Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2021/12/01 til 2021/12/14.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Opvarmningskilder på overarbejde – Jyderup (Holbæk) / Gørlev Sj. (Kalundborg)

Et par gange mandag formiddag rykkede brandvæsnet og politiet ud i anledning af meldinger om ildebrand i opvarmningskilder, der muligt er på overarbejde i denne kolde og fugtige tid.
Kl. 09.01 kom der røgudvikling fra et pillefyr på Rådbjergvej, Jyderup, så der blev slået alarm til brandvæsnet. Der var dog ikke egentlig ildløs omkring pillefyret, som ganske korrekt havde udviklet lidt mere røg end forventet og sædvanligt. Politiet foretog sig ikke yderligere i den anledning.
Kl. 10.00 fik brandvæsnet og politiet en melding om ildebrand i en gård på Dalby Strandvej, Dalby, Gørlev Sj., hvor en brændeovn var gået i brand.
Der var dog ikke tale om egentlig ildebrand, idet flammerne fra en brand havde holdt sig inde i en brændeovn i en bygning på gården. Også i dette tilfælde foretog politiet sig ikke yderligere, da der ikke var sket nogen skade, og ingen kunne mistænkes for at have begået noget strafbart uagtsomt eller forsætligt.

Ammunition gravet fri – Blomsterhaven, Holbæk

Kl. 11.50 fik politiet en henvendelse om, at der i forbindelse med gravearbejde ved et nybyggeri i Blomsterhaven var fundet ammunitionsdele i form af granater og ammunition til håndvåben. Politiet kørte til stedet, som blev afspærret, og tilkaldte Forsvarets sprængstoftjeneste (EOD) til findestedet. Den frigravede ammunition blev med forsvarets hjælp fjernet fra byggepladsen, uden at der skete noget utilsigtet. Forsvaret kørte ammunitionen til en grusgrav, hvor ammunitionen under forsvarlige forhold blev bortsprængt.

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Vipperød – Holbæk

Kl. 12.48 havde en 46-årig mand fra Hårlev været lidt uopmærksom under kørslen ad Holbækmotorvejen i østlig retning ved Vipperød, idet han i sin varebil var kommet ud i rabatten. Herved mistede han kontrollen over bilen, der ramte et autoværn på motorvejens midte.
Varebilen blev indledningsvist efterladt i midterrabatten inden borttransport, mens den 46-årige i en tilkaldt ambulance blev bragt til check på skadestuen. Han var dog sluppet fra uheldet uden behandlingskrævende skader, så politiet registrerede blot uheldet, hvor ingen andre trafikanter blev involveret.

Mistænkelig mand i have – Barsebæk, Holbæk

Kl. 18.51 havde en kvindelig beboer bemærket en fremmed mand gå rundt i hendes have. Manden var udstyret med en lommelygte, og da hun tog kontakt til ham, flygtede han fra stedet i ukendt retning. En hundepatrulje blev sendt til stedet for at lede efter manden, der blev beskrevet som høj og iført mørkt tøj. Hverken de tobenede eller de firbenede fandt nogen mistænkelige personer, så identiteten på manden eller årsagen til hans adfærd kendes ikke.

Efterlyst mand måske til stede – Roskildevej, Holbæk

Kl. 22.10 fik politiet et tip om, at en efterlyst 20-årig mand fra Holbæk måske befandt sig på en tankstation på Roskildevej i Holbæk. På tankstationens område befandt sig flere mænd i nærheden af to biler, som under anmeldelsen til politiet kørte fra stedet i retning mod Holbækmotorvejen.
Et par patruljer ledte efter bilerne i området omkring Holbækmotorvejen, hvor det lykkedes at spotte dem på motorvejen ved Roskilde. Politiet fulgte efter køretøjerne i østlig retning på motorvejen ind i Københavns Vestegns politikreds, hvor bilerne blev standset uden større dramatik.
I de to biler befandt sig i alt syv mænd, men den efterlyste 20-årige var ikke iblandt dem. De seks af mændene var fra Holbæk kommune og en enkelt fra Nordsjælland, som alle blev kontrolleret af politiet. En af mændene – en 28-årig mand fra Holbæk – var i besiddelse af en ulovlig kniv, som Københavns Vestegns politi sigtede ham for den ulovlige besiddelse af. De øvrige mænd blev ikke sigtet for noget i anledning af politiets kontrol af dem.
Politiet leder altså fortsat efter den 20-årige mand fra Holbæk, som er efterlyst offentligt og med foto som mistænkt i en sag om et livsfarligt angreb med kniv på en 18-årig mand ved Holbæk togstation lørdag den 13. november 2021 kl. ca. 16.25. Tip om den efterlystes opholdssted gives fortsat til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 46351448 eller via nærmeste politi på tlf. 114.

