Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2020/09/28 til 2020/10/06.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Knabstrupvej / Knabstrup Møllebakke / Skovvejen, Mørkøv – Holbæk

Kl. 17.32 rykkede politiet og ambulancepersonale ud til et færdselsuheld, hvor to bilister var stødt sammen. Ingen var kommet til skade ved uheldet, der skete, da en 19-årig kvinde fra Regstrup i en personbil kørte ad Knabstrupvej mod nord frem til krydset ved Skovvejen, hvor hun havde ubetinget vigepligt. Under krydsning af Skovvejen for at fortsætte videre ad Knabstrup Møllebakke stødte hun i det vestgående spor på Skovvejen sammen med en 21-årig mand fra Kalundborg kørende i en personbil. Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, men der skete dog skade på de to implicerede personbiler. Politiet optog rapport om uheldet, da den 19-årige kvindelige bilist mistænkes for at have overtrådt færdselsloven i forbindelse med uheldet.

Vigepligtsuheld – Tækkemandsvej/Rørvangsvej, Holbæk

Kl. 12.42 kørte politi og to ambulancer til melding om et færdselsuheld i et T-kryds, hvor to biler var stødt sammen. En 56-årig mand fra Ugerløse kørte ad Tækkemandsvej mod Rørvangsvej, hvor han kørte frem for sin ubetingede vigepligt og stødte sammen med en 35-årig mand fra Roskilde, som kørte ad Rørvangsvej mod sydvest. Begge bilister blev tilset i ambulance, men ingen af dem var kommet alvorligt til skade. Bilerne tabte nogle vragdele som følge af uheldet, der blev fjernet af politiet, som også fik afviklet trafikken på stedet. Politiet optog rapport i sagen om vigepligtsuheldet og de to parter kan senere forvente at høre mere fra politiet.

Narkokørsel – Nykøbingvej, Mørkøv – Holbæk

Kl. 01.20 sigtede og anholdt politiet en 31-årig mand fra Nykøbing Sj. for narkokørsel ad Nykøbingvej mod syd. En narkometertest viste, at han havde indtaget kokain forud for kørslen. Han var desuden frakendt førerretten i en tidligere sag om narkokørsel. Lige inden politiet standsede den 31-årige, blev der smidt en lille pose med hvidt pulver ud af bilen. Den 31-årige blev sigtet for besiddelse af 0,7 gram kokain, som han erkendte tilhørte ham. Derudover fandt politiet to ulovlige knive, som den 31-årige ikke havde et anerkendelsesværdigt formål til at besidde, så han blev sigtet for at overtræde knivloven. De ulovlige effekter blev beslaglagt med henblik på konfiskation. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Den sigtede havde tidligere ikke afgjorte sager om kørsel i frakendelsestiden og ulovlig våbenbesiddelse, og kan forvente at få alle sine sager afgjort ved et senere retsmøde.

Solouheld – Holbækmotorvejen/Kalundborgmotorvejen, Tølløse, Holbæk

Kl. 05.21 skete et solouheld på Kalundborgmotorvejen, hvor en 33-årig mand fra Mørkøv mistede herredømmet over bilen i en kurve, så bilen kørte ned over en skrænt til Holbækmotorvejen mod øst, hvor den blokerede for trafikken i første vognbane. Bilen landede på siden, og der blev sendt en ambulance og politi til stedet, hvor Holbækmotorvejen blev afspærret, mens redningsarbejdet stod på. Bilisten blev kørt til kontrol på sygehuset, men slap fra uheldet med en mindre skade på sin hånd. Motorvejen blev helt genåbnet omkring kl. 6, da bilen var flyttet ind i nødsporet. Politiet registrerede uheldet.

Endnu en sag om butikstyveri opklaret – Ahlgade, Holbæk

I går på døgnrapporten beskrev vi, hvordan det lykkedes to veninder at få standset en butikstyv i Holbæk, som havde stjålet en taske. På grund af kvindernes indsats er det lykkedes politiet at opklare endnu en sag om butikstyveri fra Holbæk by, som blev begået i onsdags.

Tøjbutikken Lydias Lux i Nygade anmeldte onsdag kl. 13.01, at der kort forinden havde været tyveri fra deres udstilling af tøj på gaden. Her beskrev personalet, at en kvinde havde taget tøj fra et stativ, hvorefter hun gik videre mod Ahlgade. En patrulje blev sendt til stedet, men fandt ikke her frem til nogen mistænkt i sagen. På baggrund af signalementet af kvinden og overvågning på stedet, mistænkte politiet den 28-årige kvinde fra Kastrup, som senere på dagen blev sigtet for butikstyveri fra taskeforretningen “Taskepigen”, for også at stå bag dette tyveri fra Lydias Lux. Den 28-årige blev derfor torsdag sigtet for tyveri af diverse beklædningsgenstande til en samlet værdi af 3369 kr, hvilket hun nægtede. Hun kan nu forvente at høre mere fra politiet, når de to sager om butikstyveri skal afgøres.

