Holbæk Kommunalbestyrelse vedtog på deres møde onsdag aften at bruge 8 mio. kroner på trafiksikkerhedsprojekter i 2020, oplyser Holbæk Kommune i en pressemeddelelse.

Tiltagene skal øge trafiksikkerheden for kommunens borgere og sker som en del af Trafiksikkerhedsplan 2020-2025, der blev vedtaget af kommunalbestyrelsen i december 2019. Det skal konkret gøres gennem udbedring af strategisk udvalgte veje, krydsningspunkter og stier samt forebyggende initiativer som fx kampagner.

”Et trafikuheld har store konsekvenser. Ikke bare for de involverede og berørte, men også for samfundet. Derfor gør vi en markant indsats for at nedbringe antallet af trafikuheld og tilskadekomne. Med Trafiksikkerhedsplan 2020-2025 har vi fået et redskab, der er udpeget på baggrund af uheldsstatistik, møder og dialog med bl.a. skoler, ungdomsuddannelser og lokalfora. Derfor er jeg meget glad for, at vi nu kan gå i gang med at øge sikkerheden på en række strækninger,” fortæller John Harpøth, viceborgmester og formand for Udvalget for Klima og Miljø.

Projekter der udføres eller opstartes i 2020
• Kalundborgvej, Holbæk
• Roskildevej/Omfartsvejen/Eriksholmsvej, Holbæk
• Sofieminde Allé/Munkholmvej, Holbæk
• Absalonsvej, Holbæk
• Valdemar Sejrsvej, Holbæk
• Nybyvej, Vipperød
• Undersøgelser af projekter til 2021
• Årlig pulje, som benyttes til trafiksikkerhedsforbedrende tiltag, eksempelvis i forbindelse med alvorlige trafikuheld, borgerhenvendelser eller andre tiltag på baggrund af trafikfaglige vurderinger.

Projekterne ved Sofiesminde Allé/Munkholmvej, Absalonsvej, og Nybyvej omhandler forbedring af utrygheden/trafiksikkerheden for de lette trafikanter, cyklisterne og gående, med stort fokus på skolebørn.
Kalundborgvej, Roskildevej/Omfartsvej/Eriksholmsvej, og Valdemar Sejrsvej er projekter, der primært handler om at højne trafiksikkerheden i og omkring vejene for alle trafikanter.

Posten ’Undersøgelser af projekter til 2021’ tager udgangspunkt i at analysere og revurdere projekter. Disse projekter inkluderer bl.a. projekter ved Skagerakvej/Rørvangsvej i Holbæk, Gl. Skovvej i Regstrup og Vandtårnsvej i Holbæk.

Foto: ABW