Lørdag den 5. september 2020 klokken 17.30 – 18.30 inviterer Holbæk Kommune til reception på pladsen foran Rådhuset, Rådhusvej 1, i Holbæk. Anledningen er Den Nationale Flagdag for Danmarks udsendte. Her hyldes alle de ansatte inden for Udenrigsministeriet, forsvaret, redningsberedskabet, politiet og sundhedsvæsenet, som har været udsendt på internationale fredsstøttende og humanitære missioner siden 1948.

Det er tiende gang, at Holbæk Kommune markerer flagdagen. Arrangementet plejer at finde sted i Byrådssalen, men på grund af Coronasituationen foregår receptionen i år udendørs. Såvel veteraner, soldater, pårørende og andre interesserede er velkomne til at deltage. Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen vil holde tale, der vil være et par musikalske indslag og et let traktement under receptionen.

Efterfølgende gudstjeneste
Ligesom de tidligere år markerer Skt. Nikolai Kirke i Holbæk også Den Nationale Flagdag. Det sker ved en aftengudstjeneste, som begynder klokken 19.00. Alle interesserede, involverede, pårørende og bekendte til udsendte, som har gjort eller gør international tjeneste, inviteres til gudstjenesten.

Efter gudstjenesten er der kaffe og te i Klostersalen i Sortebrødre-klosteret.

Tilmelding nødvendig
Hvis du vil deltage i receptionen, skal du tilmelde dig hos Borgmestersekretær Jette Hansen på mail: jh@holb.dk eller på tlf.: 72 36 80 89. Tilmeldingsfristen er den 30. august 2020.

Foto: ABW