Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2020/07/24 til 2020/08/04.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Odsherredvej (rute 21), Gislinge – Holbæk

Kl. 18.30 kørte en 31-årig mand fra Grevinge i en lastbil ad motortrafikvejen i nordlig retning. Han mistede pludselig herredømmet over lastbilen, da højre bagdæk punkterede, hvilket resulterede i, at han påkørte autoværnet på midten af vejen. Ved påkørslen kilede lastbilen sig fast, og der lå vragdele på kørebanen, så motortrafikvejen blev spærret i nordgående retning i forbindelse med frigørelses- og oprydningsarbejdet i flere timer fredag aften. Den 31-årige lastbilchauffør slap uskadt fra ulykken, og ingen øvrige trafikanter blev involveret i ulykken. Vejmyndigheden lavede efterfølgende en midlertidig hastighedsnedsættelse på strækningen med det ødelagte autoværn.

Uheld mellem bil og lastbil – Holmstrupvej, Jyderup- Holbæk

Kl. 14.07 stødte en personbil og en lastbil sammen på Holmstrupvej i krydset ved Slagelsevej. Personbilen, som blev ført af en 52-årig mand fra Slagelse, blev skubbet af vejen og fortsatte ned i grøften, hvor den ramte et vejskilt. Den 52-årige og hans kone, som var med i bilen, blev kørt til tjek på sygehuset, men var ikke kommet til skade. Lastbilens fører, en 55-årig mand fra Mørkøv, var ligeledes uskadt. Begge førere blev rutinemæssigt testet med alkometeret, hvor det viste sig at lastbilchaufføren havde en promille lidt over det tilladte. Han blev derfor anholdt for at få udtaget en blodprøve, som klar vise om han var påvirket over det tilladte under kørslen. Politiet optog rapport i sagen, som skal klarlægge omstændighederne omkring uheldet, herunder om det var lastbilen, som kom over i den modkørendes vejbane i forbindelse med sammenstødet.

Mand varetægtsfængslet for grov vold – Jernbanevej, Mørkøv – Holbæk

Kl. 00.30 gik to mænd på Jernbanevej sammen, efter at have forladt en fest. De to kom op at toppes og kom op at slås. I forbindelse med slagsmålet blev den ene, en 23-årig mand fra Smørum slået i hovedet med en topnøgle af den anden, en 25-årig mand fra Mørkøv. Den 23-årige var gået fra stedet, men blev fundet alvorligt tilskadekommen omkring 1 km fra det sted, hvor han pådrog sig skaden. Han blev kørt til sygehuset i ambulance til behandling for et alvorligt hovedtraume. Den 25-årige blev anholdt og sigtet for grov vold. Han blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet til den 25. august. Lørdag aften meldte sygehuset, at den 23-årige var uden for livsfare, men fortsat indlagt til behandling.

Lørdag – søndag

Spirituskørsel – Svinningevej, Svinninge – Holbæk

Kl. 20.45 blev en patrulje opmærksom på en personbil, der holdt i tomgang i en parkeringslomme. Patruljen vurderede at manden bag rettet, en 55-årig mand fra Kalundborg, var påvirket af spiritus, hvilket et pust i alkometeret bekræftede. Manden blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Da han havde fået udtaget en blodprøve, blev han løsladt. Manden vil høre nærmere fra politiet, når resultatet af blodprøven foreligger.

Søndag – mandag

Butikstyv med kniv og hash – Smedelundsgade, Holbæk

Kl. 19.00 anmeldte personalet fra Netto, at de netop havde tilbageholdt en butikstyv, som havde stjålet varer for 105 kr. Politiet kørte til stedet, hvor de traf en 28-årig mand fra Holbæk, som foruden de stjålne varer blev fundet i besiddelse af 0,7 gram hash og to ulovlige knive. Han blev sigtet for butikstyveri, besiddelse af euforiserende stoffer og for knivloven. Butikken fik varerne igen og politiet beslaglagde de ulovlige ting. Herefter fik den 28-årige lov at gå, men han kan forvente at høre mere fra politiet i sagerne.

Kite-surfer kvæstet – Finsings Plads, Holbæk

Kl. 11.48 fik politiet via alarmcentralen melding om, at en person var blevet kvæstet ved en mole i havneområdet, så en ambulance og en lægehelikopter var sendt til stedet. Politiet kørte også til området og kunne konstatere, at 49-årig mand fra København Ø var alvorligt kvæstet i hovedet og på benene. Han blev derfor i lægehelikopteren fløjet til Rigshospitalets traumecenter, hvor han blev indlagt til fornøden behandling. Den 49-årige var inden tilskadekomsten ved at gøre sig klar som kite-surfer og havde fastgjort sig på land, så han ikke blev grebet af den forholdsvis kraftige vind i området. Netop da han slap fastgørelsen på land, blev han grebet af et kraftigt vindpust og trukket ca. 50 meter hen over store sten og betonblokke ved en mole. Trods brug af hjelm pådrog han sig alvorlige kvæstelser i hovedet og også på benene. Ved midnat torsdag var meldingen fra Rigshospitalet, at den 49-årige fortsat var indlagt, men han var i stabil tilstand og uden for livsfare. Politiet har optaget rapport om ulykken for at få klarlagt de nærmere omstændigheder.

