Der er efterspørgsel på økologiske fødevarer, og kommunalbestyrelsen har en målsætning om at være en mere grøn og bæredygtig kommune. Holbæk Kommune vil derfor i samarbejde med Økologisk Landsforening tilbyde gratis, uforpligtende omlægningstjek til landmænd, der ikke allerede er økologiske. Det besluttede Udvalget for Klima og Miljø på deres møde d. 2. juni. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

”Det økologiske forbrug vokser, så for mange landmænd kan det være en god mulighed at lægge om til økologisk drift. Det vil vi gerne fra Holbæk Kommunes side støtte op om. Øget økologisk drift harmonerer nemlig også med vores målsætning om en mere grøn og bæredygtig kommune, da det bidrager til mere biodiversitet, beskyttelse af grundvandet og en udvidelse af det lokale udbud af økologiske produkter,” siger John Harpøth, viceborgmester og formand for Udvalget for Klima og Miljø i Holbæk Kommune.

Danskerne lægger stadig flere økologiske varer i indkøbskurven
”Over 12 % af danskernes fødevareindkøb er økologiske, og stadig flere prioriterer, at det er danskproduceret. Vi har derfor brug for økologiske producenter inden for alle produktionsgrene. Det gælder både de store og de små. De, som producerer til videre forarbejdning og afsætning, samt de, som selv varetager det hele fra jord til bord,” fortæller Jens Peter Hermansen, der er projektleder i Økologisk Landsforening.

En anledning til at afsøge muligheder
Det er Økologisk Landsforening, der foretager omlægningstjekkene, der er betalt af Fonden for Økologisk Jordbrug. Et omlægningstjek består i et besøg af en landbrugsfaglig økologikonsulent, som sammen med landmanden gennemgår gårdens produktions- og afsætningspotentiale i en økologisk version.

”Omlægningstjekket giver den enkelte landmand, gartner eller frugtavler et overblik over, hvad en omlægning til økologisk produktion vil betyde på den konkrete ejendom. Nogle går i gang med det samme, og andre har økologi med i tankerne fremadrettet. Samtidig er det en anledning til at afsøge muligheder, når landmanden planlægger bedriftens fremtid,” forklarer Jens Peter Hermansen.

Ejere af ejendomme på mere end to hektar vil modtage brev med tilbuddet i deres e-boks. Økologisk Landsforening vil senere følge op med telefonisk kontakt til landmænd med mere end fem hektar.

Foto: ABW