Jan Gintberg er klar med et spritnyt soloshow, som han dette efterår drager på danmarksturné med. Og Sjællands Teater er med på turen.

Jan Gintberg indtager først Sjællands Teaters scene i Holbæk med dobbeltshow lørdag den 20. september klokken 17 og klokken 20 på Holbæk Teater. Og ugen efter byder Sjællands Teater også Jan Gintberg velkommen på Slagelse Teater lørdag den 27. september klokken 20.00.

Miraklernes tid er ikke forbi… Midt i al elendigheden er der også grin og grænseløs glæde, og det vil den altid nysgerrige Jan Gintberg sætte en tyk streg under!

Dansk standups grand old man hopper igen ud i livets og tidens store bassin for at tage svømmetag i en spritny, sanselig, satirisk og stærkt lårklaskende danmarksturné med sit store comedyshow MIRAKLET.

– Et mirakel er en vidunderlig sjælden hændelse. Lidt ligesom at slå en befriende brandskid på vej ud af en skolebus eller grine uhæmmet af en moden mands skæve undren over menneskets bimlende kollektive idioti. Glæd dig! Det her show bliver en mageløs mirakuløs rejse ind i sjælens dummeste afkroge, lover Jan Gintberg.

Jan Gintberg har gennem de seneste 30 siden sin debut markeret sig som én af Rigets skæggeste skæve komikere. Og med sin altid omfavnende humoristiske betragtninger om livet og tidsånden blandet med sylespidse sikre satiriske stikpiller rammer han stadig plet i den danske selvforståelse.

– Jeg ser mit humoristiske virke lidt ligesom Mahatma Ghandis. Det behøver ikke være decideret smukt, men det skal satme kunne blæse noget luft ind under sarongen! Det kan også godt være, det var Troels Lund Poulsen, der sagde det… men det gør det jo ikke mindre mirakuløst, lyder det i al ydmyghed fra Jan Gintberg.

Praktisk info:

Jan Gintberg – MIRAKLET
Lørdag den 20. september 2025 kl. 17 & kl. 20: Holbæk Teater, Vimmelskaftet 27, 4300 Holbæk
Lørdag den 27. september 2025 kl. 20: Slagelse Teater, Herrestræde 9, 4200 Slagelse

Billetter købes på Comedy og shows i Sjællands Teater i 2025/2026
Læs mere på Sjællands Teater | Teater til hele livet

Pressefoto