Personalet var hurtigere end tyven – Ahlgade, Holbæk

Kl. 14.52 slog personalet i en telebutik alarm til politiet, idet en mand havde stjålet en telefon og var flygtet derfra i retning mod togstationen. Personalet havde fulgt efter tyven og fået fat i ham på togstationen under omstændigheder, der gav anledning til en anden anmeldelse om muligt slagsmål på stedet.

Politiet var fremme fire minutter efter første anmeldelse og kunne konstatere, at butikspersonalet fra telebutikken tilbageholdt en 26-årig mand fra Falster som mistænkt. Under flugten havde han smidt den stjålne mobiltelefon fra sig, men butikspersonalet var fulgt efter og havde tilbageholdt ham på togstationen. Politiet anholdt den 26-årige, der blev sigtet for tyveri af mobiltelefonen og efterfølgende løsladt efter afhøring til sagen.

Færdselsuheld – Skagerakvej / Roskildevej, Holbæk

Kl. 14.44 fik politiet via alarm 112 melding om, at en bil var kørt ind i et vejtræ midt i en rundkørsel ved Skagerakvej og Roskildevej. Der var ikke andre trafikanter involveret i uheldet.

En kvæstet fører blev reddet ud af bilen og straks kørt til skadestuen i Holbæk, hvor han blev indlagt til behandling for de kvæstelser, som han havde pådraget sig ved uheldet. Politiet fik rutinemæssigt udtaget blodprøver til nærmere undersøgelser for både alkohol og euforiserende stoffer hos føreren, der blev identificeret som en 27-årig mand fra Ringsted. Han var inden uheldet kørt ad Skagerakvej mod øst og ifølge sporene på uheldsstedet fortsat lige i rundkørslen. Herved påkørte han først et vejskilt, inden bilen til sidst ramte et træ midt i rundkørslen.

Politiet har optaget rapport om uheldet, idet den 27-årige fører blev indlagt på sygehuset som følge af de skader, som han pådrog sig. Han meldes dog uden for livsfare.
Det lokale redningsberedskab blev også tilkaldt til at håndtere udslip af motorolie, så uheldsstedet var først ryddet og den forulykkede personbil fjernet kl. ca. 16.45.

Et døgn med mange påvirkede bilister – Lejre, Køge og Holbæk

Politiets færdselsindsats gav søndag flere sager med påvirkede bilister. Hele fire narkobilister blev stoppet og to spiritusbilister måtte afgive en blodprøve.

Kl. 15.45 stoppede en færdselsbetjent en 44-årig kvinde fra Birkerød i en personbil på Gershøjvej i Sæby, Kirke-Hyllinge – Lejre i en rutinekontrol. Kvinden blæste i alkometeret, som viste en promille over det tilladte. Hun havde desuden ikke et gyldigt kørekort, da hun ikke havde været oppe til en kontrollerende køreprøve i forbindelse med en betinget frakendelse i en hastighedssag. Hun blev anholdt og sigtet for spirituskørsel uden førerret. Efter blodprøveudtagelsen blev hun løsladt.

Kl. 15.58 på Sydmarksvej i Kyndeløse blev en 50-årig mand fra Dragør stoppet i en færdselskontrol. Han blæste alkometeret væsentligt over det tilladte, så han blev anholdt, fik udtaget en blodprøve og herefter løsladt.

