Holbæk Kommune oplyser i en pressemeddelelse:

Torsdag den 4. marts har man i Holbæk Kommune holdt grundlovsceremoni på Det Gamle Rådhus i Holbæk. Her trådte 22 borgeres danske statsborgerskab officielt i kraft – heraf 17 bosat i Holbæk Kommune.

Tidligere grundlovsceremonier er blevet holdt med mad, musik og taler. På grund af covid-19 blev de nye statsborgere i dag fejret i andre rammer end ved forårets ceremoni. De nye statsborgere var på forhånd inddelt i grupper på to personer og havde fået tildelt en tid, hvor deres formelle del af ceremonien fandt sted. Når en gruppe ankom til Det Gamle Rådhus blev de i forårssolen budt velkommen i indgangen til Det gamle Rådhus. Her blev de vist ind til borgmester Christina Krzyrosiak Hansen og en medarbejder fra Borgerservice.

Ved den formelle del af ceremonien holdt Christina Krzyrosiak Hansen en introducerende tale for borgerne. Herefter skrev hun og to borgere på skift officielle erklæringer under, og der blev ønsket tillykke med det danske statsborgerskab. Alle nye statsborgere fik en gave og mundgodt med sig, som kan nydes med familie og venner.

De første to borgere ankom kl. 15.00, og de sidste var færdige 17.45. Alle borgere bar mundmind ved dagens ceremoni, der var plexiglas på bordet i ceremoniens lokale, og der var på forhånd blevet opfordret til at blive testet for covid-19 inden deltagelse. Mellem hver gruppes besøg blev overflader mm. desuden afsprittet. Med disse forholdsregler var det muligt at afholde grundlovsceremonien, der blev en festlig og højtidelig begivenhed til glæde for alle deltagere.

Pressefoto