Så godt, at det halve kunne være nok! Sådan lyder anmelder Morten Hedes dom over Carsten Eskelunds nye soloshow ledsaget af intet mindre end seks stjerner.

Dette anmelderroste, nye show kan opleves torsdag den 29. oktober 2026 kl. 19.00, hvor Sjællands Teater overlader scenen på Holbæk Teater til Carsten Eskelund.

Carsten Eskelund er kendt for sine skarpsindige observationer, der serveres underfundigt, snarere end lårklaskende humor. Og det er os selv, selve mennesket som væsen, som race, der nu står for skud i hans nye soloshow MOD MENNESKE!

Et show, der ifølge Carsten Eskelund selv ligefrem er en nødvendighed. Han har nemlig gjort sig nogle helt nye erkendelser siden sin sidste turné efter mødet med noget temmelig aggressiv vægkunst på et efter sigende mellemklassehotel i Trekantsområdet. Og de erkendelser er han simpelthen nødt til at dele med publikum.

– Det er da utroligt, at vi bliver ved? Narrer os selv. Handler ens og forventer andet. Hvorfor bliver vi ved med at hoppe på os? Det er jo ikke, fordi der mangler folk, som vil føre os bag lyset!? Så kort fra antipati til apati, lyder det fra Carsten Eskelund om hans nye, store indsigt i det menneskelige mysterium.

Måske sætter Carsten Eskelund og hans åbenbarelse gang i en helt ny bevægelse. Der skal i hvert fald nok blive sat gang i lattermusklerne, når Carsten Eskelund – komikeren, der aldrig tager den lige vej – går på scenen hos Sjællands Teater.

Kort om CARSTEN ESKELUND: MOD MENNESKE!

Spiller:
Torsdag den 29. oktober 2026 kl. 19.00 på Holbæk Teater, Vimmelskaftet 27, 4300 Holbæk

Pris:
250 kr.

Alder:
Anbefalet fra 15 år

Varighed:
120 min. – med pause

Læs mere på www.sjaellandsteater.dk

Pressefoto
Dato: 29-10-2026
Sted: Holbæk Teater
Del gerne dette