Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Holbæk Kommune i tidsrummet 2020/07/20 til 2020/07/28.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Odsherredvej (rute 21), Gislinge – Holbæk

Kl. 18.30 kørte en 31-årig mand fra Grevinge i en lastbil ad motortrafikvejen i nordlig retning. Han mistede pludselig herredømmet over lastbilen, da højre bagdæk punkterede, hvilket resulterede i, at han påkørte autoværnet på midten af vejen. Ved påkørslen kilede lastbilen sig fast, og der lå vragdele på kørebanen, så motortrafikvejen blev spærret i nordgående retning i forbindelse med frigørelses- og oprydningsarbejdet i flere timer fredag aften. Den 31-årige lastbilchauffør slap uskadt fra ulykken, og ingen øvrige trafikanter blev involveret i ulykken. Vejmyndigheden lavede efterfølgende en midlertidig hastighedsnedsættelse på strækningen med det ødelagte autoværn.

Mænd med skydevåben kravlet over hegn – Finsings Plads, Holbæk

Kl. 21.04 fik politiet en henvendelse fra en mand, der havde set to andre mænd først kaste skydevåben over et hegn og dernæst selv kravle over hegnet rundt om en opmagasineringsplads med jord og grus bag Filmbyen. Politiet kørte til området og fandt først to luftgeværer med tilhørende hagl og traf efterfølgende to mænd på 19 og 47 år fra Holbæk. De havde ikke noget at gøre på området, så politiet sigtede dem for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om husfredskrænkelse samt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, inden de blev bortvist fra området. Senere kan de nu forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne mod dem.

Kvinde fundet død – Kratvej, Gamløse, Orø – Holbæk

Se udsendt pressemeddelelse lørdag aften.
Politiet kan yderligere oplyse, at kvinden skal obduceres på tirsdag i et forsøg på at kunne fastlægge dødsårsag og -måde. Kvinden formodes fortsat være beboeren på den adresse, hvor den døde kvinde blev fundet, men endelig identifikation vil formentlig ske i forbindelse med obduktionen. Endvidere undersøger politiet sideløbende nogle omstændigheder på adressen i et forsøg på at få afklaret, hvorvidt der er foregået noget strafbart eller ej.

Butikstyveri – Stenhusvej, Holbæk

Kl. 15.58 anmeldte personalet i en elektronikforretning, at en mand havde udvist mistænkelig adfærd i butikken og formentlig stjålet nogle Apple Airpods. Han var nu gået ud på p-pladsen, hvorfra han var kørt i en bil, hvis nummerplade personalet havde aflæst. En patrulje ledte efter bilen, som blev fundet ved krydset Omfartsvejen-Valdemar Sejrsvej. Bilen blev ført af en 50-årig mand fra Taastrup, som blev anholdt og sigtet for tyveri af effekterne fra forretningen. Ved en ransagning af bilen fandt politiet fem sæt airpods samt en ulovlig kniv, så den 50-årige blev også sigtet for overtrædelse af knivloven. Efter afhøring til sagen blev den 50-årige løsladt, men han vil høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Færdselsuheld – Kongsdalvej, Mørkøv – Holbæk

Kl. 17.44 var en 20-årig mand fra Korsør kørt på en motorcykel ad Kongsdalvej mod syd, da motorcyklen i en venstrekurve mistede vejgrebet på grund af grus på kørebanen. Den 20-årige ramte derefter en kantpæl og fortsatte ud på en mark, hvor han væltede. Ambulancepersonale undersøgte den 20-årige, som var sluppet fra uheldet med diverse knubs, så han ikke behøvede at blive kontrolleret på skadestuen. Politiet registrerede uheldet, så Holbæk kommune kan få erstatning for den påkørte kantpæl.

