Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2020/12/16 til 2020/12/29.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Narkokørsel i frakendelsestiden – Smedelundsgade, Holbæk

Kl. 12.28 anholdt og sigtede politiet en 20-årig mand fra Kalundborg for både kørsel i narkotikapåvirket tilstand og kørsel i frakendelsestiden i en personbil, som han førte ad Smedelundsgade. En narkometertest indikerede nemlig, at den 20-årige var påvirket af cannabis under kørslen, så han fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Han vil således høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Narkokørsel uden førerret – Industrivej, Jyderup – Holbæk

Kl. 20.45 anholdt og sigtede politiet en 23-årig mand fra Jyderup for både kørsel uden førerret og for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han vil høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Indbrudstyve overrasket – Tølløsevej, Tølløse – Holbæk

Kl. 02.27 fik politiet en anmeldelse fra en 42-årige mand fra Tølløse, som netop havde overrasket to mænd, der var i færd med at bryde et vindue op i hans hus. Da de to mænd følte sig opdaget, tog de flugten i en sølvgrå personbil og kørte væk i østlig retning. Mændene nåede således ikke at stjæle noget og blev af anmelderen beskrevet som mørkklædte. En haspe i vinduet, som tyvene forsøgte at bryde op, var blevet ødelagt som følge af indbrudsforsøget. Politiet fandt hverken den sølvfarvede bil eller de to mænd i området og afventer nu resultatet af eventuelle tekniske spor i sagen.

Anholdelse – Tyveri af fyrværkeri – Spånnebæk, Holbæk

Kl. 02.58 modtog politiet en anmeldelse fra en byggemarked, hvor en container tidligere på natten var blevet opbrudt og efterfølgende tømt for indholdet af fyrværkeri. Ved anmeldelsen fik politiet oplyst, at en sporingsenhed gemt i fyrværkeri indikerede, at det stjålne fyrværkeri befandt sig på en adresse i Gislinge-området. Flere patruljer kørte til den omhandlede adresse, hvor politiet fik kontakt til en 23-årig mand fra Gislinge. Ved den efterfølgende ransagning af ejendommen i landlige omgivelser fandt politiet det stjålne fyrværkeri gemt i en bygning. Den 23-årige blev anholdt som mistænkt for tyveriet af fyrværkeriet fra containeren og transport af det til findestedet. Personale fra byggemarkedet blev underrettet om fundet, så genudlevering til rette ejer kunne finde stede snarest. Den 23-årige blev transporteret til politistationen i Roskilde til afhøring i sagen, men forventes efter de uopsættelige efterforskningsskridt og afhøring til sagen at blive løsladt uden fremstilling i grundlovsforhør. Den 23-årige kan således forvente at høre fra politiet på et senere tidspunkt, når straffesagen skal afgøres.

Spirituskørsel uden generhvervet kørekort – Skovvejen, Jyderup – Holbæk

Kl. 11.58 kørte en personbil ført af en 82-årig mand fra Holbæk galt på Skovvejen. Manden påkørte en kantsten og punkterede, og politiet bad manden foretage en udåndingsprøve, der viste over det tilladte. Han blev derfor sigtet for spirituskørsel samt kørsel uden gyldig førerret, og han blev anholdt for at få udtaget en blodprøve. Mandens hustru, en 62-årig kvinde fra Holbæk, blev sigtet for at overlade sit køretøj til en person uden gyldig førerret. Begge vil høre nærmere om sagen, når den skal afgøres.

Bedrageri – Stenhusvej, Holbæk

Kl. 16.28 henvendte en mand sig ved vareudleveringen i en El-giganten i Holbæk, hvor han, på grund af en misforståelse hos personalet, fik udleveret to fjernsyn til en værdi over 9.000 kr. Selvom han ikke var den retmæssige køber af varerne, tog han imod de to tv og kørte fra stedet. Senere kom dog den retmæssige køber til butikken for at afhente de betalte tv. Først her blev personalet opmærksom på den første mands bedrageri ved i ond tro at køre væk med varerne, selvom han ikke havde betalt for dem. Politiet foretog afhøringer og teknisk efterforskning på stedet, som førte frem til en 39-årig mand fra Gentofte, der opholdt sig i et sommerhus i Odsherred. Manden blev kortvarigt anholdt og sommerhuset ransaget. Her fandt politiet det ene tv, mens det andet tv blev fundet hos et familiemedlem. Manden blev sigtet og afhørt til sagen, hvorefter han blev løsladt. Forretningen fik de to tv tilbage og den 39-årige og vil høre mere i sagen, når den skal afgøres.

