Holbæk Senior Motion starter to motionshold for aktivitetsuvante mænd over 60 år. Et omkring aktiviteten motionsfodbold og et omkring kuglespillet Bowls. Opstarten sker som en del af et forskningsprojekt i samarbejde med Center for Holdspil og Sundhed, Københavns Universitet, der skal følge træningen og lave gang- og bevægelsestests for at måle effekten af træningen. Alle mænd over 60 år er velkomne til de to ugentlige træninger, men det er kun mænd over 65 år, der vil blive testet.

Formålet med holdene er at aktivere mænd, der ikke er aktive i forvejen, og samtidig savner et socialt fællesskab.

Til motionsfodbold er niveauet, konditionen og erfaringen med fodbold ikke det afgørende, og der stilles ikke krav om specielt udstyr.

Bowls stiller krav til spillernes koncentration og teknik. Fysikken er mindre vigtig. På den måde er sporten meget inkluderende, fordi alle kan være med.

Der spilles ikke kampe mod andre hold, og fokus er udelukkende på de ugentlige træninger og det sociale fællesskab, der helt naturligt opstår omkring fodbolden eller bowls- kuglerne.

Formand for Holbæk Senior Motion, Steen Ulrik Hansen, udtaler:

Motionsfodbold er en oplagt aktivitet for de gamle drenge, der ikke er aktive. Alle kan være med, også selvom de aldrig har spillet fodbold, eller måske er stoppet for mange år siden. Vi ser samarbejdet med Center for Holdspil og Sundhed som en oplagt mulig- hed for at sparke denne nye aktivitet godt i gang, og håber på stor tilslutning.

Bowls er allerede en aktivitet på vores program, men dette hold er udelukkende for mænd. Træningen foregår under kyndig vejledning af vores instruktør Uffe Løftgreen og bestyrelsesmedlem Gert Nielsen.

Til at varetage fodboldtræningen i de første 3 måneder har Holbæk Senior Motion fået fat i den rutinerede træner Morten Rutkjær, Holbæk Sportsakademi. De 2 ugentlige træninger vil foregå om formiddagen og vil bestå af opvarmning, fodboldøvelser og spil.

Jeg glæder mig rigtig meget til at være med i dette projekt. Fodbold er godt for krop og sjæl, og kan spilles af alle. Jeg er sikker på at de ældre herrer vil (gen)finde glæden ved fodbolden, og derigennem kan få en endnu sjovere dagligdag. Jeg vil gøre mit ypperste for, at alle får svedt, grinet og hygget når vi mødes til de 2 ugentlige træninger, udtaler træner Morten Rutkjær.

Opstart af holdene er støttet af Holbæk Kommunes Frivillighedspuljen.

Der afholdes informationsmøde d. 12. marts kl. 14.00 i Holbæk Sportsby (Sports Allé 1,
4300 Holbæk) og træningen påbegyndes i slutningen af marts med afslutning i juni. Holbæk Senior Motion håber, at holdene kan fortsætte på den anden side af sommerfe- rien og blive et vedvarende tilbud i foreningen.

Medarbejdere fra Københavns Universitet vil teste deltagerne første gang ifm. informationsmødet d. 12.3. Derfor skal man huske tøj, man kan røre sig i, og kondisko.

Foto: Steen U. Hansen