Politirapporten
Politiet blev kaldt ud til en restauration i Nygade, hvor en gæst havde optrådt voldelig og skabt uro på stedet. Ifølge dørmændene havde han kastet et glas gennem lokalet, så det knustes mod væggen, ligesom han havde taget fat i en stol formentlig for at kaste den. Det var han dog blevet standset i af dørmændene, der overdrog manden til politiet. Der var tale om en 29-årig mand fra Lejre, som blev anholdt og sigtet for overtrædelse af restaurationsloven. I forbindelse med politiets håndtering af den genstridige anholdte bed han pludselig en politibetjent i hånden, så sigtelsen også kom til at omfatte vold mod politiet.