Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2021/11/10 til 2021/11/23.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

 

Færdselsuheld – Roskildevej / Skagerakvej, Holbæk

Kl. 07.46 rykkede politiet ud til det tredje færdselsuheld denne morgen, idet en bilist og en cyklist var stødt sammen. En ambulance var også sendt til uheldsstedet i en rundkørsel ved Roskildevej og Skagerakvej. En 51-årig kvindelig cyklist fra Holbæk blev i ambulancen kørt til kontrol på skadestuen, men var sluppet fra uheldet med diverse knubs.
Modparten i sammenstødet var en 95-årig mand fra Holbæk, der var kørt i en varebil ad Roskildevej i nordlig retning og videre ind i rundkørslen. I den forbindelse ramte han den kvindelige cyklist, så hun væltede som følge af påkørslen. Politiet har optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være overtrådt.

Færdselsuheld – Ringstedvej, Gudmandstrup, Svinninge – Holbæk

Kl. 15.51 havde en bilist påkørt et hus på Ringstedvej i Svinninge, så en ambulance var sendt til uheldsstedet. Politiet kørte også til stedet og fik kontakt til en uskadt, 79-årig mand fra Svinninge, der havde været fører af en personbil. Han var inden påkørslen af huset kørt ad Ringstedvej mod syd, da han i en venstrekurve af ukendte årsager var fortsat ligeud. Herved påkørte han et hus tilhørende en 69-årig mand. Heller ikke nogen personer i huset kom til skade ved uheldet, men sagkyndige blev tilkaldt til at besigtige de materielle skader og træffe beslutning om, hvorvidt huset skulle afstives for at undgå yderligere skader. Politiet optog rapport om uheldet på grund af skadernes omfang.

Uro og uorden – Heibergs Have, Holbæk

Kl. 17.01 fik politiet via alarm 112 melding om et slagsmål mellem en mand og en kvinde, der befandt sig på et stisystem. Et par patrulje kørte hastigt til stedet og fik kontakt til to spirituspåvirkede personer, der begge var uskadte. Det viste sig være en 26-årig kvinde og en 30-årig mand begge fra Holbæk, som kendte hinanden i forvejen, men en intern uenighed havde så udviklet sig lidt. Da politiet havde fået lagt en dæmper på parret, foretog politiet sig ikke yderligere i forhold til deres adfærd i det offentlige rum.

Hastighedsmåling -Skagerakvej, Holbæk

Søndag aften foretog betjente fra færdselsafdelingen en hastighedsmåling med laser på Skagerakvej i Holbæk. Målingen foregik fra Ladegårdsalléen, hvor der er byzone og en hastighedsbegrænsning på 50 km/t. Tre bilister kørte mere end 30 % for hurtigt, så de ud over bøden får et klip i kørekortet. En bilist kørte mere end 60% for så hurtigt, og det udløser et kørselsforbud.

Kl. 19.39 blev en 24-årig mand fra Holbæk målt til at køre 67 km/t.
Kl. 19.52 målte politiet en 19-årig kvinde fra Holbæk til at køre 71 km/t. Bøde og klip.
Kl. 20.07 standsede betjentene en 21-årig mand fra Hørve, som var blevet målt til at køre 71 km/t. De får alle tre en bøde og et klip.

Kl. 20.16 blev dagens hurtigste bil målt til at køre hele 89 km/t. Bilisten, en 18-årig mand fra Holbæk, havde kun haft kørekort i lidt mere end et år, og derfor lægges sagen op til et kørselsforbud. Det vil sige, at når afgørelse i sagen er faldet, må den unge mand ikke køre før han har bestået en kontrollerende teori- og køreprøve.

De sigtede kan ud over klip og kørselsforbud forvente bøder på mellem 2500 og 4000 kr – og oveni kommer et bidrag til offerfonden på 500 kr.

Flere påvirkede bilister – Odsherred og Holbæk

Kl. 17.10 Rørvigvej, Nykøbing Sj. En 51-årig mand fra Rørvig kørte spirituspåvirket i bil. En alkometertest viste en promille over det tilladte, så han blev anholdt og sigtet.

Kl. 23.49 på Skagerakvej i Holbæk sigtede og anholdt en patrulje en 29-årig mand fra Hadsund for narkokørsel i en personbil. Et narkometertest viste positiv for hash, så han fik udtaget en blodprøve. Den 29-årige var frakendt førerretten og havde flere sager om narkokørsel på samvittigheden. Nu venter politiet på resultatet af blodprøven, hvorefter han kan forvente at høre mere i sin sag. Han kan forvente at få afgjort sine flere verserende sager samtidig ved et senere retsmøde.

