Fra onsdag den 16. juni 2021 gennemfører politiet landsdækkende spirituskontroller i trafikken.

Politiets kontroller vil variere fra politikreds til politikreds alt afhængig af de forskellige sommerfester i fx sommerhuskvarterer, på villavejene, på strandene, ”EM-fester” eller andet. Politiet vil også udføre kontroller på søndage, hvor man stadig kan være påvirket efter indtagelse af spiritus, hvis man har drukket aftenen forinden.

Ud over spirituspåvirkning vil der også ske kontrol af, om førerne er påvirkede af narkotika eller medicin.

”Spirituskørsel er uacceptabelt, og noget som et markant flertal af danskerne tager afstand fra. Men trods det er der fortsat nogle trafikanter, der ikke har forstået budskabet. Målet med vores kontroller er at få dem stoppet, før de skader sig selv eller andre”, siger Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Spirituskørsel udgør en alvorlig fare for ulykker i trafikken. På trods af, at det er blevet mindre accepteret at køre i påvirket tilstand, er der stadig spirituspåvirkede trafikanter i hver femte dødsulykke. Der er cirka ti gange højere risiko for at komme alvorligt til skade som bilist, hvis man er spirituspåvirket i let grad, og risikoen stiger eksplosivt med stigende promille.

Fra 2015 til 2019 mistede 165 personer livet i trafikken pga. spiritusulykker. Der sker flere spiritus-ulykker med personskade i sommermånederne juni og juli end for eksempel i november og december. Alene i juni og juli måned sidste år sigtede politiet 1.277 personer for spirituskørsel.

”Vi skal alle sammen hjælpe hinanden med at forhindre spirituskørsel, men det kan måske føles svært at overtale en anden til at lade bilen stå. Især hvis du ikke er sikker på, hvor meget personen har drukket”, siger Christian Berthelsen.

Du kan gøre følgende i et forsøg på at hindre spirituskørsel:

Fortæl personen, at du har det skidt med, at personen kører.
Forsøg at tale personen fra at køre og tag eventuelt bilnøglerne.
Allier dig med andre, så I er flere, der kan støtte hinanden.
Ring efter en taxa og lån eventuelt personen penge til taxaen.
Tilbyd en overnatning.
Giv et lift, hvis du ikke selv har drukket.
Hvis personen alligevel kører, så kontakt politiet på tlf. 114
De landsdækkende sommerspirituskontroller vil løbe frem til og med søndag den 1. august 2021.

Kilde

Foto: ABW