Kl. 18.35 kørte en patrulje på Vordingborgvej i Herfølge, Køge, hvor de standsede en bilist rutinemæssigt. En 34-årig mand fra Haslev sad på førersædet, og han blev testet positiv for kokain i en narkometertest. Han blev anholdt, sigtet og fik udtaget en blodprøve.

Kl. 19.35 blev en 21-årig mand fra Kirke-Hyllinge sigtet og anholdt for narkokørsel, da han blev standset på Hornsherredvej i Sæby, Kirke-Hyllinge – Lejre. Hans kørte desuden uden gyldigt kørekort, da det var blevet inddraget i en tidligere færdselssag.

Kl. 22.03 standsede en patrulje en personbil på Mellemvang i Holbæk. Chaufføren, en 29-årig mand fra Lejre var påvirket af narko. Han var desuden frakendt retten til at køre bil helt frem til år 2025 på grund af flere tidligere færdselssager- blandt andet narkokørsel. Han blev sigtet, anholdt og løsladt igen efter at have fået taget blodprøven. Bilens ejer blev sigtet for at overlade bilen til en person uden kørekort.

Kl. 23.30 kørte en 22-årig mand fra Nykøbing Falster ved en burgerrestaurant på Nordhøj i Ølby, da han blev standset af en patrulje. Han blev testet med narkometeret, som viste, at han havde indtaget kokain. Han blev taget med til en blodprøveudtagelse og løsladt.

Nu venter politiet på resultatet af blodprøveanalysen på de mange sager, hvorefter de sigtede vil høre mere om sagens videre gang.

Mor og baby faldt i vandet – Holbæk Marina, Holbæk

Kl. 10.07 kom et alarmopkald om at en mor var faldet i vandet med sin baby ved Holbæk Marina. Politi og redning kørte til stedet, hvor kvinden, en 32-årig kvinde fra Odsherred selv var svømmet i land med babyen. Ulykken skete, da kvinde var ved at stige om bord på en sejlbåd, der lå i havnen. Barnets far var kortvarigt kørt et ærinde, så de var alene ved båden. I armene havde kvinden en autostol med den få måneder gamle baby, og de faldt begge i vandet. Kvinden slog sit hovedet i faldet, men var i stand til at redde sig selv og babyen hen til et sted, hvor hun kunne komme op. Tililende borgere hjalp kvinden og barnet og slog alarm. Mor og søn var nedkølede og blev kørt i ambulance til sygehuset til observation. De var lykkeligvis ikke kommet noget alvorligt til.

Frontalt sammenstød i kryds – Stenhusvej/Omfartsvejen, Holbæk

Kl. 15.26 skete et frotalt sammenstød mellem to biler i krydset ved Holbæk Megacenter, Stenhusvej/Omfartsvejen i Holbæk. En 19-årig mand fra Korsør kørte ad Omfartsvejen mod nordvest og skulle svinge til venstre i krydset af Søstrupvej. I forbindelse med svingningen skete der sammenstød med en 47-årig mand fra Grevinge, som skulle lige ud i krydset.

Politi og redning kørte til stedet, hvor vejen blev spærret af. Ingen personer var kommet noget alvorligt til, men de blev tilset i ambulance. Bilerne blev nødflyttet ud til siden. Brandvæsnet ryddede op på uheldsstedet, og omkring kl. 16.47 blev vejen igen åbnet for trafikken i det travle kryds. Politiet optog rapport i sagen, da der var mistanke om en vigepligtsforseelse.

Uro og uorden – Ladegårdsparken Vest, Holbæk

Kl. 19.57 modtog politiet flere anmeldelser fra personer, der oplyste, at der måske var både slagmål og skyderi i gang i området ved Ladegårdsparken Vest. Anmeldelserne medførte en større udrykning af patruljer, der i området ikke fandt tegn eller indikationer på, at der hverken var skudt eller nogen var blevet overfaldet med livsfarlige kvæstelser til følge.

