Duggen faldt lidt hårdt, omtrent samtidig med at kirkeklokkerne ringede over Holbæk, og årets sommerfarce fra Sjællands Teater traditionen tro gik i gang i museumsgården. Denne gang med kapper, kårder, heste, engelske fristelser og en særdeles fri omgang med Alexandre Dumas’ De Tre Musketerer.

En smule sommerregn kunne dog ikke tage humøret fra publikum ved premieren torsdag aften. Efter en kort vandoptørringspause, hvor kost og spand blev fundet frem, kunne løjerne fortsætte.

Sjællands Teater har endnu en gang kastet sig over en klassiker med stor kærlighed og endnu større respektløshed. Resultatet er en farce, hvor Dumas’ fortælling stadig kan skimtes, men hvor den med stor fornøjelse bliver kørt gennem teatrets velkendte maskine af ordspil, musik, anakronismer og absurde indfald.

D’Artagnan på monkey class

Brian Kristensen spiller den unge og ambitiøse D’Artagnan fra Gascogne, der ankommer til Paris med ambitionen om at blive musketer.

Han når stort set kun lige inden for bygrænsen, før han kommer på kant med Athos, Porthos og Aramis. De tre musketerer er ikke just enige om alt – faktisk bruger de i Holbæk mere tid på at kværulere som på at duellere – men sammenholdet viser sig som bekendt, da kardinal Richelieus soldater forsøger at arrestere dem.

Og så går turen mod England.

For dronningens halssmykke er havnet hos hertugen af Buckingham, og det skal naturligvis hentes hjem, før det udvikler sig til en kongelig skandale. D’Artagnan må derfor over Kanalen – naturligvis på monkey class – i en af forestillingens mange muntre omskrivninger af både historie og nutid.

Buckingham stjæler scenen

Hele holdet leverer, som man efterhånden forventer af Sjællands Teaters sommerforestillinger, med stor energi og sikker timing. Men Christian Damsgaard fortjener en særlig fremhævelse som Buckingham.

Hans britiske forfører fører sig frem med ulastelig selvtillid og en kostelig accent. Buckingham har bemægtiget sig den franske dronnings halssmykke, som han opbevarer i et pengeskab, der næppe ville bestå en moderne datasikkerhedsrevision.

Samtidig virker han nærmest besat af at nedlægge Europas adelige fruer, og det giver Tine Gotthelfs Milady noget at arbejde med.

Hun er glimrende som den farlige og forførende Milady – ikke mindst i scenerne med Buckingham, hvor de to får skruet godt op for både forførelse og farce.

Louis den 13. – den trættende

Maria La Cour står for en af aftenens andre store komiske præstationer som Louis den 13. – også kendt som Louis den trættende.

Kongen har mindre blik for statsanliggender end for de seneste parisiske modetendenser og er nærmest besat af at iføre sig det sidste skrig fra modehusene.

Det leder til nogle af forestillingens mest groteske kostumer. Ikke mindst kongens grøntsagsagtige kreationer er svære at tage øjnene fra.

Og kostumer og rekvisitter er i det hele taget noget helt særligt i årets forestilling: smaragdgrønne perler, fuldstændig ufarlige kårer og naturligvis hestene, der giver Brian Kristensen mulighed for – vistnok for fjerde gang og under protest – at kaste sig ud i Poul Reichhardts udødelige “Ibrahim” fra Morten Korch-filmen Det store løb. 

Drama College giver den gas
Tredje årgang fra Holbæk Drama College spiller også en vigtig rolle i forestillingen og giver den gas i en lang række mindre roller.

De dukker blandt andet op som franske fiskesælgere, kardinalens ikke overvældende effektive soldater og nonner i Notre Dame og er med til at give forestillingen den store, levende og lettere kaotiske energi, som sommerforestillingerne efterhånden er blevet kendt for.

Som altid er musikken en væsentlig del af aftenen. Der er flotte og veloplagte sangnumre, som låner løs fra både gamle revyklassikere, moderne musicals og popsange – denne gang endda med en musikalsk afstikker helt til Korea.

Det er netop blandingen af genkendelighed og komplet uforudsigelighed, der fungerer. Man ved aldrig helt, hvilken melodi eller reference der dukker op næste gang.

Sommerteater, når det er bedst

De Tre Musketerer er ikke stedet, man skal gå hen for at få en teksttro udgave af Alexandre Dumas.

Til gengæld får man en aften med højt tempo, veloplagte skuespillere, skøre kostumer, musikalske overraskelser og den helt særlige stemning, som kun opstår i Holbæk Museumsgård en dansk sommeraften.

Og selv når sommervejret kræver, at scenen må have en tur med kost og spand, rokker det ikke ved fornøjelsen.

Vi glæder os til næste år. Her tager Sjællands Teater endnu en klassiker under kærlig behandling, når turen kommer til Frankenstein.

Og allerede nu kan det afsløres, at det naturligvis ikke bliver helt den historie, man kender.

Det kommer til at handle om Frankensteins moster.

De Tre Musketerer spiller til 30. august:
De Tre Musketerer | 6.-30. aug. 2026 | Holbæk Museumsgård | Sjællands Teater

Foto: Dit Holbæk

Foto: Mie Neel

 

 

Del gerne dette