Færdselsindsats – Holbæk

Torsdag var politiet på færdselsindsats i Holbæk Kommune Betjentene startede på pendlerparkeringspladsen på Ringstedvej om formiddagen mellem kl. 10.45-12.30, hvor omkring 150 biler blev kontrolleret. Herefter gik turen til Kvanløse over for kirken hvor der i tidsrummet imellem kl. 14.00-15.15 blev standset ca. 100 bilister. I Holbæk by blev patruljeret omkring Roskildevej, Nykøbingvej og Kalundborgvej imellem kl. 15.30-18.00 og standset ca. 200 bilister. På kalundborgvej blev en 55-årige mand fra Holbæk sigtet for at køre uden førerret i en personbil, da han ikke havde generhvervet sin førerret, som han blev frakendt for 18 år siden. Hans kone var registreret ejer af bilen, så hun blev sigtet for at overlade føringen af sin bil til en person uden kørekort.

Ovenstående kontrol førte desuden til følgende sager om overtrædelser af færdselsloven:

15 anvendte håndholdt mobil,
4 anvendte ikke sele
4 bilister havde glemt deres kørekort
1 bilist kørte på en cykelsti
3 biler havde nedslidte dæk
5 biler havde øvrige fejl og mangler
15 kørte frem for fuldt stop
1 kørte frem for vigepligt

Størstedelen af sagerne blev lavet på politiets bødeapp, og derfor vil de sigtede inden for ganske kort tid modtage et bødeforlæg i deres E-boks.

Handlekraftige veninder standsede tasketyv – Ahlgade, Holbæk

kl. 16.48 anmeldte en 20-årig kvinde, at hun fulgte efter en kvinde, som netop havde stjålet fra butikken “Taskepigen” i Ahlgade, hvor hendes veninde arbejder. Den 20-årige var på besøg i butikken, da hun og den jævnaldrende veninden, som arbejder i butikken, blev gjort opmærksom på, at et kvinde havde stjålet en taske på gaden. Hun og veninden gik ud på gaden og så, at kvinden gik med en taske under armen, som hun ikke havde betalt for. Medarbejderen gik efter kvinden, tog tasken fra hende og bad hende om at blive på stedet. Kvinden satte i løb væk fra stedet, hvor den 20-årige veninde fulgte efter, mens medarbejderen blev ved forretningen.

Den handlekraftige 20-årige veninde så, at den mistænkte gik ind i et tog, som holdt på perron 3 på Holbæk station og kontaktede politiet, som vejledte den snarrådige veninde til at tilbageholde toget indtil en patrulje nåede frem. Patruljen kørte til Holbæk station og fik udpeget den mistænkte tasketyv, en 28-årig kvinde fra Kastrup -Tårnby, som blev sigtet for tyveriet af tasken til en værdi af 299 kr. Tasken fik forretningen igen uden skader, så de havde intet erstatningskrav mod den 28-årige.

Politiet visiterede den 28-årige, som blev fundet i besiddelse af 2 gram amfetamin. En 39-årig mand fra Holbæk, som den 28-årige var sammen med i toget, vedkendte sig ejerskabet af amfetaminen og blev sigtet for narkobesiddelse. Politiet beslaglagde stoffet med henblik på konfiskation. De sigtede fik herefter lov til at gå, men kan forvente at høre mere fra politiet i sagerne.

Ordensbekendtgørelse og hash – Valdemar Sejrsvej, Holbæk

Kl. 22.30 fik politiet anmeldelse om, at en mand skabte uro ved indgangen til en tankstation, hvor han provokerede og virkede truende over for de tilstedeværende, hvor han blandt andet sagde, at han havde en kniv. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf en 33-årig mand fra Søborg, som blev sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen. Betjentene visiterede manden, som ikke blev fundet i besiddelse af nogen kniv, men som havde en klump hash på sig, der blev kontrolvejet til 20,2 gram. Han blev derfor sigtet for narkobesiddelse og hashen beslaglagt med henblik på konfiskation. I en medbragt taske fandt politiet en softgun legetøjspistol, som ikke i sig selv er ulovlig at bære. Politiet beslaglagde dog den pistollignende softgun præventivt for at sikre den offentlige orden, idet den 33-årige havde udvist truende adfærd. Den 33-årige blev herefter bortvist fra stedet og vil senere kunne hente softgun’;en på politistationen. Han kan forvente at høre mere fra politiet i de øvrige sager.

