Rebekka Lund
Psykoterapeut og stresscoach
Jeppes Torp 18
4300 Holbæk
20160041
kontakt@rebekka-lund.dk

Følg Rebekka Lund på Facebook

En rejse på tusinde mil starter med det første skridt
Alt i verden går op og ned, og kriser og nedture er en del af livet for de fleste. Står du i en bakkedal, kan du med fordel bevæge dig ud i nærheden af Søminestationen, i udkanten af Holbæk. Her finder du psykoterapeut og stresscoach Rebekka Lund, som kan hjælpe dig godt igennem det, du står i. Samtalerne finder sted i hendes private klinik på hjemmeadressen, men de kan også foregå som en walk-and-talk på den naturskønne vej ned til fjorden.

Rebekka Lund havde over 20 års erhvervserfaring i omsorgs- og servicefag indenfor både det offentlige og det private arbejdsmarked, inden hun efter en alvorlig livskrise og med støtte fra en personlig mentor, valgte en ny vej i livet. Nu er Rebekka Lund selv blevet den støttende guide, der kan hjælpe andre med at finde hjem til sig selv.

”Ord kan ikke beskrive, hvor taknemmelig jeg er for, at du har hjulpet mig på min videre rejse. Jeg fik min solsikke til at blomstre, og du viste mig vejen dertil. Du er et fantastisk smukt menneske på alle mulige måder. Tak for at styrke mig i at finde vejen.” Sådan skriver en af de kvinder der har fået hjælp af Rebekka Lund.

Rebekka Lund har taget en 4-årig uddannelse til integrativ psykoterapeut efterfulgt af en uddannelse til stresscoach, begge via Life Academy, hvis uddannelser er godkendt af Dansk Psykoterapeutforening.

At finde fodfæstet igen
Uanset om du er stærk eller sårbar af natur, kan du miste fodfæstet for en stund og føle dig tynget af sorte tanker. Sygdom og dødsfald i familien udløser både sorg og kriser, men mange andre belastninger kan gøre det samme. Måske finder du dig selv i en dårlig relation, eller du står eventuelt midt i en skilsmisse eller fyring.

Det kan også være, du længe har arbejdet for hårdt, ydet for meget og lyttet for lidt til dig selv. Stress er en folkesygdom og kan ramme alle, og langvarig stress kan være svært at komme ud af. Måske er du så træt, at du ikke kan tænke længere end til næste aftale. Måske har du dage, hvor du bare tæller ned til, at du kan gå i seng, for så ikke at have lyst til at stå op igen.

Det første skridt til forandring er ofte det sværeste. I en samtale eller flere hos Rebekka Lund kan du få redskaber til, hvordan du mindsker stress og andre belastninger i dit liv og finder roen indeni. Det første skridt er at lære at lytte til din krop, og det den fortæller dig. Det handler om at genfinde din egen styrke og mærke efter, hvad du har brug for, så du kan arbejde hen imod det.

Det smukke i at være dig selv
Med stress og livskriser følger ofte dårlig samvittighed, spændinger og depressive tanker, der går ud over dit selvværd. Måske har du en følelse af ikke at slå til? Hos Rebekka Lund får du hjælp til at finde en bedre balance mellem de krav, der stilles til dig (også fra dig selv) og dine behov for at leve, som du helst vil. Det allerstørste mål er at finde plads til at være den, du er; og at leve ud fra dit autentiske selv.

Send en mail til Rebekka Lund og spørg til dine muligheder, så er du allerede godt på vej til et liv med mere overskud, livskvalitet og ro.

sølvpartner