Glæd dig til en helt særlig musikalsk oplevelse, når Kvinder & Kager indtager Kulturhuset No1 i Tølløse fredag den 17. april kl. 19.30 (dørene åbner kl. 18.30).

Her mødes fire markante danske sanger-sangskrivere fra Aarhus, Aalborg, Odense og København – hver med deres unikke stemme, fortællinger og musikalitet.

Det bliver en aften, hvor humor møder eftertænksomhed, hvor ærlige historier står side om side med stærke melodier, og hvor publikum kan nyde både kage og et glas portvin i pausen – alt sammen inkluderet i billetten. Som altid vil der være salg af øl, vin og Søbogaard saft.

Aftenens 4 kunstnere

Perfekt Mor (Vibeke Falden) – farverig og satirisk pop med glimt i øjet

Anna Scharling – anmelderrost og dybt nærværende

Kristine Hoelgaard – smuk, omfavnende folk-pop

Trine Lunau – kendt fra Lunau & Sund og altid fuld af inderlig styrke

Et koncept med glimt i øjet

Kvinder & Kager tager sit navn fra Shu-Bi-Duas ikoniske linje “man kan få kvinder og kager og jordbær for sjov” – og leger kærligt med forventningerne.

Her får du ikke underholdning for sjov, men musik, der rammer, sange, der udfordrer, og kunstnere, der tør sætte ord på kvinders liv, valg og virkelighed. Kun én aften i Tølløse!

Lidt mere om de 4 kunstnere

Bag den farverige figur Perfekt Mor står den Aalborg-baserede sanger, producer og mor til tre Vibeke Falden. Hun har skabt Perfekt Mor som et satirisk modsvar til mediernes og myndighedernes forventninger til hvad vi skal leve op til som forældre. Med inspiration fra bl.a. Venter På Far leverer hun konceptuelle popsange, inspireret af alt fra skoleplatformen Aula til opskrifter på sukkerfri konfekt. 

Anna Scharling, dansk sanger og sangskriver. Hun er aktuel med det anmelderroste album “Langdistanceløber” med singlen “Morgenrøden” i A-rotation på P8 Jazz. Sangene undersøger vigtigheden af at forbinde sig til andre og til sig selv, og fører publikum gennem livets store temaer med en unik blanding af alvor og lethed. “Giver du din tid og rum til fordybelse, kan du få en sjælden musikoplevelse. Så dejligt, at du er tilbage, Anna.” -Allthat.dk. 

Kristine Hoelgaard inviterer indenfor i omfavnende folk-pop univers, hvor eftertænksomhed, egesyge og blik for det bølgende livs poesi findes. Det engelsksprogede debutalbum blev rost af anmeldere. “Flot og fængende folk-pop udspil fra voksen debutant,” lød anmeldelsen fra magasinet All That. 

I løbet af foråret 2025 har Kristine Hoelgaard frigivet nye danske sange om længsel, forbundethed, livskriser og leverpostejsmadder.

Trine Lunau, sanger og sangskriver fra Fyn. Hun er mest kendt som den ene halvdel af duoen Lunau & Sund, som hun driver sammen med sin mand Peter Sund. 

Foto: Chris1million