Der er noget for hele familien i efterårsferien på Holbæk Museum.

Bliv arkæolog for en dag sammen med museets arkæolog, som viser jer, hvordan I graver jer ned i fortiden.

Mandag til fredag i efterårsferien mellem kl. 10.30 og 15 kan I prøve en metaldetektor, grave og vaske ægte fund – og stille alle de spørgsmål I vil til en ægte arkæolog.

Prøv også at vaske ægte arkæologiske fund fri for jord. Er det mon knogler, potteskår eller noget helt andet? Indenfor kan I selv grave og finde spændende fund, der skal undersøges. Til sidst får I et diplom som juniorarkæologer, hvis I klarer alle posterne.

Som noget helt unikt er den 900 år gamle Gislingebåd udstillet på Holbæk Museum. Den blev gravet fri af arkæologer for over 30 år siden. Benyt jer af muligheden for at tale med arkæologen om, hvad man for eksempel skal gøre, når man finder noget så stort som Gislingebåden.

Det er gratis at være med, når entrebilletten er betalt.

Grav jer ned i fortiden. Foto: Museum Vestsjælland

Pynt en æske

I efterårsferien byder museet også ind til et hyggeligt decoupage-værksted med bunker af gamle magasiner, ugeblade og bøger og helt nye papæsker. Find billeder, klip dem ud og lim dem på en papæske med låg. Der er frit valg, klip og lim et helt billede eller mange små – eller stykker af tekst. 

Resultater er en fin æske med et helt eget personlige udtryk. Tag æsken md hjem til pynt og til at gemme på små ting.

Det sker mandag den 12. og tirsdag den 13. oktober, begge dage kl. 10.30 – 15.00.

Det er gratis at deltage i aktiviteten, når entrebilletten er betalt.

Lav en fin æske med decoupage. Foto: Museum Vestsjælland

Nat på Museet

Når lyset er slukket, og når mørket sænker sig, kommer nattens væsner indenfor. Ingen kan forudsige, hvad der gemmer sig i krogene i de gamle huse. Det er helt sikkert, at det bliver hårrejsende.

Husk en hånd at holde i, hvis det bliver for uhyggeligt – tjek lige at den sidder fast på en arm!

Medbring en lommelygte – der er en lille konkurrence for alle børn, og der vanker halloweenslik som præmie.

Nat på Museet er til alle dem, der elsker et godt gys.

Den første time er for de mindste gæster (3-6 år), og vi holder derfor lidt igen med uhyggen. Den mellemste time skruer vi lidt op (6-10 år). Den sidste time fra kl. 20-21 giver vi den max gas, og vi anbefaler derfor at være opmærksom på forholdet mellem alder og klokkeslæt.

Det sker onsdag den 14. oktober med starttider hver halve time fra kl. 18 til kl. 20.30.

Vær sikker på en plads og køb billet på forhånd via Museum Vestsjælland – Museum Vestsjælland. Det er kun muligt at købe billet i døren, hvis der er flere billetter tilbage.

Nat på Museet. Foto: Museum Vestsjælland
Del gerne dette