Holbæk Kommune har som den syvende i landet efter de seks storkommuner indgået en forpligtende klimasamarbejdsaftale om at omstille kollektiv transport og kommunens bilflåde til fossilfri drivmidler eller el. Aftalen er en naturlig forlængelse af et stærkt politisk fokus på at reducere kommunens klimabelastning til gavn for klimaet og naturen.

”Jeg er stolt og glad over at Holbæk Kommune i dag kan tiltræde en klimasamarbejdsaftale med regeringen. Stolt, fordi vi i Holbæk Kommune hele tiden arbejder for at rykke på den grønne omstilling, og vi kan se, at det virkelig batter noget. Glad, fordi jeg tror på, at vi kan rykke endnu mere i et stærkt fællesskab. Og sammen med de andre kommuner i klimasamarbejdet kan vi fx stille større krav til udbydere og producenter af fossilfri busser og biler. Samtidig kan vi lære af hinandens erfaringer, så vi ikke skal opfinde den dybe tallerken alle sammen,” fortæller borgmester Christina Krzyrosiak Hansen.

Formand for Holbæk Kommunes Udvalg for Klima og Miljø John Harpøth supplerer:

”Måden, vi transporterer os, på er en af de helt store brikker i den grønne omstilling. Hvis vi skal nå den nationale og lokale målsætning om en 70 % CO2-reduktion, er det eneste rigtige at lægge om til fossilfri eller nulemissionsdrift i både den kollektive transport og den kommunale bilflåde. Og så håber vi selvfølgelig, at borgere og virksomheder også følger trop.”

Transportministeren er glad for, at Holbæk Kommune også tiltræder den ambitiøse klimasamarbejdsaftale.

”I juni 2020 indgik regeringen grønne og ambitiøse klimasamarbejdsaftaler med seks af landets største kommuner om kollektiv trafik. Det glæder mig, at Holbæk Kommune nu tiltræder målsætningerne i klimasamarbejdsaftalerne og dermed kickstarter næste del af processen, hvor landets øvrige kommuner får mulighed for at tiltræde aftalerne. Klimasamarbejdsaftalerne er en oplagt mulighed for at accelerere den grønne omstilling, og jeg er glad for, at Holbæk går foran og viser, at det også kan lade sig gøre at være ambitiøs på trods af, at man også har områder med langt mellem husene,” siger transportminister Benny Engelbrecht.

Holbæk Kommune forpligter sig med aftalen til, at kommunens busruter, i takt med at de udbydes på ny, skal betjenes af fossilfri eller nulemissionsbusser. Og Holbæk Kommune har desuden forpligtet sig til at lade kravet gælde for flextur, plustur og øvrige relaterede kollektive transportmidler. En forpligtelse, som Holbæk Kommune foreløbig er den eneste kommune i netværket, der har skrevet under på.

Det er også en del af aftalen, at kommunens egne biler over de næste år skal overgå til at være eldrevne.

Foto: ABW