Politiet fik i området kontakt med både tilstedeværende personer i boligområdet samt personalet i et nærliggende supermarked, hvor det viste sig, at tre personer – en 23-årig mand fra Sydsjælland og to lokale kvinder på 20 år – havde søgt tilflugt. Ingen af de personer, som politiet traf i området, havde lidt overlast trods indholdet i de anmeldelser, som politiet modtog.

De tre personer fra supermarkedet oplyste, at de under ophold i området pludselig havde fået opfattelsen af, at de var uønskede i området og derfor havde søgt tilflugt i supermarkedet.

Patruljer og patruljehunde afsøgte boligområdet og området ved supermarkedet uden at finde spor efter slagsmål eller anden personfarlig kriminalitet. Ingen er blevet sigtet i anledning af uroen i boligområdet, og politiet forsøger nu at få afklaret, hvad årsagen til de tre personers flugt ind i supermarkedet kan have været.

Gang i nattelivet på sidste aften før nedlukning – Holbæk og Roskilde

Der var mange mennesker i byen torsdag aften, da det er sidste aften nattelivet må holde åben før corona-nedlukningen. Politiet måtte flere gange rykke ud for at dæmpe gemytterne, da der var optræk til slagsmål. Det blev til en enkelt blev anholdt, der blev taget med i detentionen til afrusning.

Kl. 22.27 valgte en 20-årig ungersvend fra København at lade vandet midt i cykelparkeringen på Roskilde station. Han blev sigtet for ordensbekendtgørelsen ved at urinere på gaden og allerede nu ligger der en en bøde på 1000 kr. i hans E-boks.

Kl. 23.06 var der optræk til ballade på Hestetorvet i Roskilde, hvor nogle unge mænd havde kastet med flasker og sparket til skilte, efter de var blevet nægtet adgang til en beværtning. En patrulje kørte til stedet, men traf ikke de unge mænd. Intet var blevet ødelagt på stedet, så patruljen fortsatte ud i nattelivet.

Kl. 23.20 havde dørmændene ved et diskotek på Nygade i Holbæk brug for assistance, da en yngre mand var lavede uorden på stedet. En patrulje kørte frem og anholdt en 20-årig mand fra Kalundborg, som blev taget med i detentionen på politigården i Roskilde til afrusning. Han blev løsladt fredag morgen, men blev ikke sigtet for noget i den forbindelse.

Kl. 00.43 opstod der slåskamp i køen ved et diskotek i Jernbanegade i Roskilde. En hundepatrulje kørte frem og hjalp dørmændene med at dæmpe gemytterne. En mandlig gæst i 20′;erne fra Roskilde blev bortvist og sendt hjem i seng, da han ikke var velkommen på stedet grundet sin opførsel.

Kl. 02.46 var nogle unge ved at komme i klammeri i Nygade i Holbæk. Patruljen sendte nogle unge mennesker i hver sin retning og formanede dem om god opførsel.

Kl. 04.18 var der igen optræk til ballade ved diskoteket i Nygade i Holbæk, hvor en gæst havde optrådt aggressivt over for en dørmand. To mænd havde haft en uoverensstemmelse på dansegulvet, og de havde fortsat diskussionen foran beværtningen. Da politiet kom frem havde de to stridshaner dog sluttet fred, så betjentene kunne fortsætte deres patruljering.

Tricktyveri – Vestergade, Tølløse – Holbæk

kl. 14.55 anmeldte en 75-årig mand fra Næstved, at han omkring en time forinden havde været udsat for et tricktyveri, da han handlede i Super Brugsen i Vestergade,Tølløse. En mand henvendte sig til den 75-årige og spurgte ind til om en creme var til ansigtet eller hænderne. Kort efter, da den 75-årige stod i kassen for at betale, opdagede han, at hans pung var væk. I pungen lå den ældre herres kort og 300 kr i kontanter.

Manden som kan mistænkes for at stå bag tyveriet beskrives som:

A: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 35 år, 165 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Iført: Skjortejakke, sorte bukser.

