Når skolebænken i denne tid er skiftet ud med sofaen, så går det særligt ud over udsatte børns faglighed. Allerede inden Corona-krisen klarede de sig dårligere i skolen end deres jævnaldrende, så behovet for frivillige mentorer er større end nogensinde. I henholdsvis Tølløse og Jyderup mangler tre børn mentorer med opstart i september.

Lær for Livet arbejder for at komme denne tendens til livs ved at tage børnene under deres vinger i seks år. Her får børnene både faglighed og fællesskab på såkaldte Learning Camps samt tilknytningen til en frivillig mentor, hvis opgave det er at hjælpe barnet fagligt samtidig med at være en tiltrængt støtte og rollemodel. Til sommer starter 85 nye børn i læringsprogrammet, og de skal alle tilknyttes en mentor efter sommerferien.

Virtuel undervisning øger læringsefterslæb
I en nylig undersøgelse fra Danmarks Lærerforening svarer 58 procent af lærerne, at de har en eller flere elever, der ikke deltager i deres virtuelle undervisning. I halvdelen af tilfældene er det elever med faglige udfordringer, mens det i 43 procent af tilfældene er tale om elever fra udsatte hjem.

“De udsatte børn har typisk mange faglige huller, og måneder med fjernundervisning har desværre øget risikoen for, at de mest udsatte børn sakker yderligere bagud i skolen. Derfor håber vi, at mange danskere har lyst til at melde sig som frivillige mentorer, som kan give børnene faglig og social støtte,” fortæller direktør i Lær for Livet Illa Westrup Stephensen.

I dag forlader kun halvdelen af de anbragte børn 9. klasse med et afgangsbevis i rygsækken. Seks år efter grundskolen vil kun 24 procent af de anbragte børn have gennemført en ungdomsuddannelse – det gælder for 77 procent af deres ikke-udsatte kammerater (KL Nøgletal 2019). Risikoen for, at epidemien forværrer de tal, er desværre tilstede.

Frivillige mentorer kan gøre en forskel
En frivillig mentor kan bidrage med en ny og anderledes tilgang til læring og hjælpe med at sætte nye perspektiver på tilværelsen. Samtidig kan mentoren være med til at udvide barnets netværk og bygge broer til andre verdener.

Som mentor skal man have lyst til, i samarbejde med barnets forældre, plejefamilie eller institution, at være en faglig støtte for barnet samt give barnet nogle gode kulturelle oplevelser.

− “Det kan for eksempel være gode snakke om, hvad der står i avisen, men det kan også være en tur på museum eller en tur i biografen. En mentor skal se sig selv som rollemodel for barnet, være pålidelig, stabil og have et ønske om at støtte barnet i minimum halvandet år,” siger direktør Illa Westrup Stephensen.

Mentor mødes med barnet et par timer 2-4 gange om måneden. Lær for Livet sørger for at uddanne alle mentorer, så de er klædt på til opgaven. Næste uddannelsesweekend er i september.

Om Lær For Livet
Lær for Livet er et helhedsorienteret læringsprogram for anbragte og udsatte børn og unge, der er mellem 9 og 13 år, når de starter deres seks år i Lær for Livet. Programmets formål er at styrke deres faglige, personlige og sociale kompetencer, så de på sigt kan gennemføre en ungdomsuddannelse og skabe sig et godt liv. Det sker gennem Learning Camps, mentorordning og brobygning, der skal styrke læringsmiljøet i hjemmet.

Lær for Livet samarbejder med 47 kommuner i hele landet, som visiterer børn til programmet og medfinansierer børnenes deltagelse. Lær for Livets mentorordning er støttet af LB Forsikring.

For yderligere information se: www.laerforlivet.dk

Pressefoto