En tredjeplads i kåringen af Sjællands bedste bagerier vækker stolthed hos bagermester Kim Eriksen og hans team, der hver dag møder kunderne med engagement og kærlighed til håndværket.
Hos KonditorBager i Jyderup er glæden stor efter at være blevet kåret som det tredjebedste bageri på Sjælland. For bagermester Kim Eriksen er det en særlig anerkendelse af mange års arbejde med kvalitet, faglighed og nærvær i mødet med kunderne.
– Det er rigtig rart at få et skulderklap, der viser, at det, vi laver, bliver værdsat. Vi går højt op i håndværket, og at kunderne får en god oplevelse – så den her placering betyder meget for os alle sammen, siger Kim Eriksen.
Et skulderklap fra kunderne
Kunderne i Jyderup har taget godt imod nyheden om den fine placering. Mange har været forbi for at ønske tillykke, og stemningen i butikken har været ekstra god siden kåringen.
– Det er dejligt at mærke den lokale opbakning. Kunderne er virkelig søde til at komme ind og sige tillykke, og det betyder meget for os. Vi bliver stolte, når folk sætter pris på det, vi laver, fortæller Kim Eriksen.
Bageriet i Jyderup sørger løbende for, at der sker lidt nyt i butikken. Det kan være månedens brød, en ny tørkage eller små ændringer i sortimentet, som skaber variation for kunderne.
– Vi prøver hele tiden at udvikle os. Medarbejderne bliver sendt på kurser i både ledelse, salg og produktudvikling, så vi følger med og er fremme i skoene. Det handler om at holde håndværket levende og blive ved med at levere den kvalitet, kunderne forventer, siger Kim Eriksen.
Kåringen giver ekstra motivation til at fortsætte den gode udvikling i bageriet.
– Vi er glade og stolte – og vi tager det som et tegn på, at vi skal blive ved med at gøre det, vi gør: møde kunderne med et smil og levere det bedste, vi kan, siger Kim Eriksen.
