Politiet vil nu gennemgå overvågningen fra butikken i forsøge på at finde frem til den mistænkte. Vidner som har set den beskrevne mand, og som kan komme med oplysninger i sagen bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Narkokørsler – Holbæk og Køge

Holbækvej, Jyderup – Holbæk
Kl. 15.06 sigtede og anholdt en patrulje en 31-årig mand fra Kalundborg for narkokørsel i en varebil ad Holbækvej mod øst. Den 31-årige blev testet med narkometeret, som viste positiv for hash. Han fik udtaget en blodprøve, som skal vise indholdet af stoffer i blodet under kørslen.

Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand
Kl. 01.25 blev en 30-årig mand fra Værløse stoppet på Køge Bugt Motorvejen mod nord ved Solrød i en rutinekontrol. Føreren erkendte, at have indtaget kokain og en narkometertest bekræftede dette. Han blev anholdt, sigtet og fik udtaget en blodprøve.

De blev begge løsladt efter blodprøveudtagelsen, og vil senere høre mere i sagen, når svaret på analysen kommer.

De blev begge løsladt efter blodprøveudtagelsen, og vil senere høre mere i sagen, når svaret på analysen kommer.

Voldsom røgudvikling – Bukkerupvej, Stestrup, Kirke-Eskilstrup – Holbæk

Kl. 15.04 rykkede brandvæsnet og politiet ud i anledning af en melding fra alarmcentralen om brand i en bygning på en landbrugsejendom. Det viste sig at være mindre dramatisk, idet der ikke var nogen brand, men dog en kraftig røgudvikling fra en rum i en ladebygning. Det viste sig at være en mobiloplader, som havde fået det lidt for varm og derfor havde udviklet kraftig røg. Hverken personer eller dyr havde været i fare som følge af røgudviklingen, så politiet foretog sig ikke yderligere i sagen.

Brand i vildmarksbad – Dådyrvej, Vipperød – Holbæk

Kl. 17.32 fik politiet via alarm 112 melding om, at brandvæsnet var blevet sendt ud til brand i et vildmarksbad på en privat adresse. Det viste sig, at plastdele på vildmarksbadet af ukendt årsag var brudt i brand, så også den træterrasse, som badet stod på, var blevet mindre skadet. Der var ikke sket skade på fast ejendom ved branden, som var blevet opdaget og anmeldt af beboeren selv. Heller ingen personer var kommet til skade ved branden.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Landevejen / Tuse Byvej, Tuse, Holbæk

Kl. 18.10 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld i krydset Tuse Byvej – Landevejen, idet en knallert og en varebil var stødt sammen. Ambulancepersonalet tilså parterne, men ingen havde pådraget sig behandlingskrævende skader.
En 67-årig mand fra Gislinge som fører af en knallert kørt ad Tuse Byvej mod nord frem til krydset ved Landevejen. Her stødte han i forbindelse med et venstresving sammen med en varebil, der af en 84-årig mand fra Mørkøv blev ført i østlig retning ad Landevejen. Den 67-årige knallertkører var påvirket af spiritus under kørslen, hvorfor han blev sigtet for spirituskørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve på sygehuset i Holbæk. Han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen fra undersøgelsen af blodprøven for alkohol foreligger.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Valdemar Sejrsvej / Lundemarksvej, Holbæk

