Politiet undersøger sammen med kriminalteknikere og retsmedicinere en død mand, der er fundet i en kornmark på Munkholmvej i Holbæk. Det oplyser Politiet i en pressemedddelelse.

Foto: Anne Beth Witte, Byportalerne.dk

Midt- og Vestsjællands Politi fik fredag formiddag kl. 09.42 en anmeldelse fra en landmand om, at han under høstarbejde på en kornmark på Munkholmvej, Tjebberup, 4300 Holbæk, havde fundet en død person. Politiet kunne på findestedet konstatere, at der er tale om en mand, der tilsyneladende har været død i længere tid og derfor ikke umiddelbart kan identificeres.

Kriminalteknikere og retsmedicinere er blevet tilkaldt til findestedet for at kunne foretage et ligsyn samt sikre eventuelle spor på findestedet i kornmarken. Et foreløbigt resultat af undersøgelserne på findestedet kendes endnu ikke, idet arbejdet stadig er i gang.

Midt- og Vestsjællands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere i forbindelse med fundet af den afdøde mand.