Torsdag den 14. og fredag den 15. februar har forestillingen “Ophelias skyggeteater” premiere på Teatret Fair Play. Forestillingen er produceret sammen med Randers EgnsTeater.

Foto: Teatret Fair Play.

“Ophelias skyggeteater” er dramatiseret efter den berømte tyske forfatter Michael Endes bog af samme navn.

Om handlingen skriver Teatret Fair Play:

Ophelia drømte egentlig om at blive skuespiller, men hendes stemme var alt for lille, så i stedet blev hun sufflør på et fint gammelt teater. Der sad hun år efter år i den lille kasse, som står helt fremme på scenen og hjalp skuespillerne, når de glemte deres replikker. Men tiderne var svære, og en dag lukkede teatret.

Da tæppet er faldet efter sidste forestilling, går Ophelia rundt i det tomme, mørke teater, og her møder hun en af teatrets skygger, som nu er hjemløs. Ophelia, der også selv føler sig lidt ensom, får ondt af skyggen, så den får lov til at bo i hendes håndtaske.

Tiden går, og flere og flere skygger får husly i Ophelias taske. Hun begynder at rejse rundt med sine skygger, som spiller teater for folk. Og Ophelia sufflerer, for hun kan alle de store digteres forestillinger udenad.

Det er en varm, smuk og tankevækkende forestilling om lys og skygge – og om at høre til.

Teatret Fair Play opførte Ophelias skyggeteater første gang i efteråret 1999. Dengang stod skuespiller Lisbeth Knopper også på scenen, men resten af holdet bag forestillingen er skiftet ud – det er altså en helt ny udgave, blot med samme bogforlæg.

Alligevel kommer her et lille uddrage fra en anmeldelse af den gamle forestilling:

”Og Teatret Fair Play har i deres opsætning haft sans for at fange den fine sammenblanding af skrøbelighed og styrke, som er historiens store plus. Efter forestillingen sidder man tilbage med et varmt indtryk af at have fået historien om, hvor meget godt en lille person med en spæd stemme kan udrette for andre … Tematikken er vi ikke i tvivl om. Man skal have nogen at høre til. For sammen kan man overvinde ensomheden og tillige skabe noget at det teater, som vi også får en del eksempler på…”
Kirsten Dahl, Børneteateravisen, marts 2000

Billettter kan købes her.