Biltyv var efterlyst fra institution – Jernbanevej, Holbæk

Kl. 00.53 fik politiet via patruljebilens ANPG-system (Automatisk NummerPlade Genkendelse) oplysninger om, at en kørende personbil på Jernbanevej var efterlyst som stjålet. Politiet fik standset bilen uden dramatik og kunne konstatere, at den blev ført af en 16-årig dreng fra Fakse. I bilen var to piger på 17 år fra Tølløse og to drenge også på 17 år fra hhv. Skælskør og Holbæk passagerer. Føreren kunne i sagens natur ikke fremvise noget kørekort og blev indledningsvist sigtet for både kørsel uden førerret og for uberettiget kørsel i personbilen, der var meldt stjålet fra Rødvig på Stevns på et tidspunkt mellem lørdag d. 180720 og torsdag d. 230720 om formiddagen. Da den 16-årige fører også kunne mistænkes for at være påvirket af narkotika under kørslen, blev han anholdt med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Inden blodprøveudtagelsen ransagede politiet den stjålne bil og fandt herunder 5½ gram hash, som politiet derfor sigtede den 16-årige for at være i ulovlig besiddelse af. Ved nærmere kontrol af føreren viste det sig, at han var efterlyst som forsvundet fra en institution i Fakse, og at han om eftermiddagen var blevet set som fører af bilen på en tankstation i Nakskov. Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer blev den 16-årige afhørt til de mange sager og blev senere på natten afhentet af personale på den institution, hvor han bor. Senere vil han høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret, og sagerne mod ham skal afgøres. Politiet undersøger nu de fire passagerers rolle i forbindelse med den 16-åriges kørsel i en stjålet bil.

Vandscootere stødte sammen – Holbæk havn, Holbæk

Kl. 16.02 blev en ambulance tilkaldt til området ved Holbæk havn, efter at to vandscootere var stødt sammen. Politiet kørte også til stedet og fik klarlagt, at en 18-årig mand fra Roskilde havde slået sit knæ, og at en 13-årig pige fra Hørsholm havde fået en mindre hudafskrabning. Begge blev blot tilset af ambulancepersonalet uden at blive indbragt til skadestuen. To vandscootere med den 18-årige og en anden 17-årig ung mand fra Roskilde som førere og med pigen som passager var sejlet tæt på hinanden, da man skulle overdrage et par solbriller fra den ene vandscooter til den anden. Da den ene vandscooter blev “taget” af en bølge, ramte de uhensigtsmæssigt ind i hinanden, så de personer kom lettere til skade. Politiet kontrollerede i samme forbindelse førerne, som begge havde det fornødne vandscooterbevis og var ædru, ligesom forsikringspapirerne også var i orden. Politiet foretog sig derfor ikke yderligere i anledning af anmeldelsen.

Brandundersøgelse – Kalundborgvej, Holbæk

Kl. 03.01 gik en røgalarm i gang i opgangen i en beboelsesejendom, så brandvæsnet og politiet rykkede ud for at undersøge årsagen nærmere. Ved ankomst til opgangen fandt myndigheder nederst i opgangen noget forbrændt plastisk materiale, som der ikke var ild i. Opgangen var dog røgfyldt, så brandvæsnets opgave var udluftning. Evakuering af ejendommens beboere var derfor ikke nødvendig. Det forbrændte materiale i størrelsen ca. 40×50 cm sikrede politiet sig til nærmere teknisk undersøgelse for at finde den egentlige brandårsag og i et forsøg på at få fundet ud, hvorfra materialet stammer. Det brændte materiale stammede ikke umiddelbart fra opgangen. Der var som sådan ikke sket nogen egentlig brandskade i ejendommen eller dens kælderrum, der lå tæt på det brændte materiale.

Politiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt i området ved beboelsesejendommen på Kalundborgvej. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Kørsel i frakendelsestiden mv. – Holbækmotorvejen, Vipperød – Holbæk

Kl. 10.54 bemærkede færdselspolitiet under trafikkontrol på Holbækmotorvejen, at en mandlig fører af en personbil anvendte håndholdt mobiltelefon under kørslen. Da færdselspolitiet fik bilisten standset og kontrolleret nærmere, viste det sig, at den 32-årige mandlige fører fra Holbæk også i forvejen var frakendt kørekortet. Han blev derfor sigtet for de to overtrædelser af færdselsloven og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.

Spirituskørsel uden førerret – bil beslaglagt – Roskildevej, Holbæk

Kl. 17.06 anholdt og sigtede politiet en 39-årig mand fra Litauen, men med bopæl i Tyskland, for spirituskørsel og kørsel uden førerret i en litauisk bil ad Roskildevej mod syd kort efter sygehuset. Den 39-årige havde i Danmark været frakendt førerretten i perioden 2014-2017 efter spirituskørsel, men ikke generhververet førerretten her i landet, hvorfor han også blev sigtet for kørsel uden førerret i forbindelse med spirituskørslen. Alkometertesten bekræftede mistanke herom, idet testen gav politiet anledning til at forvente, at analysen af den udtagne blodprøve vil overstige en alkoholpromille på 2,00. Derfor beslaglagde politiet litauerens personbil med henblik på senere konfiskation, idet færdselsloven generelt hjemler mulighed herfor, hvis alkoholpromillen i blodet forventes at overstige 2,00. Et bugseringskøretøj afhentede personbilen, og den 39-årige fik i forbindelse med sin løsladelse forkyndt et anklageskrift forud for et retsmøde, som vil finde sted til oktober, idet han risikerer en frihedsstraf som følge af spirituskørslen.

