Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2021/01/08 til 2021/01/19.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Narkokørsel – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 21.30 sigtede og anholdt politiet en 24-årig kvinde fra Holbæk for narkokørsel. Hun kørte i en personbil ad Valdemar Sejrsvej, hvor hun blev standset i en rutinekontrol. Den 24-årige fik udtaget en blodprøve, hvorefter hun blev løsladt. Når politiet får resultatet af blodprøveanalysen, vil den 24-årige få besked om resultatet og sagens videre gang.

Ulovlig knallert – Holbækvej, Knabstrup, Mørkøv – Holbæk

Kl. 17.40 kontrollerede færdselspolitiet en knallert, som en 15-årig dreng fra Regstrup var fører af. Knallerten havde konstruktive ændringer, idet dele af udstødningsrøret var fjernet med hastighedsforøgelse til følge, ligesom baglyset var defekt, og knallerten manglende en rød refleks bagpå. Den 15-årige blev sigtet for sidde fejl og mangler ved knallerten og kan nu ud over en bøde også forvente en påstand om en betinget frakendelse af knallertkørekortet.

To spritbilister stoppet samtidig – Vestergade, Tølløse – Holbæk

Kl. 19.55 standsede færdselspolitiet to mænd, der var fører af hver sit køretøj ad Vestergade i Tølløse. Der var tale om en varebil ført af en 43-årig mand fra Kirke-Såby og en personbil ført af en 37-årig mand fra Kirke-Hyllinge. Begge var påvirket af spiritus under kørslen i køretøjerne, så de blev begge kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af blodprøver til nærmere undersøgelse for alkohol. Når disse er blevet analyseret, vil de to mænd hver især høre nærmere fra politiet om afslutningen på deres sager.

Spirituskørsel – Hovedgaden, Svinninge – Holbæk

Kl. 02.30 anholdt og sigtede politiet en 30-årig mand fra Svinninge for kørsel i spirituspåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Spiritus-/narkokørsel – Svinningevej, Svinninge – Holbæk

Kl. 03.40 anholdt og sigtede politiet en 24-årig mand fra Svinninge for kørsel i spirituspåvirket tilstand i en personbil. Politiet mistænkte ham dog også for at være påvirket af narkotika under kørslen, så den 24-årige fik udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og eventuel påvirkning af euforiserende stoffer under kørslen. Når blodprøverne er blevet analyseret, vil han høre nærmere fra politiet med resultatet heraf.

Hastighed, håndholdt mobiltelefon og kørsel i frakendelsestiden – Nykøbingvej, Holbæk

Kl. 15.32 var en af færdselspolitiets patruljer på Nykøbingvej i Holbæk ved Audebo-dæmningen, hvor betjenten bemærkede en modkørende bilist, som talte i håndholdt mobiltelefon. Patruljen kørte efter varebilen for at lave en rutinekontrol. Varebilen kørte stærkere end tilladt, og sænkede ikke hastigheden, selvom den nu befandt sig i en 60 km/t zone på Nykøbingvej mod syd. Betjenten startede en hastighedsmåling på varebilen, som blev målt til at køre med en gennemsnitshastighed på 93 km/t.

Bilisten blev standset ved Audebovej, og politiet henvendte sig til føreren, en 34-årig mand fra Vig. Han kunne ikke fremvise et kørekort, da betjenten bad om det, da han var frakendt førerretten. Den 34-årige blev sigtet for at køre for hurtigt, at anvende håndholdt mobiltelefon under kørslen og for at køre i frakendelsestiden. Politiet kontaktede bilens ejer, som ikke havde givet den 34-årige lov til at låne bilen, så han blev nu også siget for uberettiget brug af bilen. Turen stoppede derfor for den 34-årige, som kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Opmærksom borger fik stoppet spiritusbilist – Omfartsvejen, Holbæk

Kl. 17.14 anmeldte en bekymret bilist, at en personbil kørte meget usikkert og slingrende ad Omfartsvejen i Holbæk. En patrulje satte kursen mod bilisten, som blev standset i Holbæk by. Føreren af bilen, en 50-årig mand fra Svinninge, var påvirket af alkohol over det tilladte. Han blev anholdt, sigtet og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt.

Væltede træer og hegn i blæsevejret – Holbæk, Kalundborg, Odsherred, Lejre

Onsdag eftermiddag var der flere træer og et enkelt hegn som væltede i blæsevejret. Hårdest ramt var den nordvestlige del af kredsen. I et tilfælde var en bilist så uheldig at blive ramt af et træ, som væltede i Svebølle. I Kalundborg lidt senere kørte en bilist ind i et væltet træ. Ingen personer meldes at være kommet til skade i den forbindelse.

