knallerten lægges sagen om til, at knallerten kan konfiskeres. Han ønskede ikke beslaglæggelsen forelagt retten.
Når knallerten er undersøgt vil den 19-årige høre mere fra politiet om sagens videre gang.

Narkokørsel – Hovedgaden, Nørre Jernløse, Regstrup – Holbæk

Kl. 10.27 anholdt og sigtede politiet en 23-årig mand fra Kalundborg for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en varebil. Narkometertesten havde nemlig givet udslag for cannabis. Den 23-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Sammenstød i kryds – Roskildevej/Store Grandløse, Vipperød – Holbæk

Kl. 14.26 skete et færdselsuheld i krydset Roskildevej/Store Grandløse i Vipperød imellem to biler. En 74-årig lokal mand kørte ad Store Grandløse, hvor han skulle lige ud i krydset ad Maglemosevej. På Roskildevej kørte en 43-årig mand fra Vig i nordlig retning. Den 74-årige, som havde vigepligt i krydset, kørte frem og stødte sammen med den 43-årige, der blev ramt på bagenden af køretøjet ved venstre passagerdør. Politi og redning kørte til stedet, men ingen personer kom noget. Politiet optog rapport, da der var mistanke om et vigepligtsuheld. Omkring kl. 14.50 var der ryddet op på stedet og trafikken kunne igen glide frit.

Brandundersøgelse – Kalundborgvej, Holbæk

Kl. 18.08 slog en gæst hos en 34-årig mand fra Holbæk alarm til brandvæsnet og politiet, idet der udbrudt brand i køkkenet på den 34-åriges bopæl. De havde i fællesskab forsøgt at slukke branden, men det var ikke lykkes, hvorfor de og de øvrige beboere havde forladt en ejendom med i alt fire boliger.
Brandvæsnet gik straks ved ankomsten i gang med slukke branden på første sal i ejendommen, hvor branden i øvrigt havde bredt sig.
I forbindelse med brandslukningsarbejdet blev Kalundborgvej fra kl. ca. 18.30 spærret for trafik i begge retninger, så busruter måtte omlægges.
Brandslukningsarbejdet fortsatte frem til kl. ca. 00.30, hvor afspærringen af Kalundborgvej kunne ophæves.
Politiet har optaget rapport om branden, der ifølge oplysninger fra den 34-årige skyldtes en gryde med olie, der var brudt i brand. Ingen personer var kommet til skade ved branden, der dog medførte, at alle beboere skulle genhuses. Førstesalen havde voldsomme brandskader, og stueetagens beboelser havde omfattende vandskade som følge af slukningsarbejdet.

Arbejdsulykke – Holbækvej, Jyderup – Holbæk

Kl. 12.45 rykkede politiet ud til endnu en arbejdsulykke, idet en mand havde skåret sig i den ene hånd.
Det viste sig, at 34-årig mand fra Holbæk havde arbejdet med en sav, hvorfra han ville fjerne et stykke træ ved at påvirke sikkerhedskappen på saven. I den forbindelse fik han sig skåret sig i den ene hånd, så han i den tilkaldte ambulance måtte en tur på skadestuen til fornøden behandling.
Arbejdstilsynet kom til arbejdsstedet og kontrollerede den anvendte sav og dens sikkerhedskappe som et led i de undersøgelser, som Arbejdstilsynet og politiet foretog på stedet for senere at kunne afgøre, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Hastighedsovertrædelse – Skagerakvej, Holbæk

Kl. 17.00 foretog færdselspolitiet en måling af trafikanters hastighed under kørsel ad Skagerakvej, hvor højst tilladte hastighed er 50 km/t inden for bymæssig bebyggelse. Færdselspolitiet anvendte en såkaldt lasermåler til at måle hastigheden, da en personbil med tilkoblet påhængsvogn blev målt til at køre med mindst 72 km/t.
Føreren var en 28-årig mand fra Holbæk, som blev sigtet for den overtrædelse af færdselslovens hastighedsbestemmelser. Han blev samtidig gjort bekendt med, at overtrædelsen var en overskridelse af hastighedsbestemmelserne med mere end 40 %, når han kørte med tilkoblet påhængsvogn, så han kan ud over en bøde også forvente en påstand om betinget frakendelse af kørekortet. Det vil i givet fald medføre krav om en ny teori- og køreprøve, såfremt han vil beholde førerretten fremadrettet og med en prøvetid på tre år, hvor han ikke må begå færdselslovsovertrædelser, der kan medføre f.eks. frakendelse af kørekortet.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Tjebberupvej, Tjebberup, Holbæk

Kl. 18.39 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet to modkørende bilister var stødt sammen.
På uheldsstedet traf politiet en spirituspåvirket, 61-årig mand fra Holbæk, der blev anholdt og sigtet for spirituskørsel i den personbil, som han havde ført ad Tjebberupvej mod nordøst i forbindelse med færdselsuheldet. I modsat retning kørte en 45-årig mand fra Holbæk også i en personbil, da parterne stødte sammen. Den 61-årige fik udtaget en blodprøve på sygehuset og blev efterfølgende løsladt. Ingen af parterne kom til skade ved uheldet.
Politiet optog rapport for at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved sammenstødet og på grund af mistanke om den ene parts spirituskørsel.

Narkokørsel – Slettensbjerg, Stokkebjerg, Jyderup – Holbæk

Kl. 10.25 anholdt og sigtede politiet en 47-årig mand fra Slagelse for kørsel i narkotikapåvirket tilstand og for kørsel uden førerret i en personbil, som politiet standsede i en rutinemæssig kontrol. Narkometertesten indikerede, at den 47-årige var påvirket af cannabis under kørslen, så han fik inden løsladelsen udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Førerretten havde han ikke fået generhvervet efter udløbet af en tidligere frakendelse af førerretten i 2016. Den 47-årige hører nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Kørsel i frakendelsestiden / fyrværkeriloven – Skarridsøgade, Jyderup

Kl. 17.19 standsede politiet en personbil med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet. Bag rattet sad en 62-årig mand fra Mørkøv, som viste sig ikke at måtte have den rolle i et køretøj. Han var i forvejen frakendt førerretten, så han blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven. Ved nærmere undersøgelse af bilen fandt politiet fem kanonslag, som blev beslaglagt i forbindelse med endnu en sigtelse for overtrædelse af fyrværkeriloven. Den 62-årige vil høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Indbrud i perioden

Ny Hagestedvej, Ny Hagested, Gislinge
H/F Slothaven, Holbæk
Regstrupparken, Regstrup
Hovedgaden, Ugerløse

Foto: ABW