Drivende gummibåd – Munkholmbroen / Holbæk fjord – Holbæk

Kl. 15.47 fik politiet en anmeldelse om en sort gummibåd, der drev rundt tæt på kysten i Holbæk fjord og ikke langt fra Munkholmbroen. Der var ingen personer at se i båden ifølge anmelderen. Politiet tog kontakt til Forsvarets redningstjeneste, som ikke umiddelbart havde kendskab til en sådan drivende båd, hvorfor politiet kørte til området. Ved politiets ankomst til området kl. ca. 16.25 fandt patruljen en sort gummibåd ligge forsvarligt forankret, så politiet og Forsvaret blev enige om, at der ikke var grundlag for yderligere undersøgelser i sagen. Politiet har ingen oplysninger om personer i nød i forbindelse med denne anmeldelse.

Tyveri af mobiltelefoner – Stenhusvej, Holbæk

Kl. 17.46 fik politiet en anmeldelse fra personalet i en elektronikforretning om, at flere personer havde stjålet nye mobiltelefoner fra forretningen. Alle var efterfølgende kørt fra stedet i en personbil, hvis nummerplade personalet havde aflæst og videregivet oplysninger om til politiet. Flere patruljer ledte efterfølgende efter bilen, som kl. ca. 18.00 blev standset ved Ugerløse. I bilen befandt sig tre voksne og et fire måneder gammelt barn. De voksne blev identificeret som en 24-årig mand fra Ruds-Vedby, en 28-årig kvinde fra Humlebæk (passagerer) og en 30-årig mand fra Sorø (fører af bilen), der alle blev anholdt og sigtet for tyveri af mobiltelefonerne. Ved ransagning af bilen fandt politiet ikke nogen mobiltelefoner, men under bilen var der gemt tre nye mobiltelefoner i æsker. Et stykke væk fra bilen fandt politiet yderligere en ny mobiltelefon, så de fire mobiltelefoner blev beslaglagt som bevis i sagen og med henblik på genudlevering til elektronikforretningen. Alle tre sigtede blev løsladt efter afhøring til sagen, og politiet udfærdigede også en socialrapport til de sociale myndigheder i relation til babyen i bilen. De sigtede vil senere høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Færdselsuheld – Holbækmotorvejen, Holbæk

Kl. 22.27 fik politiet melding om en ulykke på motorvejen, idet en bilist var væltet om på siden. Det viste sig, at en 45-årig mand fra Holbæk under kørsel i vestlig retning var uopmærksom et øjeblik, så han kom ud i rabatten på midten af vejen. Han mistede herefter kontrollen over bilen, der skred på tværs af vejen og påkørte et autoværn, inden bilen til sidst væltede om på siden. Motorvejen blev spærret i vestgående retning af nogle tavlevogne, der ledte trafikken væk fra vejen, indtil et bugseringskøretøj fik fjernet den forulykkede bil. Oprydningsarbejdet var afsluttet kl. ca. 23.30. Den 45-årige fører slap med diverse knubs efter ulykken, hvor andre trafikanter ikke blev involveret.

Kørsel uden førerret – bil beslaglagt – Kundby, Svinninge – Holbæk

Kl. 08.05 fik politiet en henvendelse om en bil uden nummerplader, som jævnligt blev set i Kundby-området og senest set i forbindelse med kørsel ad Bygaden i Kundby. En patrulje ledte efter den uregistrerede bil ud fra den beskrivelse, som politiet havde modtaget. Bilen fandt politiet hos en 50-årig mand fra Svinninge, som netop var ankommet til sin bopæl og stadig befandt sig i bilen uden nummerplader på. Han havde ikke nogen førerret og blev derfor sigtet både for kørsel uden førerret og for kørsel i den uindregistrerede bil, der så heller ikke havde den lovpligtige ansvarsforsikring. Ved nærmere undersøgelse af den 50-åriges personlige forhold kunne politiet konstatere, at han havde flere sager om kørsel uden førerret, hvorfor politiet beslaglagde hans bil med henblik på senere konfiskation. Den 50-årige vil senere blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne mod ham og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres.

Narkokørsel – Industriparken, Jyderup – Holbæk

Kl. 14.07 anholdt og sigtede politiet en 31-årig mand fra Jyderup for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. En narkometertest indikerede, at han kunne være påvirket af kokain under kørslen, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, inden han blev løsladt.