Kl. 16.05 Kattegatsvej/Holbæk Have, Holbæk. Ti meter langt metalhegn omkring en byggeplads væltet ud på kørebanen. Handlekraftige borgere havde rejst hegnet før politiets ankomst.

Kl. 16.10 Frederiksberg/Øresøvej, Svebølle – Holbæk. En 25-årig mand fra Svebølle kørte i bil ad Frederiksberg mod nord, da et træ, på grund af blæsten, i det samme væltede hen over kørebanen og ramte bilen. Føreren slap uskadt fra uheldet, men politi og brandvæsen kørte til stedet. Brandvæsnet sørgede for at vejen blev ryddet op og politiet registrerede uheldet.

Kl. 16.46 Kattekærstrædet, Orø -Holbæk. Et stort træ var væltet ind over kørebanen og spærrede hele vejen. Politiet kontaktede Falck, der sørgede for at fjerne træet.

Kl. 16.56 Eskebjergvej, Kalundborg. En 51-årig mand fra Asnæs kontaktede politiet, idet han netop i bil havde påkørt et mindre træ, som lå hen over Eskebjergvej. Træet var på omkring 10-12 cm i diameter, men så tungt at det ikke kunne flyttes ved håndkraft. Den 51-årige var uskadt, men træet spærrede hele vejen. Brandvæsnet lagde vejen forbi og fik flyttet træet.

kl.18.27 Egebjergvej, Nykøbing Sj. – Odsherred. Brandvæsnet fjernede et stort træ, der lå på vejen og blokerede for trafikken.

Kl. 18.58 Bøgebjergvej, Vig – Odsherred. Træ væltet over vejbanen, så trafikken på stedet var standset. Brandvæsnet kørte frem og fjernede træet, så færdslen igen kunne passere.

Kl. 19.37 Østre Skovvej/Ravnsbjergvej, Vig – Odsherred. Et træ på ca. 50 cm i diameter var væltet hen over vejen og spærrede for trafikken i begge retninger indtil det blev fjernet.

Kl. 19.44 Syvendeskovvej, Tølløse – Holbæk. Et træ lå væltet over vejen, så det ikke var muligt at passere. Politiet kontaktede Falck, der sendte personale ud at fjerne træet.

Kl. 20.35 Bispegårdsvej, Lejre. Et træ lå væltet midt på kørebanen. Falck underrettet og ville fjerne træet.

Kl. 22.25 Aggersvoldvej, Ud for Aggersvold Gods, Jyderup – Holbæk. Et stort træ lå væltet på kørebanen. Falck blev orienteret og kørte til stedet, hvor træet blev fjernet.

Kl. 22.40 Skovvejen, Jyderup – Holbæk. En patrulje kom kørende på Skovvejen ved Jyderup, hvor vejen pludselig var spærret på grund af et væltet træ. Politiet blev på stedet indtil træet var blevet fjernet efter ca. en time.

Kl. 06.20 torsdag morgen. Rørvig Kirkevej, Rørvig – Odsherred. Ved kirken var væltet to træer, hvoraf det ene spærrede hele den mindre befærdede vej. Kommunen og brandvæsnet orienteret og ville sørge for at fjerne træet.

Holbæk
Kl. 17.20 skete et solouheld med en varebil på Holbækmotorvejen i østlig retning ved Holbæk, da en 29-årig mand fra Roskilde pludselig mistede herredømmet over bilen på grund af glat føre. Varebilen påkørte autoværnet flere gange, så der skete skader på bil og autoværn. Autoværnet blev bøjet flere steder på en strækning på 20 meter. Varebilen kunne ikke køre videre fra stedet, men blev fjernet af vejhjælp.

Løs jolle bjærget i havn – Strandmøllevej, Holbæk

Kl. 10.35 fik politiet anmeldelse om en jolle som drev rundt i Holbæk Fjord. Jollen drev mod øst, og anmelderen kunne ikke se nogen personer i eller omkring jollen. Brandvæsnet satte en båd i vandet og sejlede hen til jollen. Alt tydede på, at jollen blot havde revet sig løs. Båden blev bjærget ind til Holbæk Marina og ejeren af jollen blev kontaktet. Han bekræftede, at båden burde ligge fortøjret, men måtte have revet sig løs.

Røg i opholdsrum – Havevang, Holbæk

Kl. 21.38 kørte politi og brandvæsen til en anmeldelse om røg i en opgang i Havevang i Holbæk. Røgalarmen i kælderen var aktiveret, men der var ingen ild. Beboeren i opgangen blev evakueret. Brandvæsnet sendte en røgdykker ned i kælderen, hvor der blev fundet en skraldespand, som var årsag til røgudviklingen. Der var ikke gået ild i noget, men kun tale om gløder og røg. Ved nærmere undersøgelse af skraldespanden, blev årsagen til røgudviklingen fundet. Der var tale om nogle kul, formentlig fra en vandpibe, som var smidt i skraldespanden i et opholdsrum. Kuldene havde ligget og ulmet og forårsaget røgen. Det lykkedes ikke politiet at finde frem til, hvem som havde smidt kuldene i skraldespanden, men politiet laver en brandundersøgelse om sagen.

