Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2021/09/23 til 2021/10/05.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Narkokørsel – Holbækvej, Jyderup – Holbæk

Kl. 23.08 anholdt og sigtede politiet en 25-årig mand fra Tølløse for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Narkometertesten indikerede, at han kunne mistænkes for narkokørsel, så den 25-årige fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, inden han blev løsladt.

Mand kvæstet efter overfald – Ladegårdsparken, Holbæk

Kl. 23.31 fik politiet via alarm 112 flere opkald fra borgere om, at der i området ved Ladegårdsparken var hørt flere skudafgivelser. En ambulance var sendt til området.
Anmeldelserne medførte udrykning med flere patruljer, der i området ud over vidner fik kontakt til en lettere kvæstet, 19-årig mand fra Holbæk. Han oplyste, at han sammen med en kammerat havde gået på en sti mellem boligblokkene, da de blev overfaldet af en gruppe på 10-12 personer. Enkelte fra gruppen havde formentlig med skarpe redskaber angrebet den 19-årige, så han blev lettere kvæstet flere steder på kroppen. Han kunne dog flygte fra stedet sammen med kammeraten, der var uskadt.
Politiet afspærrede området, som efterfølgende blev undersøgt med bl.a. politihunde i et forsøg på at finde spor, der kunne relatere sig til både overfaldet på den 19-årige og anmeldernes oplysninger om afgivelse af skud. Ved søgningen i området fandt politiet flere patronhylstre, som nu er sikret med henblik på tekniske undersøgelser.
I forbindelse med anmeldelserne har politiet ikke fået kontakt til personer, som måske har været målet for skudafgivelserne, ligesom politiet heller ingen oplysninger har om personer med skudlæsioner.
Gruppen af personer, der overfaldt den 19-årige, kan kun beskrives som mørkklædte og bærende en form for maskering.
Tirsdag formiddag vil politiet med politihunde igen gennemsøge området i dagslys for at lede efter eventuelle yderligere spor.
Politiets lokale nærbetjente vil både i dag tirsdag og igen i morgen onsdag fra middagstid være synligt til stede i området ved Ladegårdsparken i et tryghedsskabende øjemed. Formålet er også at komme i kontakt med personer, der har gjort observationer i området forud for anmeldelsen mandag kl. 23.31, så politiet kan få nye oplysninger til brug for efterforskningen i sagen, der af politiet behandles som en anmeldelse om alvorlig personfarlig kriminalitet.

Brandundersøgelse – Skimmedevej, Ågerup, Vipperød – Holbæk

Kl. 19.00 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en brand i en lagerbygning. Branden havde ved politiet godt fat i bygningen, hvor 3-4 meter høje flammer kunne ses fra taget. Røgfanen gik nordvestlig retning, men ingen personer var i fare hverken som direkte følge af branden eller som følge af røgen. Der blev ikke foretaget nogen evakuering af personer i området, men nogle lastbiler i nærheden blev flyttet af sikkerhedsmæssige årsager.
Ved den brændende var nogle håndværkere til stede, og de var alle i sikkerhed i forbindelse med branden. Der var tale om personer, der havde udført elarbejde ved den nu brændende bygning. I forbindelse med arbejdet skulle en lednings plastbelægning krympes, hvortil en bunsenbrænder var blevet anvendt. Den åbne ild herfra havde ved et uheld fået fat i noget brændbart materiale, som håndværkerne ikke selv kunne få slukke branden i, inden ilden bredte sig til andre dele af lagerbygningen.
Brandslukningsarbejdet varede frem til midt på natten, og politiet skal nu efterprøve håndværkernes forklaring om brandårsagen, før politiet tager stilling til eventuel yderligere brandundersøgelse og eventuelt ansvar i forhold til uforsigtighed med brugen af bunsenbrænderen.

Brand i bil – Enghavevej, Svinninge – Holbæk

Kl. 00.54 udbrød der brand i en bil, der stod i det fri i en privat indkørsel. Brandvæsnet fik slukket ilden bilen, men en nærliggende carport havde fået lidt varme- og sodskader. Ingen kom til skade ved branden, der formodes opstået i bilens motorrum. Der er ingen mistanke om noget strafbart, men politiet arbejder ud fra en formodning om, at en eller anden fejl i bilens installationer i motorrummet er årsagen til brandens opståen.

Narkokørsel – Stationen – Svinninge – Holbæk Kommune

Kl. 17.00 standsede en patrulje en personbil med henblik på at lave en rutinemæssig kontrol af fører og køretøj. Patruljen skønnede, at føreren af bilen – en 25-årig mand fra Holbæk, var påvirket af narkotika, hvilken patruljebilens narkometer bekræftede. Den 25-årige mand blev derfor sigtet og anholdt i forbindelse med, at der blev udtaget en blodprøve – derefter blev han løsladt. Manden er fortsat sigtet i sagen, som vil blive afgjort, når resultatet af blodprøven foreligger.

