Bilkoncernen Nielsen Car Group får endnu et Renault-bilhus, for Bjarne Nielsen-bilhuset i Holbæk er igen autoriseret forhandler af mærket. Salget skydes for alvor i gang i weekenden 9.-10. maj med Åbent Hus for den nye Renault Twingo.

Der bliver nu endnu bedre muligheder for at købe nye Renault-modeller på Sjælland. Renault har nemlig indgået en aftale med bilkoncernen Nielsen Car Group om, at Bjarne Nielsen-bilhuset i Holbæk bliver autoriseret forhandler.

Bilhuset på Bilbyen 2 har tidligere været Renault-forhandler, dengang det hed Bin2Bil, men mistede forhandlingen i forbindelse med en større omlægning af Renaults forhandlernetværk tilbage i 2024. Nu er man så klar til at tilbyde Renault igen, og det bliver samtidig med, at Renault Twingo introduceres med Åbent Hus i weekenden 9.-10. maj.

– Det har været et stort ønske for os at få Renault tilbage i Holbæk. Mærket har et virkelig stærkt modelprogram, og der er stor interesse for bilerne. Vi har et godt samarbejde med Renault, og derfor er vi glade for at kunne udvide det samarbejde, siger Anders Nielsen, der er CEO i Nielsen Car Group.

Han fremhæver samtidig, at fundamentet i Holbæk er på plads:

–  Vi har formået at fastholde vores værkstedskunder og har en høj kundetilfredshed i bilhuset. Derfor glæder vi os til igen at kunne tilbyde Renault til kunderne.

Styrker tilstedeværelsen på Sjælland

Hos Renault Danmark ser man også frem til at styrke tilstedeværelsen i området.

– Vi er glade for igen at være repræsenteret i Holbæk. Bilhuset i Holbæk har allerede stort kendskab til både Renault og kunderne. Nielsen Car Group er en stærk samarbejdspartner, der kan bidrage til vores ambition om fortsat vækst. Så vi kan næsten ikke vente på at komme i gang, udtaler Country Managing Director Anders Andersson fra RN Danmark, der importerer Renault, Dacia og Alpine i Danmark.

Bredt udvalg i Holbæk

Med tilføjelsen af Renault får bilhuset i Holbæk et endnu bredere modelprogram. I forvejen forhandles Ford, Hyundai og Mazda, hvilket giver kunderne et stort udvalg af nye biler, og samtidig er der et godt udvalg af brugte biler.

– Det bliver et stærkt bilhus med et bredt udvalg på tværs af mærker og segmenter. Vi kan i endnu højere grad imødekomme forskellige kundebehov ét sted, siger Jesper Wang, salgsdirektør i Nielsen Car Group.

Ved årsskiftet fik bilhuset Hyundai ind som nyt mærke, og med tilføjelsen af Renault skal der bygges en smule om i bilhuset i løbet af året for at skabe de bedste rammer for alle mærker.

Pressefoto