Færdselsuheld – Kvarmløsevej, Kvarmløse, Tølløse – Holbæk

Kl. 14.27 fik politiet en anmeldelse om, at en bilist var forulykket og kørt i grøften. Det viste sig, at en 23-årig mand fra Roskilde i en personbil var kørt ad Kvarmløsevej mod nord, da han af ukendte årsager mistede herredømmet over bilen og kørte i grøften. Ingen andre trafikanter var impliceret i uheldet. En narkometertest indikerede, at den 23-årige kunne være påvirket af kokain under kørslen, hvorfor han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Han slap i øvrigt uskadt fra uheldet.

Brand i knallert – Barsebæk, Holbæk

Kl. 17.51 rykkede politiet og senere brandvæsnet ud til ildebrand i en knallert. En anmelder havde hørt nogle drenge interessere sig meget for en knallert, der lå i et område tæt ved en skov. Pludselig var der ild i knallerten, hvorefter tre-fire arabisk udseende drenge var løbet i retning mod skoven. En politipatrulje var hurtigt fremme og forsøgte at slukke ilden med en pulverslukker uden held, så brandvæsnet måtte tilkaldes til at slukke branden effektivt. Politiet ledte efter drengene i området uden at finde dem og undersøger nu knallerten nærmere i forhold til branden og årsagen hertil.

Gaderæs ved hallen – Svinningehallen, Svinninge – Holbæk

Kl. 23.11 fik politiet en henvendelse om, at flere biler kørte ræs og lavede såkaldte burn-outs ved hallen. En patrulje kørte til stedet og fik kontakt til tre køretøjer, men ingen af dem kørte ræs. Politiet fik en præventiv snak med to mænd på 19 og 20 år samt en kvinde på 19 år omkring adfærd med køretøjer i området. Ingen af dem blev sigtet for noget, idet politiet ikke fandt grundlag herfor.

Musik til ulempe – Stenhusvej, Holbæk

Kl. 01.21 var musikken blevet lidt for høj for en anmelder boende tæt på Stenhusvej, så en patrulje kørte til området og fik kontakt til en 16-årig ung mand fra Holbæk. Politiet bad ham om at skrue ned for musikken og lukke døre og vinduer, så musikken på dette tidspunkt af døgnet var til væsentlig ulempe for de omkringboende. Den unge mand efterkom opfordringen, så han blev ikke sigtet for noget.

Mænd med skydevåben kravlet over hegn – Finsings Plads, Holbæk

Kl. 21.04 fik politiet en henvendelse fra en mand, der havde set to andre mænd først kaste skydevåben over et hegn og dernæst selv kravle over hegnet rundt om en opmagasineringsplads med jord og grus bag Filmbyen. Politiet kørte til området og fandt først to luftgeværer med tilhørende hagl og traf efterfølgende to mænd på 19 og 47 år fra Holbæk. De havde ikke noget at gøre på området, så politiet sigtede dem for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om husfredskrænkelse samt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, inden de blev bortvist fra området. Senere kan de nu forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne mod dem.

Kvinde fundet død – Kratvej, Gamløse, Orø – Holbæk

Se udsendt pressemeddelelse lørdag aften.
Politiet kan yderligere oplyse, at kvinden skal obduceres på tirsdag i et forsøg på at kunne fastlægge dødsårsag og -måde. Kvinden formodes fortsat være beboeren på den adresse, hvor den døde kvinde blev fundet, men endelig identifikation vil formentlig ske i forbindelse med obduktionen. Endvidere undersøger politiet sideløbende nogle omstændigheder på adressen i et forsøg på at få afklaret, hvorvidt der er foregået noget strafbart eller ej.

Butikstyveri – Stenhusvej, Holbæk

Kl. 15.58 anmeldte personalet i en elektronikforretning, at en mand havde udvist mistænkelig adfærd i butikken og formentlig stjålet nogle Apple Airpods. Han var nu gået ud på p-pladsen, hvorfra han var kørt i en bil, hvis nummerplade personalet havde aflæst. En patrulje ledte efter bilen, som blev fundet ved krydset Omfartsvejen-Valdemar Sejrsvej. Bilen blev ført af en 50-årig mand fra Taastrup, som blev anholdt og sigtet for tyveri af effekterne fra forretningen. Ved en ransagning af bilen fandt politiet fem sæt airpods samt en ulovlig kniv, så den 50-årige blev også sigtet for overtrædelse af knivloven. Efter afhøring til sagen blev den 50-årige løsladt, men han vil høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Brand i køretøj – Ringstedvej, Mørkøv

Kl. 05.37 rykkede brandvæsnet ud til ildebrand i en bil, der stod tæt på en bygning med stråtag. Brandvæsnet fik hurtigt slukket bilbranden, inden den bredte sig videre. Ingen kom til skade ved branden, der formodes opstået i nogle linolieklude, der havde ligget i bilen, hvor politiet også fandt resterne af en gulvsliber.

Indbrud i Perioden

Spånnebæk, Holbæk
Parkvej, Jyderup

Del på sociale medier