Kl. 01.40 blev en 28-årig mand fra Nyborg standset på Borgmestergårdsvej i Holbæk, hvor han kørte bil i narkopåvirket tilstand. Han blev havde desuden ikke gyldig førerret, og kørte i en lånt bil. Han blev anholdt, sigtet og fik udtaget en blodprøve. Ejeren af bilen blev sigtet for at låne sin bil ud til en person, der ikke lovligt kunne føre den.

Kattens uheld – Mørkøv Kirkeby, Mørkøv – Holbæk

Kl. 23.06 kørte en 82-årig lokal mand galt, da en kat pludselig løb ud foran hans bil på Mørkøv Kirkeby. Han kørte i østlig retning, da han blev overrasket af en kat, som krydsede vejen. Den 82-årige bilist undveg venstre om og mistede herredømmet over bilen, der påkørte et el-skab til fibernet. Hverken bilisten eller katten kom noget til, men el-skabet blev torpederet. Politiet kørte til stedet og fik tilkaldt el-selskabet til at lukke strømmen på el-skabet. Patruljen registrerede uheldet.

Brandundersøgelse – Søndermarken, Tølløse – Holbæk

Kl. 17.07 fik politiet via alarm 112 melding om, at et par personer var blevet forbrændt i forbindelse med en eksplosion i en pejs. Ved politiets ankomst var en 55-årig stærk forbrændt mand ved at bruse sig med vand, inden ambulance- og redningspersonale sørgede for, at han i en tilkaldt lægehelikopter blev fløjet til Rigshospitalets traumecenter til fornøden behandling for sine brandskader på store dele af kroppen.
På stedet var også en 47-årig kvinde, som havde lettere forbrændinger. Hun havde været i stand til at underrette naboen om ulykken, hvorefter naboen havde slået alarm.
Politiet fik klarlagt, at eksplosionen inde i familiens bolig var sket ved en biopejs, som man ville efterfylde med bioethanol-væske. I forbindelse hermed opstod der en eksplosion, som især ramte den 55-årige, der forestod genopfyldningen. Biopejsen havde beboerne haft gennem flere år, og politiet har nu optaget rapport om ulykken for at få klarlagt de konkrete omstændigheder, så andre kan undgå at komme i en lignende situation.
Den 55-årige er fortsat indlagt på Rigshospitalet, men er uden for livsfare, og kvinden blev kørt til fornøden behandling på skadestuen i Holbæk.

Uro og uorden – Holbæk Have, Holbæk

Kl. 22.48 fik politiet en anmeldelse om, at nogen kastede kanonslag fra en bro ned på bilister, der passerede forbi. Flere patruljer kørte til området, hvor to mænd på 20 og 29 år blev truffet. De havde ikke noget ulovligt fyrværkeri på sig, og politiet havde ikke grundlag for at sigte nogen af dem.
Kl. 23.45 kom en fornyet anmeldelse om det samme fra samme sted. Denne gang traf politiet ingen personer i området, hvor der i øvrigt heller ikke lugtede af krudt. Politiet foretog sig således ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.

Humanitær eftersøgning – Vipperød – Holbæk

Kl. 09.48 anmodede hjemmeplejen om assistance fra politiet til at lede efter 75-årig mand fra Vipperød, som formentlig i løbet af natten havde forladt sin bopæl. Han har svært ved at kunne finde retur, og hjemmeplejens egen eftersøgning havde ikke givet resultat, så man frygtede, at den dårligt gående 75-årige mand kunne være i hjælpeløs tilstand et ukendt sted.
Politiet iværksatte en humanitær eftersøgning med flere patruljer, herunder en hundepatrulje, i området omkring mandens bopæl. Desuden blev Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi anmodet om at checke mandens tidligere bopæl.
Kl. ca. 12.30 blev den 75-årige fundet i live ved spejderhytten på Vipperød Mark, hvorfra han i en tilkaldt ambulance blev kørt på skadestuen og indlagt til observation.

Slagsmål ved togstationen – Jernbaneplads, Holbæk

Kl. 16.24 anmeldte vidner, at to mænd var i slagsmål ude foran togstationen i Holbæk. Mændene var måske også i besiddelse af knive, og de to mænd
Politiet kørte til stationsområdet, som blev afspærret, så politiet kunne foretage undersøgelser på stedet efter slagsmål. De to involverede mænd var efterfølgende stukket af i hver sin retning. På perronen holdt et par tog, som politiet havde fået tilbageholdt hos DSB, så togene kunne undersøges for mistænkte i anledning af slagsmålet.