Kl. 19.40 blev en patrulje kontaktet af to parter, der havde været impliceret i et færdselsuheld på Valdemar Sejrsvej, men nu befandt sig på Skagerakvej.
De to parter var en 34-årig mand fra Søborg og en 42-årig mand fra Holbæk, som begge var uskadte. På Skagerakvej holdt deres personbiler, som havde skader svarende til, at den ene bil var blevet påkørt bagpå, idet den anden bil havde skader i fronten efter et sammenstød på Valdemar Sejrsvej i lyskrydset ved Lundemarksvej få minutter tidligere.
Den 34-årige var påvirket af spiritus, så han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel i forbindelse med færdselsuheldet, hvor han i sin personbil var kørt ad Valdemar Sejrsvej mod syd frem til lyskrydset ved Lundemarksvej. Her var den 42-årige standset for rødt lys i sin personbil, der pludselig blev påkørt bagpå af den 34-årige. Efter en kort samtale på uheldsstedet kørte den 34-årige fra stedet, men med den 42-årige bagefter, indtil den 42-årige fik den 34-årige stoppet på Skagerakvej. Ved nærmere undersøgelse af den 34-åriges personlige forhold viste det sig, at den 34-årige i forvejen allerede var frakendt kørekort og derfor ikke måtte være fører af sin personbil. Derfor blev også sigtet for den overtrædelse af færdselsloven, inden han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og blev løsladt. Når analyseerklæringen foreligger, vil den 34-årige høre nærmere fra politiet.

Tricktyveri- Odsherred og Holbæk

Kl. 19.35 blev Rema 1000 i Lumsås udsat for et tricktyveri, da to mænd havde narret penge fra en medarbejder ved kassen. De to mænd ville betale for en plade chokolade, og vekslede samtidig 3000 kr til mindre sedler. Det lykkedes i den forbindelse at snyde medarbejderen, og tabet af det mindre pengebeløb blev først opdaget, da kassen blev gjort op. Ved gennemgang af overvågningen blev tricktyveriet opdaget og anmeldt til politiet.

Kl. 20.41 anmeldte Rema 1000 supermarked på Roskildevej i Holbæk, at de kort forinden havde været udsat for et forsøg på tricktyveri. To mænd henvendte sig ved kassen, hvor den ene forsøgte at veksle 3000 kr hos kassemedarbejderen. Personalet blev opmærksomme på de to mænd, som havde en mistænkelig adfærd, hvor de forsøgte at forvirre medarbejderen i kassen. Da de to mænd opdagede, at de var blevet afsløret stak de af fra stedet uden at have fået nogen penge ud af det.

De to mænd beskrives som:

A: Mand, 35-45 år, 170 cm, Kropsbygning: Fedladen, Hudfarve: Brun, Yderligere kendetegn: Stort sort fuldskæg, Talte: Engelsk, Iført: Hue, mundbind, sort tynd dunjakke, lyse joggingbukser

B: Mand, 35-45 år, 180 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Talte: Engelsk, Iført: Hue, mundbind, blå tynd vat jakke.

Politiet efterforsker nu de to sager om tricktyveri, som ud fra metode og signalement formodes at være blevet udført af de samme to mænd. Vidner som har oplysninger om de to beskrevne mænd, eller som i øvrigt kan komme med oplysninger i sagen bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Færdselsuheld – Omfartsvejen / Ringstedvej, Holbæk

Kl. 13.20 havde en 22-årig mand fra Gadstrup påkørt en lyssignalstander i krydset Omfartsvejen-Ringstedvej, efter at han var kørt ad Omfartsvejen i østlig retning og ville svinge til højre ad Ringstedvej. Da kørebanen var glat, mistede han kontrollen over bilen og påkørte lyssignalet, som måtte repareres efterfølgende, da det viste konstant rødt i den ene færdselsretning. Ingen kom til skade ved uheldet, hvor ingen øvrige trafikanter blev involveret.

Varetægtsfængsling – Trusler på livet – Svinninge – Holbæk

Kl. 18.38 fik politiet en anmeldelse om, at en 29-årig mand fra Svinninge var blevet truet på livet af to mænd, der var dukket op på hans bopæl. De havde fremvist noget, der kunne minde om et skydevåben og truet ham på livet i forbindelse med en privat tvist mellem parterne. Efterfølgende var de to mænd kørt fra stedet i en større personbil.

Politiet rykkede ud for at lede efter bilen med de to mænd, som blev truffet kørende i Gislinge-området, hvor politiet efterfølgende kl. 18.45 kunne foretage anholdelse af to mænd på 52 og 53 år fra Holbæk. Føreren var den 53-årige, som blev skønnet påvirket af både narkotika og spiritus under kørslen.

