Der er godt nyt for passagererne mellem Roskilde og Holbæk. Fra denne uge kører togene igen efter seks ugers arbejde på jernbanen, der skal forberede strækningen til elektrificering.

Siden den 4. marts har Banedanmark været i gang med at sænke sporet og arbejde på broer mellem Roskilde og Holbæk for at forberede strækningen til den kommende elektrificering, og lige så længe har togtrafikken været påvirket af arbejderne. Senest har strækningen været totalspærret fra den 4. april, mens arbejderne i sporet blev udført. Mandag morgen begyndte togene at køre med lettere reduceret drift, og fra tirsdag har togene kørt helt normalt igen.

“Nu kører togene igen. Det har været en ordentlig omgang, men nu har vi har taget det første store skridt mod en strækning, der er klar til elektrificering og nyt kørestrømsanlæg,” siger Lars Blædel Riemann, områdechef i Banedanmark.

Med den kommende elektrificering gavner vi både miljøet og togdriften, for fremtidens elektriske tog udleder mindre CO2, støjer mindre og giver et bedre miljø med stationerne på strækningen og langs banen.

Mens strækningen har været totallukket, har hele sporet været taget op fem steder.

“Vi har haft spor, skinner og sveller oppe, har gravet sporet ud fem steder og så lagt det hele tilbage igen. Vi gør det for at skabe plads til det kommende kørestrømsanlæg under broerne. Derudover har vi revet en gangbro i Holbæk ned og forstærket en gangbro i Lejre,” siger Lars Blædel Riemann.

Han takker naboerne på strækningen for deres tålmodighed under arbejdet.

“Vi ved godt, at det har været støjende for de nærmeste naboer til især sporsænkningerne,” siger han.

Banedanmark fortsætter arbejdet med at forberede strækningen til elektrificering lidt endnu.

“I efteråret har vi to broer mere, Birkevænget og Dommerstien i Holbæk, som vi skal arbejde på,” siger Lars Blædel Riemann.
Inden Banedanmark går i gang til efteråret informerer vi igen naboerne med brev via e-boks.

Fakta
Banedanmark elektrificerer frem mod 2027 store dele af det danske jernbanenet. Fra den 4. til den 20. april har vi arbejdet med forberedelserne til den kommende elektrificering af den 45 kilometer lange jernbanestrækning mellem Roskilde og Holbæk.

Elektrificering af jernbanen er til gavn for både miljøet og togdriften. Eltog:
• er miljø- og klimavenlige og udleder mindre CO2 til atmosfæren
• støjer mindre
• giver et bedre miljø ved stationerne og langs banen
• kan give kortere rejsetider, blandt andet fordi eltog kan accelerere hurtigere
• er stabile i drift
• betyder lavere drifts- og vedligeholdelsesomkostninger

Pressefoto