Kommunalbestyrelsen besluttede på sit møde onsdag, at der skal afholdes dialogmøder på Tuse Næs, i St. Merløse og Tølløse i løbet af efteråret. Det oplyser Holbæk Kommune i en pressemeddelelse.

Interessen har været stor for at få Kommunalbestyrelsen på besøg til et dialogmøde. Således havde hele 12 lokalområder, virksomheder, foreninger og uddannelsesinstitutioner budt ind som værter for afholdelse af dialogmøderne. Kernen i møderne er, at politikere og borgere mødes til dialog omkring lokale temaer og emner, som borgerne er optagede af i lokalområdet.

Projektudvalget for Udvikling af Lokalområderne havde indstillet til Kommunalbestyrelsen, at dialogmøderne afholdes på Tuse Næs, i St. Merløse og Tølløse. Og den indstilling valgte Kommunalbestyrelsen at følge.

”Først vil jeg gerne takke for alle de ansøgninger, som vi har fået ind. Det vidner om et stort lokalt engagement, hvilket er yderst positivt. Valget var svært, men vi har valgt St. Merløse, hvor hele seks lokale fora og foreninger står sammen om arrangementet. Så har vi valgt at fokusere på Tuse Næs og ansøgningen fra deres lokalforum. Som det tredje sted har vi valgt Tølløse, hvor vi rent faktisk har fået ansøgninger fra både Fællesskab Tølløse, Aktivitetshuset og lokalforum. Derfor vil vi bede Tølløse Lokalforum tage kontakt til de andre, så vi kan få arrangeret ét fælles dialogmøde,” fortæller Lars Qvist, som er formand for projektudvalget.

Lars Qvist ser desuden spændende perspektiver i, at et par uddannelsesinstitutioner har ansøgt.

”Der er et spændende perspektiv i, at uddannelsesinstitutioner også har budt ind. Dialogen om Holbæk som uddannelsesby udvikler sig og bliver mere og mere aktuel. Og så er det en dialog, der kan være med til at løfte lokalområderne bredt. Det kan handle om antallet af ungdomsboliger, og hvordan vi kan få flere unge fra lokalområderne til at tage en uddannelse,” fortæller Lars Qvist.

Anderledes end sidste år
I 2019 rykkede hele kommunalbestyrelsen for første gang ud til lokalområderne, hvor Svinninge, Mørkøv og Orø var værter. Her blev der om eftermiddagen afholdt dialogmøde med borgerne, mens der var ordinært kommunalbestyrelsesmøde om aftenen. I år bliver det anderledes.

”Vi har valgt at gøre det anderledes, så vi kun afholder dialogmøderne i lokalområderne og placerer dem i aftentimerne. Erfaringsmæssigt var det den del sidste år, som trak flest borgere, og hvor vi havde en god, konstruktiv dialog om lokale emner. Og ved at placere møderne i aftentimerne er det min forventning, at flere vil møde op til dialog, hvilket er kernen i hele konceptet. Kommunalbestyrelsesmøderne vil vi så holde på vanlig vis i byrådssalen på Det gamle rådhus i Holbæk,” fortæller Lars Qvist.

Datoerne for dialogmøderne i St. Merløse, Tølløse og på Tuse Næs er endnu ikke fastsat. Men de vil blive placeret i august, oktober og november. Det ene møde var egentlig planlagt til starten af maj, men med tanke på den aktuelle situation omkring COVID-19 bliver det skubbet til oktober.

Del på sociale medier