Færdselsuheld – Skovvejen, Knabstrup, Regstrup – Holbæk

Kl. 10.58 havde en 36-årig mand fra Holbæk mistede kontrollen over sin personbil, da han kørte i vestlig retning ad Skovvejen ved Knabstrup. Ved Knabstrup Møllebakke påkørte han derfor en lygtepæl, som kom til at hælde ind over en mark. Den 36-årige slap uskadt fra uheldet, og ingen øvrige trafikanter blev involveret i uheldet, så politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet.

Narkokørsel – Holbækmotorvejen, Roskilde

Kl. 12.07 anholdt og sigtede politiet en 28-årig mand fra Ørsted for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Holbækmotorvejen ved afkørsel 13 ved Roskilde. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Gl. Skovvej, Nyby, Tølløse – Holbæk

Kl. 10.00 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet en bilist var kørt ind i et træ. Det viste sig at være et solouheld uden andre trafikanter involveret. Ingen var kommet til skade ved uheldet, der skete, da en 26-årig mand fra Store-Merløse under kørsel ad Gl. Skovvej var kommet ud i rabatten og havde mistet kontrollen over bilen. Det endte med, at han til sidst påkørte et træ. Da den 26-årige skønnedes at være påvirket af spiritus, blev han sigtet for spirituskørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Røveri mod supermarked opklaret – Nørupvej, Regstrup – Holbæk

Kl. 08.29 anmeldte personalet i supermarkedet Dagli’ Brugsen, at en mand netop havde truet kasseekspedienten med en pistollignende genstand til at udlevere kassebeholdning. Med en mindre kontantbeløb som udbytte flygtede røveren efterfølgende fra stedet til fods. Flere patruljer blev sendt til området for at lede efter røveren, som politiet kunne se på forretningens overvågningsfotos. Ud fra disse fotos havde politiet ud fra lokalkendskabet til områdets unge og deres omgangskreds et meget godt bud på røverens identitet. Den mistænkte røver blev derfor opsøgt på en bekendts bopæl i Regstrup, hvor politiet kl. 09.00 kunne foretage anholdelse af tre personer på den pågældende adresse. Der var tale om en 17-årig ung mand fra Regstrup, en 15-årig pige fra Holbæk og en 15-årig dreng fra Hellerup, som var i besiddelse af både det kontante røveriudbytte og den anvendte pistollignende genstand, som viste sig at være en hardball-pistol. Alle tre anholdte blev transporteret til en politistation, hvortil også de sociale myndigheder blev tilkaldt for at overvære afhøringen af de unge anholdte. De blev alle tre sigtet for røveriet, men ud fra overvågningsfotos og signalementet på røveren kunne den 15-årige mistænkes for at være den person, der havde udført røveriet i supermarkedet. Den 15-årige blev derfor torsdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk, hvor anklagemyndigheden ud over røveriet i Regstrup også sigtede ham for et røveri mod en person på Nygade i Holbæk den 15. december 2020, hvor han sammen med flere p.t. uidentificerede medgerningsmænd frarøvede en 15-årig dreng fra Holbæk en kasket og et samtidigt forsøg på at tage en taske fra ham. Retten bestemte, at den 15-årige skulle varetægtsfængsles, så politiet skulle efterfølgende transportere ham til en lukket institution for unge kriminelle. I forbindelse med transporten forsøgte den 15-årige at flygte fra politiet, som dog hurtigt fik ham løbet op, fordi han var iført håndjern. Flugtforsøget medførte så straks yderligere en sigtelse for overtrædelse af straffeloven for at flygte fra politiet som frihedsberøvet. Herefter lykkedes det politiet at få bragt den 15-årige frem til sin institution, hvor han skal være frihedsberøvet foreløbigt frem til den 12. januar 2021. De to øvrige anholdte blev løsladt uden fremstilling i grundlovsforhør, men de er fortsat sigtede i røverisagen.

Grundlovsforhør i sag om dokumentfalsk – Vipperød – Holbæk

Torsdag formiddag bliver en 39-årig udenlandsk mand fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Holbæk med begæring varetægtsfængsling i en sag om dokumentfalsk. Politiet var i går formiddags på en aktion mod socialdumping på en byggeplads i Vipperød, hvor de traf den 39-årige mand, som legitimerede sig med et falsk rumænsk id-kort. Den 39-årige blev sigtet for dokumentfalsk, anholdt og taget med til afhøring på politistationen med tolk. Politiet begærer manden varetægtsfængslet, mens sagen behandles og hans identitet fastslås. Straffesagen vil blive afgjort senere, hvorefter der vil tage stilling til om den 39-årige kan udvises af Danmark med et indrejseforbud.

Indbrud i perioden

Ringstedvej, Kvanløse, Holbæk
Christiansmindevej, Holbæk
Godthaabsvej, Holbæk
Kalundborgvej, Allerup, Holbæk
Askov Huse, Mørkøv

Foto: ABW