Cyklist ramt i rundkørsel – Ringstedvej, Holbæk

Kl. 08.41 stødte en bil sammen med en cyklist i rundkørslen på Ringstedvej ved afkørsel 19 fra Holbækmotorvejen. Bilisten, en 63-årig mand fra Asnæs kørte fra Holbækmotorvejen og ind i rundkørslen, hvor han blev blændet af solen og overså cyklisten, en 83-årig mand fra Holbæk, som væltede ved påkørslen. Uheldet skabte kortvarigt kø på stedet, men vejen blev hurtigt genåbnet. Cyklisten anvendte cykelhjelm og slap fra uheldet med knubs, men blev kørt til tjek på sygehuset. Politiet optog rapport i sagen om vigepligtsforseelsen.

Arbejdsulykke – Kalundborgmotorvejen, Holbæk

Kl. 08.31 skete en arbejdsulykke under arbejdet på Kalundborgmotorvejen, hvor en tung metalplade faldt ned over armen på mand, som arbejdede på stedet. Politi og ambulance blev sendt til stedet, hvor den tilskadekomne, en 34-årig mand fra Fyn, havde pådraget sit et alvorligt brud på armen. Han blev kørt til behandling på sygehuset, og politiet gik i gang med undersøgelser på stedet, hvor også vidner til ulykken blev afhørt. Ulykken skete i forbindelse med, at den ca. 400-500 kr tunge metalplade skulle læsses af en kran. Pladen vippede ned over den 34-årige, som kom i klemme under den 190×190 cm store plade. Arbejdstilsynet blev orienteret om ulykken og ønskede at komme til stedet for at undersøge, om der var sket brud på arbejdsmiljøloven i forbindelse med ulykken. Når undersøgelsen af ulykken er færdig vil politiet i samarbejde med Arbejdstilsynet afgøre, om nogen skal stilles til ansvar for, at ulykken skete.

Brand i skraldespand – Nykøbingvej, Stigs-Bjerby, Mørkøv – Holbæk

Kl. 17.50 anmeldte en borger, at han kort forinden havde slukket en brand i nogle skraldespande ved et busstoppested ud for kirken, hvoraf den ene skraldespand var udbrændt. Borgeren havde ikke set nogen personer omkring stedet. En patrulje blev sendt til Stigs-Bjergby for at undersøge sagen. Politiet fandt intet mistænkeligt omkring branden, som formentlig var startet i den ene skraldespand. Branden havde ikke forårsaget skade på andet på stedet. Ilden kan være startet ved at et cigaretskod blev smidt i skraldespanden, men det var ikke muligt at fastslå brandårsagen med sikkerhed.

Påkørte parkeret bil og stak af – Diget, Holbæk

Kl. 01.54 anmeldte en beboer på Diget, at hun kort forinden vågnede ved, at der lød et højt brag udefra. Hun skyndte sig ud på vejen, hvor hun så at genboens bil var blevet påkørt, og at en bil kørte længere op ad vejen. Bilen larmede meget når den kørte og drejede til højre ud på Højen. Anmelderen vækkede herefter genboen og fortalte dem om påkørslen af deres bil og anmeldte sagen til politiet. En patrulje kørte til stedet, hvor de ledte efter bilen som var kørt fra stedet, men fandt den ikke.

Vidner som har set en bil i området omkring Diget, Højen og Henriettevej i nat, som larmede og formentlig havde skader eller andre som har oplysninger omkring køretøjet eller føreren bedes ringe til politiet på tlf. 114.

Brand i bil – Roskildevej, Vipperød, Holbæk

Kl. 00.39 kom et alarmopkald om brand i en bil, der holdt i indkørslen ved en privat beboelse. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor ilden blev slukket, før den spredte sig til noget andet. Ingen personer kom til skade ved branden. Patruljen undersøgte brandstedet, hvor der ikke blev fundet tegn på noget mistænkeligt. Branden opstod formentlig i en elektrisk installation på bilen, der samme dag havde fået monteret nyt batteri.

Indbrud i perioden

Skætterivej, Holbæk
Heibergs Have, Holbæk
Ladegårdsparken Vest, Holbæk
Gl. Tuse Næs Vej, Mårsø, Holbæk
Jættevej, RingstedStenhusvej, Holbæk
Gyvelvej, Regstrup
Bygaden, Kundby, Svinninge

Foto: ABW
Del på sociale medier