Sidste år var mænd og drenge impliceret i 80 procent af alle fyrværkeriskader. To ud af tre bar ikke beskyttelsesbriller. Derfor er Dansk Blindesamfund, læger fra Odense Universitetshospital og Louis Nielsen i år gået sammen for at slå fast, hvor vigtigt det er at huske beskyttelsesbrillerne.

Derfor deler Louis Nielsen Holbæk og Dansk Blindesamfund gratis sikkerhedsbriller ud i butikken. Det sker i dagene mellem jul og nytår.
– Alt for mange kommer fortsat til skade nytårsaften. Mange af dem fordi de ikke bruger beskyttelsesbriller. Særligt trist er det, at det er mange mænd og unge drenge, som fylder i skadesstatistikken. Beskyttelsesbriller er og bliver den bedste beskyttelse mod fyrværkeriskader. Derfor kan det ikke siges nok, hvor vigtigt det er at huske dem, når nytåret skal skydes ind – uanset om du er barn eller voksen, tilskuer eller selv affyrer fyrværkeriet, siger Søren Larsen og Jens Lauritsen, overlæger på Odense Universitetshospital og tilknyttet Ulykkes Analyse Gruppen.

I år gør Louis Nielsen sammen med Dansk Blindesamfund en ekstra indsats for at minde brillebrugere om, at deres briller ikke i sig selv beskytter mod fyrværkeriet. Det er derfor vigtigt, at brillebrugere også tager beskyttelsesbriller på.
– Vores beskyttelsesbriller er udviklet, så de både kan bruges af brillebrugere ud over brillerne og folk, der ikke bruger briller. Det er vigtigt at beskytte øjnene, også når man bruger briller. For almindelige briller beskytter ikke og kan skabe en falsk tryghed, fortæller Gitte Brink, der er klinisk fagspecialist hos Louis Nielsen.

Én øjenskade er en for meget

Af de 228 danskere, der pådrog sig fyrværkeriskader ved årsskiftet 2019/2020, fik ni personer øjenskader. Kun tre ud af ti af de tilskadekomne bar beskyttelsesbriller. Og ”den tendens skal vendes – det er ”simpelt” at tage briller på – men husk det nu”, fastslår Søren Larsen og hans kollega Jens Lauritsen, der begge er overlæger og tilknyttet Ulykkes Analyse Gruppen. De bliver bakket op af

Dansk Blindesamfund og Louis Nielsen:
–Det er foruroligende så mange fortsat kommer til skade med fyrværkeri, da fyrværkeriskader kan følge én resten af livet. Jeg ved, hvor svært det er at leve uden syn. Med beskyttelsesbriller kan langt de fleste øjeskader dog undgås. Derfor har vi påtaget os et ansvar og deler gratis beskyttelsesbriller ud. Det er alt andet lige bedre at bruge sikkerhedsbriller én gang om året end blindestok hver dag resten af livet, siger Thorkild Olesen, Landsformand i Dansk Blindesamfund.

Optikerkæden Louis Nielsen støtter op om budskabet om at huske beskyttelsesbriller for at komme øjenskaderne til livs.
– Én øjenskade er en for meget. Beskyttelsesbriller er den bedste måde at forebygge øjenskader – derfor deler vi gratis beskyttelsesbriller ud, så der ikke er nogle undskyldninger for ikke at huske brillerne. Vi skal passe godt på vores øjne hele året, men det er ekstra vigtigt at beskytte dem nytårsaften, fortæller Gitte Brink.

Husk den sunde fornuft

Oven på erfaringerne med fyrværkeriskader sidste nytår opfordrer Louis Nielsen forældre til at holde godt øje med deres børn i det kommende nytår:
– Fyrværkeriulykker ramte i højere grad børn og unge – og især drenge ved sidste nytår. Hele familien skal bruge deres sunde fornuft i nytåret. Og forældre skal både være opmærksomme på deres egen og på deres børns adfærd, huske beskyttelsesbriller og følge sikkerhedsrådene nytårsaften – også hvis man i forvejen bruger briller, fortæller Gitte Brink.

Gratis beskyttelsesbriller frem til nytår

Louis Nielsen Holbæk opfordrer sammen med Dansk Blindesamfund og lægerne fra OUH byens borgere til at komme forbi og hente et par beskyttelsesbriller. Beskyttelsesbrillerne kan både bruges af ikke-brillebrugere, men også udenpå en almindelig brille, hvis man bruger briller i forvejen.
Butikken har et begrænset antal briller, og uddelingen sker efter først-til-mølle-princippet.

Få en sikker nytårsaften

I samarbejde med Analyse Ulykkes Gruppen giver chefoptiker Annette Bengtsson og kollegaerne i Louis Nielsen Holbæk dig her syv råd forud for nytårsaften:

1. Brug altid beskyttelsesbriller – også når du er tilskuer – hjælp også dine børn til at huske deres.
2. Tænd aldrig fyrværkeri, når du holder det i hånden
3. Hold sikkerhedsafstand og læn dig aldrig ind over fyrværkeriet
4. Gå aldrig tilbage til en fuser
5. Brug aldrig ulovligt fyrværkeri
6. Vær en god rollemodel og vis dine børn, hvordan de skal håndtere og affyre fyrværkeri korrekt.
7. Dine almindelige briller beskytter ikke mod fyrværkeri. Brug derfor beskyttelsesbriller ud over dine almindelige briller.

Kilde: Ulykkes Analyse Gruppen ved OUH – se oversigten på http://ouh.dk/wm140134

Pressefoto