Hvert år uddeler DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd prisen som årets bedste kommune for unge. I år er Holbæk Kommune blandt de 10 opløbere. Det skriver DUF i en pressemeddelelse.

Under voteringen lagde dommerne særlig vægt på, at Holbæk Kommune har afsat et stort frirum for unge ved havnen, og at man samtidig arbejder ud fra troen på, at der ikke findes én løsning, der rummer alle unge.

Herudover arbejder Holbæk Kommune med en bred indgangsvinkel, hvor alle unge opfattes som ligeværdige, og hvor man har et stålfast fokus på, hvad der interesserer ungdommen i kommunen.

En ærefuld titel

I mere end ti år har DUF uddelt prisen som Årets Ungdomskommune til en kommune i Danmark, som gør en ekstraordinær indsats for børn og unge.

Chris Preuss, formand for DUF, udtaler i pressemeddelelsen:

“Vi har fået rekordmange indstillinger til Ungdomskommuneprisen i år, og det viser bare, at kommunerne arbejder aktivt med at inddrage ungdommen. Derfor har det også været rigtig svært at koge feltet ind. De ti kommuner, der er gået videre i opløbet om at vinde prisen, har på hver sin måde haft noget unikt i deres indstilling, som har været med til at afgøre, at de er gået videre”.

De nominerede

I år er ti kommuner med i opløbet om at blive Årets Ungdomskommune.

I alfabetisk rækkefølge er følgende kommuner med i opløbet om titlen:

Faaborg-Midtfyn, Gentofte, Holbæk, Norddjurs, Nyborg, Odsherred, Rudersdal, Skive, Svendborg og Vesthimmerland.

Om prisen

Prisen ”Årets Ungdomskommune” blev stiftet i 2006 af DUF og uddeles i dag som en anerkendelse af de kommuner, der går forrest for at sikre gode vilkår for unge. I bedømmelsen bliver der særligt lagt vægt på, hvordan kommunen forbedrer unges deltagelse, udfoldelsesmuligheder og levevilkår – gerne ved at skabe gode rammer for frivilligt arbejde med børn og unge.

Årets dommerpanel består af:

Chris Borup Preuss, formand for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd
Mikael Smed, borgmester i Vordingborg Kommune, sidste års vinderkommune
Maria Bruselius-Jensen, lektor ved Center for Ungdomsforskning
Nicklas Lindsten, formand for NAU – Netværket af Ungdomsråd

Læs mere her

Foto: ABW