Kørsel uden førerret – Hovedgaden, Svinninge – Holbæk Kommune

Kl. 21.12 standsede politiet en personbil. Bag rattet sad en 50-årig kvinde, som ikke havde førerret. Kvinden blev sigtet for kørsel uden førerret og vil høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Slingrende spirituskørsel på knallert – Have Borupvej, Kirke-Eskilstrup – Holbæk

Kl. 15.32 fik politiet en anmeldelse om en slingrende knallertkører, der ifølge en anmelderen var faretruende langt ovre mod modsatte kørebanehalvdel, hvor modkørende trafik kom. Anmelderen fulgte efter knallertkøreren, som politiet til sidst fik kontakt til, uden at der var sket nogen ulykke. Føreren af knallerten var en 69-årig mand fra Store-Merløse, som var påvirket af spiritus i en sådan grad, at han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel på knallerten. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Indbrud i skoler – Odsherred og Holbæk

Det senest døgn har tre skoler haft besøg af ubudne gæster i løbet af natten. Politiet har været på stederne og foretaget gerningsstedsundersøgelse i sagerne.

Kl. 00.49 Vig skole, Ravnsbjergvej, Vig. En rude blev knust på døren til fysiklokalet, der var under renovering. Alarmen gik i fællesrummet, men det var i nat ikke muligt at afklare, om der var blevet stjålet noget fra stedet.

Kl. 01.24 EUC Nordvestsjælland, Fårevejle St. Et klasselokale midt på bygningens sydlige side fik knust ruden, så der var adgang til lokalet. Politiet fandt en sten ved indgangsstedet, som formodes at være anvendt til rudeknusningen. Politiet følger nu op på, om der blev stjålet noget i forbindelse med indbruddet.

Kl. 02.00 Bjergmarkskolen, Holbæk. Ruden til skolen IT-rum knust, så vinduet kunne åbnes. Der var flyttet computere i rummet, og nu venter politiet på en opgørelse fra skolen over stjålne genstande.

Det er sjældent, at der er tre indbrud i skoler inden for samme døgn i kredsen. Alle indbruddene blev begået ved rudeknusning, men derudover er der ingen umiddelbar sammenhæng i sagerne. Politiet vil meget gerne høre fra vidner, som har set personer eller køretøjer omkring de tre skoler natten mellem torsdag og fredag. Kontakt politiet på tlf. 114.

Frakendt narkobilist med våben og hash i bilen – Ringstedvej, Hellestrup, Holbæk

Kl. 14.08 standsede en patrulje en personbil på Ringstedvej i Hellestrup i sydlig retning ved Holbækmotorvejen. Bag rattet sad en 36-årig mand fra Regstrup, som var påvirket af hash og var frakendt førerretten indtil 2026, da han havde flere tidligere sager om narkokørsel. Politiet ransagede bilen, hvor de fandt en klump hash på 2 gram, et knojern og et slagvåben, som den 36-årig blev sigtet for at besidde. De ulovlige ting blev beslaglagt med henblik på destruktion.

Den 36-årige blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Når politiet har modtaget svaret på blodprøve analysen, kan den sigtede forvente at retsligt efterspil, da der fængsel i strafferammen på kørsel i frakendelsestiden.

Færdselsuheld – Gl. Ringstedvej / Skagerakvej, Holbæk

Kl. 11.02 var en bilist og en cyklist impliceret i et sammenstød i rundkørslen mellem Skagerakvej og Gl. Ringstedvej. En 71-årig mand fra Kirke-Hyllinge var i en personbil kørt ad Skagerakvej mod vest og videre frem over vigelinjen ind i rundkørslen. I forbindelse hermed stødte han sammen med en 75-årig mand fra Holbæk, der kørte på cykel i rundkørslen efter kørsel af Gl. Ringstedvej i nordlig retning. Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, som politiet har optaget om på grund af en mistanke om overtrædelse af vigepligtsreglerne.

Færdselsuheld – Munkholmvej / Stormøllevej / Østre Fælledvej, Holbæk

Kl. 16.55 var to personbiler stødt sammen i krydset, så to ambulancer var blevet sendt til uheldsstedet. Politiet fik kontakt til 72-årig mand fra Holbæk, der var kørt ad Munkholmvej mod nordvest. I krydset ville han foretage svingning til venstre ad Østre Fælledvej, men blev under svingningen påkørt af en modkørende bil ført af en 58-årig kvinde fra Skibby. Der skete materiel skade på de implicerede biler, men begge førere slap fra uheldet uden behandlingskrævende skader. Politiet har optaget rapport om uheldet ud fra en mistanke om overtrædelse af vigepligtsbestemmelserne.

Mand til fare for sig selv i trafikken – Hovedgaden, Mørkøv – Holbæk

Kl. 17.25 måtte politiet en tur til Mørkøv, idet en formentlig kraftig spirituspåvirket mand gik rundt på gaden og var til fare for sig selv i trafikken. Inden politiets ankomst til Hovedgaden havde manden sat sig op ad en lygtepæl og nærmest halvsov, da politiet ankom. Politiet vurderede, at manden på grund af sit forudgående alkoholindtag ikke ville være i stand til at klare sig selv, hvorfor han blev frihedsberøvet til afrusning. Efter et lægetilsyn blev en 50-årig mand uden fast bopæl anbragt i detentionen frem til omkring midnat, hvor han blev løsladt og i øvrigt skønnet i stand til at kunne klare sig selv.

