Grundvandssamarbejdet i Holbæk Kommune består af Fors og de private vandværker, som sammen skal realisere kommunens indsatsplan for grundvandsbeskyttelse i samarbejde med lokale landmænd.

Mandag den 15. juni 2026 var der stiftende generalforsamling for Grundvandssamarbejdet i Holbæk Kommune, en forening bestående af Fors og kommunens private vandværker.

Foreningen er stiftet, så de lokale vandværker sammen kan realisere kommunens indsatsplan for grundvandsbeskyttelse med det formål, at borgere i Holbæk Kommune også i fremtiden kan nyde det gode, rene drikkevand.

”At passe på grundvandet er et fælles ansvar og noget, vi i Fors tager meget alvorligt. Vi ser heldigvis gode politiske takter på området, men tiden er knap, hvis grundvandet også i fremtiden skal forsyne os med rent drikkevand. Det kræver handling lokalt i kommunerne nu, mens vi venter på nationale initiativer. Derfor hilser vi også vandsamarbejdet velkomment,” siger Karim Friis Arfaoui, chef for Plan Vand hos Fors og nyslået bestyrelsesmedlem i Grundvandssamarbejdet i Holbæk Kommune.

Ifølge Holbæk Kommunes indsatsplan skal et areal på i alt 463 ha beskyttes mod anvendelse af sprøjtemidler. En opgave, der tilfalder det nystiftede grundvandssamarbejde at føre ud i livet. Konkret kan det fx ske via lokale dyrkningsaftaler, omlægning til økologi eller opkøb af jord. Grundvandssamarbejdet vil i den kommende tid igangsætte planlægningen af den store opgave.

Den økonomiske ramme for grundvandsbeskyttelsen i kommunen betyder, at vandtaksten hæves med 2 kr./m3 i 2027. Grundvandssamarbejdet skal være i mål med beskyttelsen af det udpegede areal i 2030.

Pressefoto
Del gerne dette