Udbuddet af danske sommerhuse er i løbet af 2020 faldet til det laveste niveau siden 2006, og især coronakrisen har påvirket markedet markant. Men selvom landet samlet set har fået væsentligt færre sommerhuse at vælge mellem, så er der faktisk flere af landets kommuner, hvor udbuddet lige nu er større end før krisens start.

Foto: DanCenter

6.500. Så mange sommerhuse havde de danske sommerhuskøbere at vælge mellem i august måned, og det er et niveau, der ifølge Finans Danmark er det laveste niveau i 14 år. Det er især coronakrisen, der ser ud til at have haft en markant effekt på udbuddet, og siden nedlukningen af samfundet i marts er udbuddet således faldet med knap 20 procent.

Men selvom det lave udbud kan få markedet til at virke håbløst for potentielle sommerhuskøbere lige nu, er det dog langt fra en tendens, man ser i alle landets kommuner. En ny undersøgelse fra Spar Nord på baggrund af tal fra Finans Danmark viser nemlig, at udbuddet af sommerhuse i nogle kommuner faktisk lige nu er større end før coronakrisen.

Det gælder især i kommunerne Lejre, Stevns og Halsnæs, som placerer sig øverst på listen over sommerhuskommuner, hvor udbuddet af sommerhuse lige nu er højere end før krisens start. I august måned var der nemlig henholdsvis 65,0 procent, 23,3 procent og 22,8 procent flere fritidshuse at vælge mellem, hvis man sammenligner med februar måned i år.

– Selvom især coronakrisen har fået sommerhusmarkedet til at eksplodere, er der fortsat kommuner, hvor udbuddet lige nu er væsentlig højere sammenlignet med årets begyndelse. I Lejre er der for eksempel 26 flere fritidshuse at vælge mellem nu sammenlignet med februar, mens der i en kommune som Gribskov faktisk er hele 37 flere fritidshuse til salg, forklarer cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm og fortsætter:

– Er sommerhuskøb således i tankerne, kan man med fordel udvide sin søgning og se mod de kommuner, hvor udbuddet ikke har taget det samme dyk, som man har set i mange andre kommuner. På den måde kan man styrke chancerne for, at man finder præcis det sommerhus, der matcher ens behov, smag og pengepung.

Også i Gribskov og Aarhus Kommune ser man et højere udbud nu sammenlignet med februar måned. I Gribskov Kommune er udbuddet nemlig steget med 11,9 procent, mens det i Aarhus Kommune er steget med 9,4 procent.

Sommerhuse revet væk på Sjælland
Men selvom flere kommuner lige nu har et udbud, der er større end før krisen, er det dog ikke den generelle tendens i landet. I hele 63 af landets 98 kommuner er udbuddet nemlig faldet i august måned sammenlignet med årets begyndelse, og især i kommuner som Ballerup og Holbæk er det blevet sværere at finde drømmesommerhuset. I Ballerup er udbuddet faldet med 48,1 procent siden februar, mens det i Holbæk er faldet med 47,9 procent:

– Det er tydeligt, at krisen har sat sine spor i disse kommuner, hvor udbuddet er næsten halveret. Potentielle sommerhuskøbere har fået øjnene op for markedet herhjemme, mens sommerhusejere har været mere tilbageholdende med at sætte sin feriebolig til salg, og det er det lave udbud et resultat af, lyder det fra Jens Nyholm, som fortsætter:

– I den forbindelse bliver det spændende at se, om danskernes rejseadfærd har ændret sig permanent, eller om udbuddet atter falder, når der er kommet en coronavaccine til Danmark, slutter han.

Også i Jylland er udbuddet af sommerhuse faldet markant i flere kommuner, hvor især Hedensted og Odder har færre fritidshuse til salg. Her er udbuddet nemlig faldet med henholdsvis 43,0 procent og 40,8 procent. På Fyn er det Svendborg Kommune, der har haft de mest eftertragtede sommerhuse med et fald på 46,4 procent.

 

Top-5 over sommerhuskommuner: Her er udbuddet steget mest

  Kommune Udbud februar 2020 Udbud august 2020 Forskel Procentvis stigning
1. Lejre 40 66 26 65,0
2. Stevns 30 37 7 23,3
3. Halsnæs 101 124 23 22,8
4. Gribskov 312 349 37 11,9
5. Aarhus 32 35 3 9,4

Kilde: Finans Danmark

 

Top-5 over sommerhuskommuner: Her er udbuddet faldet mest

  Kommune Udbud februar 2020 Udbud august 2020 Forskel Procentvis fald
1. Ballerup 27 14 -13 -48,1
2. Holbæk 94 49 -45 -47,9
3. Svendborg 28 15 -13 -46,4
4. Hedensted 86 49 -37 -43,0
5. Odder 49 29 -20 -40,8

Kilde: Finans Danmark

 

 

Del på sociale medier