Færdselsuheld – Holbækvej, Kalundborg

Kl. 19.55 anmeldte en 47-årig kvinde fra Kalundborg, at hun var impliceret i et færdselsuheld med en knallertkører. Der var ikke sket nogen personskade, men patruljen, der blev sendt til uheldsstedet på Holbækvej lidt øst for rundkørslen ved Nørre Alle, fik klarlagt, at begge parter var kørt ad Holbækvej i vestlig retning inden sammenstødet.
Den 47-årige kvinde kørte i en personbil ad Holbækvej mod vest, og på hendes højre side kørte en lille knallert ført af en 51-årig mand fra Kalundborg. Han kørte i rabatten ved siden af kørebanen, men var formentlig trukket ud på selve kørebanen, hvor han ramte ind i højre side på den 47-åriges personbil. Der skete kun ringe materiel skade som følge af uheldet, så parternes køretøjer kunne selv køre fra stedet. Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne ved uheldet, men inddrog dog efterfølgende af præventive årsager nøglerne fra den 51-åriges knallert. Han havde efter uheldet indtaget alkohol i et sådant omfang, at han ikke lovligt ville kunne fortsætte sin kørsel på knallerten. Han vil dog senere i ædru tilstand kunne få udleveret nøglerne til sin knallert, idet der ikke er mistanke om noget strafbart for den 51-åriges vedkommende.

Råbte mod politiet – Ladegårdsparken Øst, Holbæk

Kl. 22.39 syntes en 22-årig mand fra Holbæk åbenbart ikke så godt om politiets tilstedeværende af tryghedsskabende og præventive årsager i boligområdet. Han gav sin mening højlydt til kende ved at råbe nedsættende ord flere gange mod en patruljevogns personale, således at politiet vurderede, at den offentlige orden blev forstyrret. Politiet foretog en kortvarigt anholdelse af manden, der blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han kan nu forvente at modtage en bøde i sin e-boks på grund af adfærden over for politiet.

Narkobilist med børn i bilen – Holbækvej, Tvede, Mørkøv – Holbæk

Kl. 15.53 anholdt og sigtede politiet en 48-årig kvinde fra Hvidovre for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, hvori hun medbragte tre børn alle på 11 år. Mistanken om narkokørsel opstod, da en narkometertest indikerede, at hun var påvirket af amfetamin under kørslen. Ved visitationen af den 48-årige efter anholdelsen fandt politiet hende i besiddelse af 0,1 gram amfetamin, så hun blev også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Politiet medtog både den anholdte kvindelige fører og de tre børn til Holbæk politistation, hvor bekendte til børnene afhentede dem, inden føreren på et sygehus fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og løsladelsen senere på eftermiddagen. Politiet har tillige udfærdiget en socialrapport til de sociale myndigheder i Hvidovre kommune, hvis socialvagt telefonisk blev underrettet om politiets dispositioner i forhold til de tre børn. Når blodprøven er blevet analyseret, vil den 48-årige sigtede fører høre nærmere fra politiet om sagens afgørelse.

Mand med kniv var udadreagerende – Nygade, Holbæk

Kl. 06.09 fik en patrulje kontakt til en 23-årig mand fra Holbæk, som smed en kniv fra sig, da han opdagede politiet. Forinden havde han ifølge et vidne været i en verbal konflikt med en anden. Der var tale om en ulovlig kniv med en bladlængde på ca. otte cm, og den 23-årige havde af ukendt årsag fået snitskader på den ene hånd. Den 23-årige var særdeles ophidset, ligesom han råbte og skreg. For at få skabt ro blev den 23-årige frihedsberøvet, hvorefter han i en tilkaldt ambulance blev kørt til skadestuen, før han blev anbragt i detentionen til afrusning. Den 23-årige blev i forbindelse med politiets involvering sigtet for både overtrædelse af knivloven og ordensbekendtgørelsen, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres. Han blev løsladt lidt op ad formiddagen søndag efter opholdet i detentionen til afrusning.

To solouheld uden tilskadekomst – Holbæk

Kl. 19.39 kørte en 21-årig mand fra Regstrup på Skovvejen ved Mørkøv, da et rådyr løb ud foran bilen. Bilisten kunne ikke undgå at ramme rådyret og endte i grøften, som følge af sammenstødet. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den 21-årige blev tilset. Airbaggen på bilen blev udløst, og den 21-årige var sluppet uskadt fra uheldet.

Kl. 01.08 mistede en 18-årig mand fra Rødby kontrollen over sin bil i en blød højre kurve på Grydebjergvej i Mørkøv. Bilen påkørte et træ i modsatte side af vejen, men den 18-årige nåede at bremse, så sammenstødet skete ved lav hastighed. Politi og ambulance kørte til stedet, men bilisten havde ikke brug for behandling. Patruljen registrerede uheldet.

Indbrud i perioden

Lupinvej, Tølløse

Foto: ABW