Udvalget for Kultur og Fritid i Holbæk Kommune har bevilget yderligere 75.000 kroner til projektet Tølløse Fælled, som dermed har samlet i alt 975.000 kroner.

”Vi er superglade for opbakningen fra Holbæk Kommune,” siger Jesper Knudsen, næstformand i Fællesskab Tølløse.

Selv om Coronakrisen har sat en stopper for mødeaktivitet, så er projektet ikke gået i stå. Der arbejdes stille og roligt
videre, både med træplantningsplan og plan for el til arealet, som er tænkt som ny hjemmebane for Tølløse festivalen.

Der er også gang i flere fondsansøgninger om yderligere midler til den nye bypark. Flere fonde udskyder imidlertid i øjeblikket deres behandling af ansøgninger på grund af situationen med Corona. ”Derfor må vi være lidt tålmodige i forhold til at få et endeligt budget på plads,” siger Jesper Knudsen.

Arbejdsgruppen bag projektet ventes at mødes igen den 28. maj kl. 19.00 i Kulturhuset No1. Mødet kan dog blive udsat på grund af den aktuelle situation med coronasmitte i Danmark.

”Vi holder selvfølgelig øje med udviklingen af Corona-krisen og følger regeringens anbefalinger i forhold til at forsamles,” siger Jesper Knudsen.

I arbejdsgruppen bag projektet sidder bl.a. repræsentanter fra Tølløse Lokalforum, Fællesskab Tølløse, Tølløse Festivalen, Stigruppen, Tølløberne og naboer til området. Alle, der har lyst til at bidrage til projektet, er velkomne.