Solouheld – Søstrupvej, Holbæk

Kl. 01.23 skete et solouheld i en højresvingskurve på Søstrupvej mod syd. En bil med fire personer i kørte ind i kurven, hvor føreren, en 18-årig mand fra Gislinge, mistede herredømmet over bilen, som kørte over i modsatte vejbane, ramte et træ og brød i brand. Politi, brandvæsen og tre ambulance kørte til stedet, hvor alle personerne var kommet ud af bilen. En af passagererne blev taget med på sygehuset til kontrol, men var ikke kommet til skade. De øvrige blev tilset på stedet og var uskadte. Brandvæsnet fik slukket branden, men bilen udbrændte totalt. Politiet optog rapport om uheldet, for at belyse omstændigheder.

Hastighedsindsats og narkokørsler – Holbæk

Politiet havde fredag en færdselskontrolkontrol i Holbæk kommune med fokus på ugens hastighedskampagne. På Adelers Allé ud for Thorsvænget i Gislinge blev målt med laser om formiddagen. Tre køretøjer blev målt til at køre for hurtigt i byzonen, hvor den tilladte hastighed er 50 km/t. To bilister blev målt til at køre mere end 30% for hurtigt, og kan forvente en bøde og et klip i sagerne. Den tredje sag var en hastighedsmåling af en lastbil med sættevogn, som blev målt til at køre 72 km/t, hvilket er en overtrædelse på mere end 40%, som udløser en betinget frakendelse af førerretten til føreren, en 39-årig chauffør fra Fakse. Derudover blev en bilist sigtet for at køre for stærkt på Ringstedvej fredag morgen. Otte bilister blev sigtet for at køre mere end de tilladte 110 km/t på motorvejen, hvoraf en også anvendte håndholdt mobiltelefon. En 24-årig mand blev kl. 00.05 anholdt og sigtet for narkokørsel på Skovvejen i Mørkøv, efter en narkometertest viste, at han var påvirket af hash og kokain. Han havde desuden ingen kørekort, og var i besiddelse af en ulovlig foldekniv og en mindre hashklump, som han også blev sigtet for. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Den anholdte var desuden i besiddelse af en firecifret kontantbeløb, og da han skyldte penge til det offentlig inddrog politiet en del af disse penge.

Søndag aften mellem kl. 19.40-20.15 en hastighedskontrol med laser på Skovvejen ved Knabstrup Møllevej i Mørkøv. På godt en halv times kontrol blev syv biler målt til at køre med en hastighed på mere end 30% over den tilladte hastighed på 70 km/t.
Den ene hastighedssag blev foretaget kl. 19.59, hvor politiet målte en varebil til at køre 99 km/t på strækningen. Bilisten blev standset og sigtet for at køre for stærkt. Føreren, en 23-årig mand fra Mørkøv, blev skønnet narkopåvirket og testet med narkometeret, som viste positiv for kokain og hash. Han blev derfor sigtet for narkokørsel, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Han vil senere høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøven kommer.

Færdselsuheld – Amtsvejen / Skovvejen, Stokkebjerg, Jyderup – Holbæk

Kl. 17.57 fik politiet melding om et færdselsuheld, idet to biler var stødt sammen, og en ambulance var sendt til uheldsstedet. Det viste sig, at to personbiler var stødt sammen i det lysregulerede vejkryds mellem Amtsvejen og Skovvejen. En 51-årig mand fra Roskilde var kørt ad Skovvejen i vestlig retning og ind i lyskrydset, hvor han stødte sammen med en 27-årig kvinde fra Roskilde, der kørte ad Amtsvejen i sydlig retning. Begge parter havde til hensigt at fortsætte ligeud i krydset. Den 51-årige blev bragt til skadestuen til kontrol, men var sluppet med diverse knubs ligesom modparten. Politiet har optaget rapport om uheldet for at få klarlagt, hvad lyssignalerne viste i parternes færdselsretninger, da de kørte ind i krydset. De forulykkede biler blev skubbet ud til siden til senere borttransport ved parternes egen foranstaltning.

Indbrud i perioden

Tranekær, Gislinge
H/F Slotshaven, Bøgehaven, Holbæk
Ahlgade, Holbæk
Jernbanevej, Holbæk
Søndervang, Holbæk
Koblet, Holbæk
Hirsevænget, Tuse, Holbæk
Bjergsted Byvej, Jyderup
Torlundevej, Svinninge
Ved Søen, Undløse, Tølløse
Syvendeskovvej, Undløse, Tølløse

Foto: ABW