Frustreret gæst kastede flaske efter bartender – Jernbanevej, Holbæk

Kl. 19.09 sigtede politiet en 26-årig, spirituspåvirket mand fra Holbæk for overtrædelse af restaurationsloven, efter at han havde været gæst og var blevet bortvist fra en restauration på Jernbanevej på grund af sin utryghedsskabende adfærd. Da han ville ind på en anden nærliggende restauration, var oplysningerne om hans tidligere adfærd kommet ham i forkøbet, så han fik ikke adgang. I formentlig frustration kastede han en flaske i retning mod en kvindelig bartender, som dog ikke blev ramt, men i stedet tilkaldte politiet. Den 26-årige fandt politiet på p-pladsen bag biblioteket, hvor han var både spirituspåvirket og vrangvillig, støjende samt udadreagerende ved politiets kontakt til ham. Politiet fik ham dog til at falde til ro i forbindelse med sigtelsen, som han vil høre nærmere om, når han modtager en bøde fra politiet.

Færdselsuheld – Slagelsevej / Møllevej, Jyderup – Holbæk

Kl. 02.01 rykkede politiet ud efter en anmeldelse om, at en bilist var forulykket og kørt i grøften. På uheldsstedet traf politiet en spirituspåvirket, 27-årig kvinde fra Ruds-Vedby, som blev anholdt og sigtet for spirituskørsel i den forulykkede bil, der var havnet i en ca. tre meter dyb grøft. Den 27-årige var ikke kommet til skade i solouheldet, der skete efter kørsel ad Slagelsevej i sydvestlig retning. Hun blev bragt til et sygehus for udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, hvorefter hun blev løsladt. Når blodprøven er analyseret, vil hun høre nærmere fra politiet.

Redningsaktion iværksat – Nørrestængevej, Orø – Holbæk

Kl. 16.57 blev et familiemedlem på stranden bekymret for en 39-årig kvinde og hendes 4-årige datter fra København K, da de under en svømmetur ved kysten var forsvundet ud af syne for familiemedlemmet på land. En redningsaktion blev derfor sat i gang, så bl.a. en redningshelikopter blev sendt til øen for at lede efter de to savnede. Kl. 17.18 kunne hele aktionen afblæses, idet politiet fandt de to savnede i god behold på land, men dog et langt stykke fra det sted, hvor de var svømmet ud.

Dom for besiddelse af skydevåben – Jyderup – Holbæk

Den 16. april var politiet med en narkohund på en adresse i Jyderup, hvor der var mistanke om, at der blev opbevaret narkotika på stedet. Lejligheden blev ransaget, men der blev ikke fundet narko. Til gengæld fandt politiet et oversavet jagtgevær og tre tilhørende patroner. To mænd, en 33-årig og en nu 22-årig begge fra Holbæk blev varetægtsfængslet dagen efter, og den 16. juli faldt der dom i sagen. Den 22-årige fik fire måneders fængsel, mens den 33-årige fik to år og tre måneders fængsel, da det blev lagt til grund, at det var ham, der havde anskaffet sig geværet. De modtog begge dommen.

Færdselsuheld / spiritus-/narkokørsel – Ringstedvej, Mørkøv

Kl. 20.48 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld, idet en bil var forulykket og nu lå på taget på en mark. Det viste sig, at en 20-årig mand fra Regstrup som fører af en personbil var kørt ad Ringstedvej mod nord, da han i et højresving mistede kontrollen over bilen, som forulykkede og endte på en mark vest for vejen. Den 20-årige blev anholdt og sigtet for spiritus-/narkokørsel i personbilen, hvor en 19-årig kvinde og en 20-årig mand havde været passagerer. Kvinden var sluppet uskadt fra solouheldet og var gået fra stedet, da politiet traf hende. Den 20-årige passager blev kørt til skadestuen til kontrol, men var også sluppet fra uheldet med diverse knubs. Den 20-årige måtte også en tur på skadestuen, men for at få udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol/euforiserende stoffer, hvorefter han blev løsladt. Vejen var omkring kl. 22.45 kortvarigt spærret, da et bugseringskøretøj skulle trække det forulykkede køretøj væk fra uheldsstedet.

Indbrud i Perioden

Spånnebæk, Holbæk
Skætterivej, Holbæk
Anemonevej, Tølløse

Del på sociale medier