I relation til trusselssagen foretog politiet undersøgelser og fandt i den anledning i det område, hvor de sidst var set køre i bilen, et formentlig brugbart skydevåben med tilhørende ammunition, som de begge kunne mistænkes at have været i besiddelse af.

Begge mænd blev derfor sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om besiddelse af et skydevåben, og den 53-årige fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for både euforiserende stoffer og alkohol.

Begge anholdte forblev i politiets varetægt lørdag aften, idet begge mænd blev fremstillet i grundlovsforhør søndag. Dette retsmøde sluttede med, at begge blev varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 21. december 2021.

Færdselsuheld – Landevejen / Solbjerggård, Svinninge – Holbæk

Kl. 18.58 var en 30-årig kvinde fra Svinninge forulykket under kørsel ad Landevejen i vestlig retning, så to ambulancer og en lægebil var rykket ud til uheldsstedet. Der var ingen andre trafikanter involveret i uheldet, hvor der ikke blev brug for det sundhedsfaglige personale, idet ingen var kommet til skade.

Den 30-årige kvinde havde af ukendte årsager påkørt et helleanlæg, så der opstod skade på bilen, herunder udslip af olie, så brandvæsnet måtte tilkaldes til rengøring af kørebanen. Politiet registrerede blot omstændighederne og parten i anledning af uheldet.

Mange gæster på diskotek – Nygade, Holbæk

Kl. 03.20 assisterede politiet personalet på et diskotek med at få lukket gæster ud, idet nogle få var blevet dårlige på grund af en høj temperatur i restaurationens lokaler. De tilstedeværende gæster blev lukket ud, efter at de havde været til stede ved en koncert. Ingen var kommet egentlig til skade, og diskoteket besluttede at lukke for resten af natten. Gæsterne forlod området i god ro og orden.

Brandundersøgelse – Annexgårdsvej, Ugerløse – Holbæk

Kl. 03.51 fik politiet via alarm 112 melding om, at der var udbrudt brand i en industribygning. Ved politiets og brandvæsnets ankomst til steder var der store flammer, idet branden havde godt fat i bygningen. Brandvæsnet, der tilkaldte forstærkninger til brandslukningen, koncentrerede sig om at inddæmme branden, da den var så kraftig i selve bygningen, at denne ikke kunne reddes.

Der var ingen personer til stede i industribygningen, hvori branden stort set var slukket kl. ca. 06.00, hvorefter efterslukningen begyndte. Røgen fra branden drev i vestlig retning og delvist ind over Ugerløse, men myndighederne vurderede, at der ikke var behov for evakuering, såfremt døre og vinduer forblev lukkede.

Politiet kender ikke brandårsagen i bygningen, hvor der bl.a. er et flis-fyr installeret i det område i bygningen, hvor branden startede. Brandefterforskere skal i den kommende tid undersøge brandstedet for at finde brandårsagen, herunder hvilken rolle flis-fyret kan have haft i relation til brandens opståen. Ejeren af bygningen blev underrettet i nattens løb om branden.

Hest død efter påkørsel – Landevejen/Søholmvej, Holbæk

Kl.16.43 blev en hest ramt af en bil på Landevejen ved Søholmvej i Holbæk. Hesten var løbet fra en nærliggende gård, og den stod pludselig på kørebanen, hvor et midalderende ægtepar fra Holbæk kom kørende i østlige retning.

Føreren af bilen, en 60-årig mand, kunne ikke nå at standse for hesten, men ramte den med venstre side af fronten på bilen. Ingen personer kom noget til ved uheldet, men hesten afgik ved døden kort efter påkørslen. Politiet kørte til stedet, hvor hestens ejer var ankommet. Hesten var løbet fra ejeren kort før uheldet. Ejeren fik trukket hesten væk fra kørebanen med en traktor, så trafikken igen kunne passere i krydset. Parterne blev afhørt og politiet optog rapport om uheldet.

Indbrud i perioden

Jernbaneplads, Holbæk

Parallelvej, Holbæk

Vestre Hovvej, Svinninge

Foto: ABW