Vinteren nærmer sig, og med det stiger risikoen for sne, slud og glatte veje. For at klæde medlemmerne bedst muligt på til at køre sikkert i vintervejret inviterer GF Vestsjælland nu til glatbanekursus.
– Vi oplever stor efterspørgsel på glatbanekurser blandt vores medlemmer, og det vil vi naturligvis gerne imødekomme. Som medlemsejet selskab giver det nemlig super god mening at stå for den slags aktiviteter, der giver værdi for vores medlemmer, siger Charlotte Wiik, afdelingschef for GF Vestsjælland. Og hun fortsætter:
– Med kurset får vores medlemmer mulighed for at afprøve deres bil og teste egne køreevner under trygge og kontrollerede forhold, inden vinteren for alvor tager fat. På den måde håber vi på at hjælpe vores medlemmer med at forebygge skader, og det kan være med til at skabe ekstra tryghed for vores medlemmer i løbet af vinteren.
Inden deltagerne bliver sluppet løs på banen, får de en kort teoretisk introduktion. Herefter guider erfarne instruktører dem gennem øvelserne på glatbanen, så alle får mest muligt ud af dagen.
Alle medlemmer, som har en bilforsikring hos GF Vestsjælland, og som er tilmeldt nyhedsbrevet, får en invitation til glatbanekurset, hvor de kan tilmelde sig via et link. Medlemmer, der ikke er tilmeldt nyhedsbrevet, kan ringe eller komme ind på et af GF Vestsjællands kontorer for at få hjælp til at tilmelde sig.
GF Vestsjælland, som har kontorer i Sorø, Slagelse og Holbæk, er en af i alt 28 selvstændige forsikringsklubber, der har en medlemsvalgt bestyrelse og sammen med GF Fonden ejer GF Forsikring.
Fakta om glatbanekurset:
Det foregår lørdag den 7. november 2026, i tidsrummet kl. 08.00 til kl. 15.30. Kurset varer cirka 2 ½ time
Deltagerne bliver delt op i tre hold
Kurset bliver afholdt på Køreteknisk Anlæg, Pedersborg Huse 1, 4180 Sorø
Der er et begrænset antal pladser, derfor er tilmelding nødvendig
Kurset koster kr. 100 kroner
Der bydes på kaffe og let forplejning inden holdstart

Dato: 07-11-2026
Sted: Køreteknisk Anlæg