I et tog fik politiet med hjælp fra andre passagerer udpeget en svedig mand, der kort forinden havde taget plads på et sæde. Der var tale om en 20-årig mand fra den sydvestlige del af Holbæk Kommune Han blev anholdt som mistænkt for at have deltaget i slagsmålet, og ved undersøgelse af toget fandt politiet to knive gemt ved det sted, hvor han befandt sig. Knivene blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af knivloven, som den 20-årige kunne mistænkes for at have overtrådt. Den 20-årige var uden skader efter slagsmålet, som ifølge den anholdte var opstået på grund af et personligt uvenskab med modparten. Politihunde afsøgte perroner og stationsområdet for eventuelle spor efter slagsmålet, inden togdriften blev genoptaget.

Under efterforskningen fik politiet en indikation på modparten, som blev identificeret som en 18-årig mand fra Holbæk. Ham fandt politiet frem til senere på aftenen, hvor han blev anholdt i området ved sin bopæl. Heller ikke den 18-årige havde nogen skader som følge af slagmålet med den 20-årige modpart. Begge blev i løbet af aftenen afhørt til en sag om forsøg på grov vold og også for overtrædelse af knivloven for den 20-åriges vedkommende. Begge anholdte blev løsladt efter afhøring til sagerne, og de vil begge høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne.

Færdselsuheld – Hagesholmvej, Audebo, Holbæk

Kl. 11.45 fik politiet en anmeldelse om, at en bil var kørt ud i en afvandingskanal. Ambulancepersonale og politiet kørte til stedet, hvor en personbil stod næsten under vand ude i en afvandingskanal. Både en ambulancebehandler og en politibetjent gik sammen ud i vanden for at kontrollere, om der måtte være personer i nød inde i bilen. Bilen var tom, så intet tydede på, at nogen var kommet til skade som følge af uheldet.

Politiet fik foranlediget, at bilen blev trukket på land igen, mens politiet forsøgte at få klarlagt omstændighederne ved uheldet. Det viste sig, at en 63-årig mand fra Fårevejle St. havde været fører af bilen. Han var sluppet uskadt fra uheldet, der skete, efter han var kørt ad Hagesholmvej i østlig retning frem mod en kurve, hvor han fortsatte ligeud og kørte ud over en skrænt direkte ned i afvandingskanalen. Politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet og foretog sig ikke yderligere.

Brand i værelse i villa – Chr. F Jensensvej, Jyderup – Holbæk

Kl. 02.25 kom et alarmopkald om brand i et værelse i en villa på Chr. F. Jensensvej i Jyderup. En beboer opdagede røg fra et udlejet værelse på villaen førstesal og slog alarm. Hun fik skaffet en nøgle til værelset, så beboerne i værelset kunne reddes ud. Politi, ambulance og brandvæsen kørte til Jyderup, hvor røgdykkere fik reddet en 61-årig mand ud af værelset. Han blev kørt til sygehuset, hvor han blev indlagt til observation for røgforgiftning. Alle andre beboere kom selv ud af ejendommen uden at kommet noget til. Under redningen fik en betjent indåndet røg, så han blev tjekket for røgforgiftning, men han havde ikke brug for behandling.

Brandvæsnet fik kontrol over ilden, før den spredte sig til resten af villaen. Branden viste sig at være startet omkring en stikkontakt, og havde smeltet en skummadras. Politiets brandefterforskere skal nu undersøge branden nærmere for at afklare, om en kortsluttet mobiloplader kan have startet branden.

Løs hest med ukendt ejer – Odsherredvej, Svinninge, Nørre-Asmindrup – Odsherred

Kl. 13.17 anmeldte Københavns Politi, at en patrulje tilfældigt under kørsel i sydlig retning på Odsherredvej (rute 21) havde opdaget en løsgående hest. Patruljen fra København havde indfanget hesten, som kort efter blev overdraget til en patrulje fra Midt- og Vestsjællands Politi. En hestekyndig kvinde kom til stedet og tilbød at opstalde hesten, indtil politiet fandt frem til ejeren. Hesten var uden hovedtøj, og politiet ved ikke præcist, hvorfra hesten er løbet. Den hestekyndige kvinde fra Vig ville formentlig fremlyse hesten via de sociale medier i lokalområdet, så ejeren af hesten kan findes. Hesten var ikke årsag til nogen trafikuheld eller andre ulykker under sin udflugt uden for sin indhegning.

Slingrende fodgænger – Brændtvej, Svinninge, Nørre Asmindrup – Odsherred

Kl. 20.45 undrede en patrulje sig over, at en mandlig fodgænger gik slingrende ad Brændtvej. Politiet tog kontakt til manden, der var en 27-årig mand fra Højby Sj. Han skønnedes påvirket af euforiserende stoffer, og ved en nærmere kontrol fandt politiet ham i besiddelse af knap et gram amfetamin og ca. 1½ gram hash. Det medførte en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer samt beslaglæggelse af narkotikaen. Han vil nu senere høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen.

Foto: ABW