Danmarksdemokraterne i Holbæk Kommune stiller for første gang op til kommunalvalget – med et stærkt og bredt sammensat kandidathold, der vil sætte borgerne først og skabe en mere respektfuld balance i kommunen.

Partiet, som opstiller med fem kandidater, vil særligt arbejde for:

  • Stop for flere VE-anlæg på land – grøn omstilling skal ske på havet og på bygningernes tage
  • Bedre vilkår for kommunens produktionsvirksomheder og landbrug
  • Mere respektfuld balance mellem by og land
  • At det er borgernes kommune – ikke omvendt

“Det er borgernes kommune – ikke omvendt”
Spidskandidat Søren Stavnskær udtaler:

“Vi er utrolig glade for at stille med et solidt kandidathold bestående af helt almindelige mennesker, der alle vil arbejde for en kommune i bedre og mere respektfuld balance. Det er borgernes kommune – ikke omvendt.”

Aktivitetsudvalgsformand og kandidat, Anna Spindler, supplerer:

“Vi er et stærkt team med forskellige baggrunde, men med samme mål: at bidrage med et friskt pust til lokalpolitikken. Vi ved, at det ikke bliver let at bryde igennem første gang, men med hårdt arbejde kommer man langt. Vores mål er klart – vi vil have en stemme i kommunalbestyrelsen.”

Nej til jernmarker på land – ja til sund fornuft
Partiets formand, Inger Støjberg, har på landsplan markeret sig som stærk kritiker af de såkaldte jernmarker, som ødelægger landdistrikterne. Det samme fokus tager Danmarksdemokraterne med til kommunalvalget i Holbæk.

Søren Stavnskær uddyber:

“Vi kommer til at arbejde for, at den grønne omstilling sker med sund fornuft. Det skal være slut med, at landdistrikterne betaler prisen, som vi har set i fx Sandby. Solceller hører hjemme på bygningernes tage – og vindmøller ude på havet. Det socialdemokratiske flertal er allerede i gang med at udpege nye områder til VE på land, men det kommer ikke til at ske med vores stemmer.”

Klar til valgkampen
Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg stiller op under partibogstav Æ ved kommunalvalget tirsdag den 18. november.

“Vi glæder os til at møde borgerne i valgkampen og lytte til deres input. Sammen kan vi skabe en kommune i bedre og mere respektfuld balance,” slutter Søren Stavnskær.

Kandidaterne i Holbæk
Spidskandidat: Søren Stavnskær, Kundby, 50 år. Ejerleder af Stavnskær Elektrik og nuværende kommunalbestyrelsesmedlem. Har siddet i kommunalbestyrelsen siden 2014. Vil arbejde for en respektfuld balance mellem by og land – nej til vindmøller og jernmarker – ja til borgernes kommune.

Kandidat nr. 2: Anna Spindler, Undløse, 37 år. Faglærer på en landbrugsskole, aktivitetsudvalgsformand og kandidat til Regionsrådsvalget. Brænder for uddannelse
og landdistriktsudvikling.

Kandidat nr. 3: Christian Andersen Brejner, Holbæk Vest, 21 år. Fuldtidsansat studentermedhjælper. Vil være et friskt pust i Holbæk Kommunalbestyrelse, som skal
styres med mere sund fornuft.

Kandidat nr. 4: John Thor Pedersen, Tuse Næs, 75 år. Pensioneret politiassistent fra Midt- og Vestsjællands Politi. Ønsker at styrke tryghed og nærhed i lokalsamfundet.

Kandidat nr. 5: Claus Hansen, Vognserup, 69 år. Pensioneret byggeleder efter over 40 år i byggebranchen. Vil arbejde for ansvarlig økonomi og bedre rammer for seniorer, samt en bevarelse af vores kostbare natur, på bekostning af planlagte VE anlæg.