Borgerpanelet har givet deres mening om, hvordan de oplever Holbæk by og Holbæk Havn. I spørgeundersøgelsen ses både på parkering, tryghed, handelsliv med videre.

Borgerne er på de fleste parametre enige i, at Holbæk er en attraktiv handelsby. Især et godt udvalg af butikker angives som vigtigste årsag til at handle i Holbæk. Herudover findes også et godt udvalg af caféer og restauranter, samt at det er nemt at komme til og rundt i byen. Borgerne er således enige/helt enige i, at Holbæk alt i alt har en levende bymidte. Det glæder borgmester i Holbæk Kommune, Christina Krzyrosiak Hansen.

”Med Holbæk by har vi et attraktivt handelscentrum i det nordvestsjællandske område, der tiltrækker mange kunder fra nær og fjern. Når jeg færdes i bymidten, oplever jeg en meget velfungerende handelsby, hvor der er en bred vifte af tilbud, og ikke kun inden for detailhandlen, men også inden for kultur og turisme med bl.a. Holbæk Art og hele havneområdet. I de senere år er der sket en stigning af aktiviteter og oplevelser i Holbæk. Det har gavnet byen og er med til at gøre det attraktivt for nye butikker at flytte til Holbæk og dermed supplere det fine udbud, vi allerede har. Vi skal fortsætte med det brede samarbejde indenfor kultur, sport, events, erhverv og turisme, så den positive udvikling af Holbæk som en attraktiv handelsby fortsætter, sikrer vækst og skaber gode oplevelser for borgere og gæster. Ikke mindst i disse udfordrende corona-tider, hvor det er vigtigt, at vi fortsat handler lokalt,” fortæller Christina Krzyrosiak Hansen.

Borgernes respons vækker glæde

Hos Holbæk Byforum er formand Mikael Vester glad for borgernes tilbagemeldinger i undersøgelsen.

”Holbæk Byforum blev stiftet i 2015 og har arbejdet målrettet med at skabe en levende og attraktiv bymidte i Holbæk. Det er dejligt at se, vi går frem på omtrent samtlige målepunkter i borgerpanelundersøgelsen. Det viser, at arbejdet, vi har udført i Holbæk Byforum sammen med Holbæk Kommune og andre aktører, har været værdifuldt for vores borgere og handelslivet. Det er vigtigt for os at give vores besøgende en god oplevelse, når de besøger Holbæk og bymidten, herunder at mobiliteten rundt imellem byens forskellige områder er så nem som muligt. I mange byer ser vi en betydelig stigning i tomme butikker, bl.a. på grund af et stigende salg via internettet. Denne udvikling har vi ikke i Holbæk, og det er meget glædeligt, og vi vil fortsætte bestræbelserne på at fastholde og udvikle Holbæk og bymidten som en attraktiv handelsby. Vi ser frem til at arbejde videre med undersøgelsen og bidrage positivt i arbejdet med udviklingen af en ny byrumsplan for Holbæk bymidte,” udtaler Mikael Vester.

Læs mere her

Foto: ABW