Børn og unge i Holbæk Kommune kan glæde sig til at dykke ned i en verden af astronomi og musik. I år kommer der nemlig to ekstra forløb i Kulturrygsækken, og de afholdes af Observatoriet i Brorfelde og Holbæk Kulturskole.

Kulturrygsækken i Holbæk Kommune byder på spændende forløb for børn og unge i kommunens skoler. Her får de mangfoldige oplevelser inden for kunst, kultur og foreningsliv i lokale læringsmiljøer. Kulturrygsækken giver dermed mulighed for læring og dannelse på en anden måde, end det er muligt hjemme eller i skolen.

”Solsystemet” er titlen på det ene af de to nye forløb og laves i samarbejde med Observatoriet i Brorfelde. Her er det elever på 4. årgang, der er i kikkerten, og den første udgave af forløbet finder sted i uge 9. Det andet forløb hedder ”Sammenspil”. Her er musik i fokus, og forløbet blev holdt første gang allerede i uge 4 for 3. årgang.

– Kulturrygsækken er simpelthen sådan et godt tilbud for børn og unge. Der er et kæmpe potentiale og en stor gevinst i at få undervisning i nye, spændende rammer. Børnene og de unge udvikler sig, og der er et rigtig godt samspil mellem kulturaktører, dagtilbud og folkeskoler. Jeg glæder mig til at følge ”Solsystemet” og ”Sammenspil”, fortæller Ole Hansen, formand for Udvalget for Kultur og Fritid.

På tur gennem planetstien

”Solsystemet” på Observatoriet i Brorfelde tager eleverne på en tur gennem planetstien. Gasplaneter, klippeplaneter, asteroider og kometer er nogle af de begreber, som 4. klasserne bliver introduceret til. Derudover vil de få erfaring med lys, linser og teleskoper, ligesom de bliver en del af en leg om solsystemet og får mulighed for at observere månen – hvis altså vejr og månecyklus tillader det.

Rygsækforløbet blev skudt i gang med et kickstart-møde for alle undervisere 26. januar, og snart vil Observatoriet få besøg af de første elever. De gennemgår også et sammenhængende læringsforløb før, under og efter besøget på Observatoriet. For eksempel måler eleverne solens position en gang om ugen og bygger egne mini-planetstier i klasselokalerne. Forløbet afsluttes med en virtuel spørgesession mellem elever og astro-naturvejlederen på Observatoriet.

Målet med forløbet er at give eleverne en håndgribelig, meningsfuld og sjov oplevelse, der kan øge lysten til læring inden for naturfagene. Det er også meningen, at eleverne bringes tættere på både solsystemet og deres eget lokalområde her i kommunen.

Ramme for fællesskab

Sammenspil opstår, når musikere spiller sammen og danner en helhed med harmoni og synergi. På den måde sætter Kulturskolens ”Sammenspil” fokus på sammenspil som en ramme for fællesskab. Forløbet skal øge elevernes forståelse af sig selv som en del af et fællesskab og gøre dem nysgerrige på det at være en del af musik- og samfundslivet både som publikum, musikudøvere og kreative medborgere.

Forløbet tager udgangspunkt i de seks bærende elementer aktiv lytning, bevægelse, sprog, improvisatorisk skaben, sammenspil og instrumentpræsentation. Dem vil børnene på forskelligvis vis komme til at arbejde med sammen med Kulturskolens undervisere. Derudover byder forløbet også på et møde med unge musikalske talenter fra det lokale talentmiljø i Holbæk Kommune samt en lærerworkshop.

Kulturrygsækken begyndte i sommeren 2020 og har indtil nu indeholdt et forløb for sjetteklasser med masser af praktisk arbejde om kystlivet omkring Holbæk Fjord. Derudover har der været et forløb for ottendeklasserne med Teatret Fair Play, som er bygget op om forskellige teaterforestillinger – herunder ”Den første dråbe blod” og ”Soldaten”.

Pressefoto